Titel: Mad og gæster
Forfatter: Gordon Ramsay
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Anmeldt: Skribent Nønne Lønne Votborg
Den temperamentsfulde og karismatiske kok Gordon Ramsay er kendt fra en lang række tv-shows, bl.a. “Hells Kitchen” og “Gordon Ramsays køkkenmareridt”. Knap så mange ved sikkert, at Ramsay har en restaurant i Chelsea, der har fået tre Michelinstjerner. Derudover har perfektionisten flere restauranter i både England og USA.
Forfatter til en stribe gode kogebøger
Gordon Ramsay er også en erfaren kogebogsforfatter. Han står bag en lang række populære udgivelser, hvoraf en række af kogebøgerne er udkommet på dansk. “Gør det nemt”, “Himmelsk nemt”, “Middag med familie og venner”, "Fastfood med god samvittighed" samt "Spis Sundt" er udkommet i lille Danmark.
Kogebogen til hyggeligt samvær med god mad
"Mad og gæster" er en lækker gæstekogebog med omkring 100 opskrifter. Alle opskrifter er relativt nemme at tilberede, og det meste kan laves i forvejen, så det er muligt at hygge sig med gæsterne. Eller også kan man lokke gæsterne med ud at deltage i de forskellige gøremål. En oplagt idé i en tid, hvor samtalekøkkener er blevet hvermandseje, og vi er mange, der spørger os selv, om de mon bliver brugt til andet end at stå til pynt. For det hele handler jo om at lave god mad, der smager, og hygge sig omkring gryderne. Noget der i øvrigt også fint kan harmonere med et slidt køkken. Skænk et glas vin op og nyd duften fra den dejlige og helt igennem velsmagende mad, som Ramsay altid er garant for!
Uprætentiøs mad der smager!
Ramsay er varm fortaler for det uprætentiøse og jævne køkken med masser af smag og kraft. Det er jordbundne retter lavet af absolut gode råvarer og uden så voldsomme mængder fedt, som kokke ellers gerne anvender. Sundhed har i lang tid været et nøgleord hos Ramsay, og det er befriende at se en kok, der kan lave god, gedigen mad af årstidens råvarer, som smager. Fløde, smør og oste bliver brugt tit og ofte, men i et reduceret omfang. Her er ingen svulstige fede pier og tunge saucer. Ramsay har selvfølgelig skåret ind til benet, så det væsentligste ved hver ret nu fremstår klart og præcist. Voila!
Stiller krav til dig
Jeg spotter imidlertid flere, små problemer hist og her. I bogen optræder en lang række ord og begreber, som en del læsere vil være ukendte med. Især, når vi har med en kendt tv-kok at gøre, vil bogen blive købt af mange - også de, der måske ikke læser så mange kogebøger. Når man ikke kender den finere kogekunst og de franske begreber, vil det indimellem være forvirrende læsning, eftersom Gordon Ramsay jævnt tit bruger termer som velouté, granita og marquise.
Engelsk mad når det er allerbedst
Som en konsekvens af, at opskrifterne imidlertid ér alt andet end forfinet gastronomi, har Ramsay valgt at søge tilbage til de typiske engelske retter. "Mad og gæster" er på sin vis en hyldest til det engelske køkken, når det er bedst. Problemerne opstår, når læseren som jeg sidder med en begrænset viden om det engelske køkken og studser over den indforståethed, der er. Det er selvfølgelig ikke Gordon Ramsays skyld, men en detalje, der burde være taget hånd om ved den danske bearbejdning. Her kunne man med fordel have lavet et Leksikon bagerst med fakta om ord, og begreber som ikke alle kender og et råvareleksikon havde også været oplagt at inkludere heri.
Kritik til kritikeren over alle
Mit kritikpunkt vedrørende råvarerne knytter sig til det faktum, at Ramsay gør så stor brug af ingredienser, der vil være mange læsere, der ikke umiddelbart kender - eller ikke har mulighed for at købe i deres lille by. Som eksempel gør bogen så rigeligt brug af alverdens gode oste: dolcelatte, stilton, mascarpone og gruyère. Jeg kender en del, der ikke vil vide, hvilke typer oste der er tale om, ikke har mulighed for at gå til en ostehandler og ej heller ved, hvad ostene hver især kan erstattes med.
Lad mig nævne et andet eksempel på, at manglende oplysninger om råvarerne kan være uhyre problematisk. I en af sine opskrifter bruger Ramsay cider. Der er - endnu - en del mennesker, der ikke er bekendt med, at cider ikke er det søde stads, børn og barnlige sjæle fornøjede drikker om sommeren. Denne sommers trend med liflig alkoholisk cider til voksne har ikke gjort det meget bedre. Det er stadigvæk milevidt fra engelsk cider, som Gordon Ramsay selvfølgelig har gjort brug af. Vi kan jo ikke alle være eksperter i madlavning. Alle har vi hver vores forcer.
Langt fra Helvedes køkken!
Gordon Ramsay stiller i sine tv-programmer ekstremt høje krav til andre. Derfor må det være fair, at jeg er ude med riven og giver kritik dér, hvor det er passende.
Så skal jeg nok holde min mund med, at jeg synes, det er irriterende, at Ramsay smider om sig med røget grisebasse her og der og alle vegne - manden er jo bidt af en bacon!
Det er mad der smager dejligt. Næsten så englene synger. Og så er vi tættere på himmelen end på Helvedes Køkken!
"Mad og gæster" er velsmagende mad til rart samvær og masser af hygge rundt om bordet. Ramsay har endnu en gang serveret en velskåret, mør og veltillavet kogebog. Mums!
Bestil online
Kategori: Kogebøger
