Omgangstonen på arbejdspladsen

Hej Sanne,
Jeg er ansat i en stor tøjforretning. Vi er ca. 25 piger. Jeg skriver til dig, fordi der er verdens dårligste stemning her. Pigerne bagtaler hinanden, der bliver hvisket og tisket i hjørnerne. Min mandlige chef gør ikke noget ved problemet. Er der ikke nogle almindelige takt og tone regler, man kan indføre her? Vi har på eget initiativ en gang forsøgt at samle alle og tage en snak, med det resultat at der sad 25 piger og skreg ad hinanden.
Kan du ikke komme med nogle gode, klare og enkle regler?

----------------------------------

Susan Udsen svarer:

Hvis jeg kunne det, ville jeg være en oplagt kandidat til Nobels fredspris. Jeg er bange for, at der ikke er nogen nem løsning på dit problem.

Vi vælger ikke selv vore kolleger, som vi skal være sammen med dag ud og dag ind. De bliver os påduttet. Det er enhvers pligt at opføre sig ordentligt på sit arbejde og medvirke til at bevare den gode tone.

Vi behøver ikke elske vore kolleger for at opføre os ordentligt over for dem. Tværtimod har vi et større frirum over for de kolleger, vi holder meget af.

Men som både du og jeg ved, så er det ikke alle, der lever op til deres pligt. Problemet er, at en enkelt, illoyal, negativ medarbejder kan ødelægge hele stemningen på en arbejdsplads.

Og desværre er det ikke omvendt sådan, at en enkelt, positiv, ansvarsfuld medarbejder, som du selv formentlig er, kan rette op på stemningen.

Derfor er det ledelsens ansvar at udstikke retningslinjer for den passende adfærd, når de uskrevne regler ikke er tilstrækkelige.

Ligesom det er ledelsens ansvar at træffe de nødvendige foranstaltninger, hvis enkeltpersoner ikke lever op til retningslinjerne. Det skal til for at sikre det psykiske arbejdsmiljø. Det sker åbenbart ikke i dit tilfælde. Hvad er så den passende adfærd?

Det er aldrig at ignorere sine kolleger, men altid anerkende deres tilstedeværelse ved f.eks. at hilse på dem, når man møder dem, at indrage dem i samtalen, osv.

Det er altid at omtale sine kolleger respektfuldt over for kunder. Det er, når man taler om de andre (hvad man jo gør!) at gøre det diskret.

Det er aldrig at kommentere hinandens udseende negativt. Det er aldrig at give betingede komplimenter. (”Nej tænk! Du ser jo faktisk godt ud i den kjole!”) Det er kort sagt at udvise respekt.

Men hvis dine kolleger ikke kan finde ud af dette af sig selv, og din chef ikke har tænkt sig at gøre noget, så er det svært at give dig et effektivt råd.

I kan ikke løse det på egen hånd. Som du selv har forklaret, vil det bare ende med, at I sidder og beskylder hinanden for at være ondets rod.

I har derfor brug for ekstern hjælp. Hvis I er en del af en kæde, hvor der er et overordnet personalekontor, kan du måske tage problemet op med dem.

Hvis du er medlem af et forbund, kan du kontakte dem og sige, I har problemer med det psykiske arbejdsmiljø.

Og endelig kan det være, at det bliver nødvendigt for dig at erkende, at du må finde dig et andet job et bedre sted. Det er hverken retfærdigt eller nemt, men det kan være det bedste for dig i det lange løb.

Held og lykke.
Sanne Udsen

Om den gode omgangstone på arbejdspladsen og dens modsætninger (mobning, chikane og andet barbari) har jeg skrevet nærmere i ”Takt og tone i tiden”. Her har jeg også skrevet mere om betingede komplimenter.