Anmeldelse og klumme af Nønne Lønne Votborg
Nostalgisk rejse til bedstemors kvalitetskøkken!
I en tid hvor forskellige strømninger - vel anført af ugeblade og magasiner - skiftevis diktere af vi skal servere gedigne danske retter for derefter at kaste blikket mod Sydeuropa og fjernere destinationer som Asien og det øvrige udland, kommer her en kogebog, der har det hele. Med 90 år er Kirsten Sparre Andersen en moden dame. Hun har i årenes løb set mange forskellige moder komme og gå, når det gælder mad og drikke. Hendes forkærlighed er da også de dejlige danske retter, men alderen i betragtning er der tale om en overordentlig moderne mormor!
Herlig hygge med fru Sparre Andersen
Kirsten Sparre Andersen, blev uddannet som Husholdningslærer i 1943 og kogebogen »Køkkenklassikere« bygger på mere end 60 års madlavning. Flere vil kende den populære dame fra Jyllands-Posten, hvor hun i 10 år har glædet læsere i alle aldre med skønne opskrifter og veloplagte kommentarer, der i stil minder om den muntre Fru Hüttemeier.
Gammeldags, gedigent og godt
»Køkkenklassikere« følger årets gang måned for måned, og med snusfornuft tages der afsæt i årstidens ingredienser og en husholdningsøkonomi, der vidner om at forfatteren dels er husholdningslærer og dels er af den gamle skole. Sundhed hører også med til de parametre forfatteren altid er bevidst om, når hun tilbereder den gode mad. På den måde bliver Kirsten Sparre Andersens kogebog aktuel og fin i en tid, hvor vi er flere, der netop ønsker at spare på ressourcerne, være sunde og reducere udgifterne til mad.
Snusfornuft og charme
I hvert kapitel får vi syv menuforslag, der alle er planlagt, så det tit er muligt at tilberede nogle af retterne til flere dage. Igen vidner »Køkkenklassikere« om at være tænkt som en hjælp til husmoderen eller husfaderen, der skal få hverdagen til at fungere med sund, nærende og lækker mad som en selvfølgelig del af den. Weekendens gæstebud er der også tænkt på. Jo, »Køkkenklassikere« er en flot og appetitlig brugsbog, der kalder på at komme i anvendelse!
Fantastiske Fru Sparre Andersen!
Kirsten Sparre Andersen er helt sin egen kogerske og byder på flere unikke madoplevelser i denne nye kogebog. Madplanerne er alsidige og farverige med skøn mad fra ind- og udland. Vi får genopfrisket mange danske klassikere, der de seneste år har fået en renæssance forskellige steder. Dejligst er det dog, at Kirsten Sparre Andersen også graver et stykke dybere og finder gamle madretter vi har glemt og takket være »Køkkenklassikere« får mulighed for at møde.
Stor tak for rejsen rundt i det velsmagende stykke historiske madkultur, vi hermed har fået af den 90-årige fru Kirsten Sparre Andersen!
Bestil online
Kategori: Kogebøger
