Klumme og anmeldelse af Nønne Lønne Votborg
Titel: Grønne godbidder - 40 lækre retter med gode råvarer
Forfatter: Pia Hall
Forlag: People´s Press
De gode grøntsager er i fokus, når Pia Hall serverer ”Grønne godbidder” på baggrund af årstidens friske råvarer. Her er tale om lette retter, både når det angår tilberedning og komposition: Dejlige enkle vegetarretter, som alle vil synes om, når tæppet går.
Da det netop er årstidens grøntsager, der løber med hovedrollen i Pia Halls nye kogebog, får ”Grønne godbidder” aldrig karakter af at være en typisk vegetarkogebog. De typiske ingredienser i vegetarkøkkenet får en lille birolle. Med grøntsagerne helt fremme på scenen er der da også sørget for masser af skønne farver. Det bliver smukt illustreret af fotografen Tine Guth Linse, der disker op med store lækre billeder af samtlige retter, der nok skal sælge billetter.
Musikken spiller perfekt, og alting klapper, når vi kaster os udi at smage de grønne godbidder. Vi nød eksempelvis en vidunderlig nem safransuppe med kartofler og linser, ligesom vi også har smovset i madpandekager med rødbeder og gedeostcreme. To skønne retter der fik fuldt fortjent applaus af publikum!
Pia Halls nye dejlige bog er i sig selv en godbid for alle, der sætter pris på enkle opskrifter på grøn mad baseret på sæsonens friske råvarer! Bogen byder på retter til hverdag og gæstebud. Det er en oplagt bog for alle, der abonnerer på en økologisk grøntsagskasse, eller selv har have. På scenen finder vi alle de bedste aktører: årstidens frugt og grønt, gode olier, friske krydderurter i massevis samt en håndfuld bælgfrugter her og der! Det borger alt sammen for god smag og sundhed hånd i hånd. Som en dygtig instruktør har Pia Hall spundet alting sammen, så de medvirkende komplementerer hinanden på bedste vis. Resultatet er fuldt af godbidder, der fortjener fremkaldelse igen og igen.
Bestil online
Kategori: Kogebøger
