Forfatter: Karen Syberg
Omfang: 204 sider
Forlag: Peoples Press
I Stederne krydses en række vidt forskellige menneskers spor - såvel i erindringens luftige steder som på konkrete lokaliteter. Romanens handlingstråde snor sig labyrintisk ud og ind, både i en stor verden af natur og i den hastige, stressede og konkurrenceprægede storby, hvor venskaber er erstattet af netværk. Romanen trækker tråde fra Kroatien, Kenya, København og Tjekkiet til Hamburg og Assens.
Sammentræf og møder er styret af tilfældigheder, og det er langt snarere stederne, hvor personerne befinder sig, der kommer til at bestemme retningen. Selv er de drevet af drifter og uklare forestillinger. De nærmest trækkes eller skubbes af sted i mønstre, de ikke kender, og det hele udvikler sig ret katastrofalt. Stederne er en mærkelig og anderledes roman og samtidig elementært spændende.
Karen Syberg vil være kendt af mange fra sin kulturjournalistik i Dagbladet Informations spalter. Hun har tidligere skrevet en biografi over Tove Ditlevsen samt flere havebøger, og i april 2007 udgav hun den stærkt anmelderroste Æblets fortælling, et pragtværk om æblets kulturhistorie. Stederne er hendes debut som romanforfatter.
Bestil online
Kategori: Skønlitteratur
