Kære Sanne Udsen,

Jeg har med stor interesse læst dine bøger, som jeg finder både lærerige og underholdende. Jeg har imidlertid et spørgsmål omkring takt og tone, som jeg længe har gået og tumlet med. Det drejer sig om naboskab.

Jeg bor alene i et lille hus i en forstad til København. Da jeg købte huset, var det ikke mindst pga. dets beliggenhed i et fredeligt kvarter. Nu har jeg i imidlertid fået nye naboer, og dermed er freden forbi.

Familien, der er flyttet ind ved siden af, har 3 børn og en hund, og de larmer uhæmmet. Hele sommeren har de haft legekammerater på besøg. De opholder sig generelt meget i deres have, hvor de spiller bold op ad muren, hopper i en enorm trampolin, sprøjter med vand eller andre voldsomme ting, som foregår under høje skrig og skrål. Nu, da det er blevet koldt, er der mindre aktivitet i haven bortset fra deres hund, som gør uafladeligt.

Med det køligere vejr er legen flyttet inden døre, men der kommer stadig masser af larm derindefra. De spiller musik, og deres mindste har vist fået et trommesæt.

Jeg har flere gange forsøgt at tale med forældrene. De smiler, nikker forstående og undskylder, men de ændrer ikke adfærd.

Forleden dag, da en af børnenes fodbolde for tredje gang den dag hamrede ind i mine ruder, gik jeg endnu engang over for at bede om ro.

Men denne gang blev jeg mødt med vrede og uforskammethed. Moren skældte mig ud og sagde, at hun var træt af, at jeg kom rendende i tide og utide og brokkede mig. Hun sagde, at jeg skulle blande mig uden om og lade dem være i fred – og så smækkede hun døren i i hovedet på mig.

Det var meget ubehageligt, og jeg er meget, meget vred over at blive behandlet sådan.

Jeg ved ikke, hvordan jeg skal takle situationen, men jeg kan ikke udholde tanken om at skulle bo her i al den larm uden at kunne gøre noget.

Har du et godt råd til mig – eller bør jeg blot finde et andet sted at bo?

___________________________________________________


Kære læser,

Jeg føler med dig, for også jeg har det svært med støj, og hvis man ikke kan være i fred i sit eget hjem, hvor så?

Men problemet med civilisation er, at den larmer. Hvis vi vil bo i nærheden af andre mennesker, så er det svært helt at undgå støj. Og børn kan larme endnu mere end voksne.

Som jeg læser dit brev, så er der ikke tale om chikane fra naboernes side, men om den naturlige støj, der følger med at have tre livlige børn. (Og så en hund, som åbenbart gør meget. Man skulle tro, de heller ikke selv kunne holde det ud?)

Men med hensyn til børnene, så har man vel trods alt en have for at opholde sig i den, og jeg kan dårligt sige, at det ville være bedre, hvis børnene sad inde og spillede på deres computer frem for at hoppe i trampolin i haven. Samtidig må vi erkende, at støj defineres som uønsket lyd, og hvad der i forældrenes ører lyder som glade barnestemmer, lyder i dine ører som utålelig skrig og skrål. Men hvad skal forældrene gøre? De har formentligt valgt at bo i hus med have – og ikke i lejlighed – for netop at undgå hele tiden at skulle hysse på deres børn og for at give ungerne mulighed for at kunne udfolde sig på lidt mere plads. Når moderen nu reagerer så voldsomt og ligefrem smækker døren i for næsen af dig, selv om du kommer for helt rimeligt at brokke dig over, at en fodbold rammer dine ruder, så er det formentligt i frustration over, at du dybest set ønsker, de ikke boede der.

Jeg tror derfor, du skal gøre op med dig selv, hvad du med rimelighed må finde dig i, og hvad du ikke skal finde dig i. Efter min mening skal du ikke finde dig i, at deres fodbolde rammer dine ruder. Hvis det er et tilbagevendende problem, må der findes en teknisk løsning, som fx et højere hegn mellem jeres matrikler. Hvis ruden ligefrem går i stykker, må de naturligvis erstatte den del, som din glasforsikring ikke dækker. Men til gengæld mener jeg også, at du er nødt til at finde dig i den larm, der følger med almindeligt velfungerende børn, som leger udendørs. Med hensyn til den musik, de spiller indendørs, så ved jeg af erfaring, at den sagtens kan spilles så højt, at den tydeligt kan høres inde hos naboen, hvilket kan være ganske irriterende, især når man ikke deler musiksmag. Jeg mener godt, du kan tillade dig at bede dem skrue ned for lydstyrken. Det burde trods alt også være i deres egen hørelses interesse. Min bedste råd er derfor, at du vælger dine kampe med omhu. Jeg håber ikke, det er for sent at genoprette et nogenlunde forhold til din nabo. Du føler formentligt ikke, at det er dig, der skal undskylde, men som du citerer din nabo, tyder noget på, at din tolerancetærskel er meget lav – og at du ikke har været bange for at lade dem forstå din irritation. Overvej derfor, om du kan få dig selv til at komme din nabo i møde. Forklar, at du har været vant til at sætte pris på roen i kvarteret, og at det nye naboskab kræver lidt tilvænning fra din side. Når du brokker dig over børnene, så fokuser på de gener, som du absolut ikke bør finde dig, såsom fodbolde på ruden. Du kan også forklare dem, at man faktisk kan høre musikken helt over til dig, og sige, at du ville sætte pris på, hvis de ville skrue ned. Men du kan ikke bede børnene om ikke at være børn med, hvad dertil hører af leg og larm i haven. Hvis du ikke kan leve med det, så må du muligvis overveje at flytte. Men jeg ved ikke, hvor du vil kunne være sikker på at være i støjfri omgivelser.

Med venlig hilsen

Sanne Udsen




Sanne Udsens krimi "Djævelens advokat" er udkommet og modtaget glimrende anmeldelser : TV2 Forlag & Berlingske.dk