Med mere end seks mio. solgte eksemplarer på over 20 forskellige sprog er Allen Carrs ’Endelig ikke-ryger’ den mest populære rygestop-bog i verden. Alene i Skandinavien har bogen solgt i mere end 200.000 eksemplarer. Den 1. oktober 2005 udkommer så den danske udgave af ’Endelig ikke-ryger for kvinder’, der undersøger og går dybere ned i problemerne omkring rygestop – som netop kvinderne oplever dem.
”Allen Carrs Easyway-metode er lige så virkningsfuld for kvinder som den er for mænd, men mange års erfaring med rygeafvænning viser, at der helt tydeligt er forskel på den måde, som mænd og kvinder opfatter frygten og vanskelighederne omkring rygestop”, siger Rolf Garmark, forlagschef på Storm Forlag, den danske udgiver af ’Endelig ikke-ryger for kvinder’.
Med ’Endelig ikke-ryger for kvinder’ bliver det simpelthen lettere at slukke sin sidste cigaret, og gennem knap 200 sider bliver den ene myte og undskyldning efter den anden effektfuldt punkteret. Ikke mindst den sejlivede forestilling om, at rygning holder vægten nede og at rygestop går ud over form og figur, bliver taget under grundig behandling og pillet fra hinanden. Uden brug af skræmmekampagner, nikotinerstatning, akupunktur eller mobilisering af særlig viljestyrke anviser Allen Carr en virkningsfuld metode og giver de redskaber, der skal til for slippe af med både cigaretter og abstinenser.
’Endelig ikke-ryger for kvinder’ giver en nøgtern forklaring på, hvordan nikotin virker fysisk og på det mentale og følelsesmæssige plan. Illusionen om at cigaretter dulmer nervøsitet og giver ro, hygge, nydelse og bedre overblik i stressede situationer bliver afløst af viden om, hvordan man skal håndtere og overkomme sin frygt og begynde et liv som glad ikke-ryger.
Endelig ikke-ryger for kvinder’ har de seneste uger solgt flere tusinde eksemplarer i Norge, og den er på gaden over hele Danmark nu.
Bestil online
Kategori: Sundhed
