Anmeldt af Nønne Lønne Votborg
Titel: Se på mig
Forfatter: Kirsten Hammann
Forlag: Gyldendal
Selvbedrag
En kærlighedsroman, der er til at græde og le ad på samme tid. Det er kort fortalt hvad Kirsten Hammann denne gang præsenterer sine mange læsere for, med bogen ”Se på mig”. Men som altid leverer den anerkendte og prisbelønnede forfatter fra Forfatterskolen, en bog med masser af substans. ”Se på mig” handler om to yngre menneskers håb til fremtiden, og om hvordan det blandes med selvbedrag i rigelige mængder, for at de kan gå fremtiden i møde.
Et tragikomisk kærlighedrama
På scenen har vi vores to hovedpersoner. Vi møder den 35-årige Julie, hvis forlovede Casper har forladt hende for at flytte til Goa i et halvt år og ”finde sig selv”. For stadig at få råd til sin dyre lejlighed i København, må hun nu lade en lejer flytte ind. Sune, er en håbefuld, ung forfatter, der har solgt sin andelslejlighed og kvittet jobbet på en tankstation, for endelig at kunne hellige sig arbejdet med det han håber skal blive hans store gennembrudsroman. Kort efter at Sune er flyttet ind i lejligheden, falder Julie og slår sit knæ. Efter sygehusopholdet er hun bundet til lejligheden. Nu kommer de to endnu tættere på hinanden, da Sune må tage over og hjælpe Julie. Efterhånden begynder der at opstå gensidige følelser.
Hvem er det du vil please?
’Se på mig’ handler om grænsen mellem håb og selvbedrag. For Julie vedkommende er hun besat af ideen om, at Casper vil vende tilbage til hende. Alle de dårlige tegn i deres forhold fornægter hun. Tværtimod håber hun på at blive gravid. Med alle midler! Sune bilder sig selv ind, at han er tæt på at få skrevet den helt store gennembrudsroman, så han slår igennem som anerkendt forfatter som sin ven. Dag bliver til uge, og uge til måned, uden at han får skrevet et ord. Tiden går med diverse overspringshandlinger, blanke papirer og selvbedrag. Bogen rammer trods sin groteske farcelignende handling noget uhyre vedkommende og vigtigt i os alle. Overspringshandlingerne. De blanke sider. Lever vi livet med et væsentligt formål, og har vi selv definerer hvor vi vil hen?!
Se sig selv i øjnene
Kirsten Hammann har skrevet mange gode og vigtige bøger. Denne hører til blandt de mere morsomme og tragikomiske. Jeg gribes i hele tiden at tænke nu kan det da ikke blive ret meget værre! og derpå sige til mig selv, at det jo også blot er en bog. Men desværre overgår virkeligheden jo indimellem fantasiens verden, så hvem ved livet har i vente. Måske er ”Se på mig” slet ikke utænkelig?! At turde se sig selv i øjnene kan være svært, sådan som det er for Julie og Casper. Kirsten Hammanns opsang er perfekt leveret og fortjener al den ros den kan få. Farvel dagdrøm og goddag virkelighed! Meget apropos vores samfundssituation. Læs den og blive mindet om, at du er chefen i dit eget liv. Og få en fornøjelig læseoplevelse, der rammer plet!
Bestil online
Kategori: Skønlitteratur
