Anmeldelse og klumme af Nønne Lønne Votborg
Titel: Vidunderlig vegetar: en grøn kogebog
Forfatter: Susanne Engelstoft Rasmussen
”Vidunderlig Vegetar” vækker velbehag!
Susanne Engelstoft Rasmussen blomstrer i det vegetariske køkken blandt frugter, bær og grønt! ”Vidunderlig vegetar” er som en gave for alle os, der foretrækker det grønne. Bogen er i allerhøjeste grad flot og farverig håndsrækning til de mange, der gerne vil spise mindre kød. Her er et vidnesbyrd om, hvor elegant og pikant det vegetariske køkken kan præstere med forholdsvis enkle råvarer, der naturligvis er sæsonbaserede. Jo, Susanne Engelstoft Rasmussen lever op til bogens titel: ”Vidunderlig vegetar”!
Vellyst
”Vidunderlig vegetar” er en læse- og smagsoplevelse helt ud over det sædvanlige i denne grønne kategori. Vi ser her en ny Kirsten Skaarup – den kyndigste kogebogsskribent i vegetarverden – tage form og vise sine særkender. Susanne Engelstoft Rasmussen skriver poetisk og interessant, så vi får vækket vores lyst til at samle af naturens vilde skatkammer, læse visdomsord eller blot stå i køkkenet og henkoge. Det er med andre ord appetitten – livsappetitten og madlysten – der vækkes af Susanne Engelstoft Rasmussen igennem ord og billeder. Udsøgt skrevet og fornøjeligt at nyde!
Grønne glæder for alle
I vegetarkøkkenet byder Susanne Engelstoft Rasmussen os på vegetarklassikere og flere dejlige madoplevelser, vi sjældent finder: vegetarmoussaka, fuldkornstærte med limecreme, aspargessalat & urter, tofudeller, stegt polenta med ristet courgettesalat, gryderet med cornbread og så selvfølgelig den legendariske svampepostej i en ny version med bulgur, squash & filodej. Her er en flot blanding af lette retter og mere fyldige middagsretter, der mætter den sultne kødspiser godt! Jeg savner dog forslag til menu-sammensætninger og idéer til anvendelse af rester dagen derpå, ligesom mærkning af fryseegnede retter ville være fornuftigt. De veltilrettelagte smukke billeder gør, at læseren får svært ved at vælge. Det hele ser fuldstændig fantastisk ud!
Fejende flot
Umiddelbart kan retterne forekomme lidt fancy og smarte, men det er kun godt at vi ser en lækker rødbedecarpaccio og fyldte løg med kold sauce, der gør sig godt på billederne ligesom de smager fantastisk. I praktisk er opskrifterne ikke vanskelige at gå til, og det er en fornøjelse at kunne servere grønne glæder, der også tiltaler øjet. Vegetarmad har tidligere haft et kedeligt ry for at være tungt og trist. Her får vi demonstreret hvordan det både kan være liflige gryderetter, farverige salater, skønne supper og altså også lidt mere avancerede retter, der ligner noget fra et bedre spisested. Alt i alt en vidunderlig lille grøn genistreg!
Bestil online
Kategori: Kogebøger
