Anmeldelse og klumme af Nønne Lønne Votborg
Titel: Bitz dit køkken: 200 retter der strutter af smag og sundhed
Forfatter: Christian Bitz
Forlag: Politikens Forlag
Bitz begejstrer igen!
Efter en flot guide til hvad, der er op og ned i forhold til kost og sundhed, ”Bitz din sundhed”, er det nu blevet tid til en ren kogebog, hvor vi får lov at se hvordan kostrådene omsættes til praksis. I ”Bitz dit køkken: 200 retter der strutter af smag og sundhed” præsenteres vi for 70 dejlige måltider tilberedt af Christian Bitz og kokken Claus Holm. Hvert måltid tæller to til fire opskrifter, så vi her har med et komplet måltid at gøre. Enkelt og ligetil. Fristende og virkeligt fint skruet sammen!
Sundhedsrealisme
Christian Bitz er ambassadør for det gode måltid, vi alle magter at lave i hverdagen. Vi skal bruge fornuften og vælge de friske råvarer, den rigtige mad og det økologisk. Alt hvad der er ”fake” skal vi takke nej til. Fx lightprodukterne.•
• De 5 retningslinjer bogen bygger på er:
• Spis rigtig mad
• Opfat kød som tilbehør
• ”Hold dig fra Holland” dvs. spis årstidens danske råvarer
• Brug sukker som krydderi
• Hold det helt enkelt
Så sundt, så godt og så lækkert!
Resultatet er en perlerække af lækre måltider, som i den grad frister læseren. Her er et dejligt mix af velkendte danske retter tilberedt, så de er helt ok at nyde og krydret eksotisk mad fra fjerne himmelstrøg, der vil gøre os godt at spise. Vi kan også glæde os til populære pastaretter, nu med mere vitalitet og ”go”, ligesom gryden er sat over blusset til en omgang risotto, der ikke vælter nogen omkuld pga. for meget smør og ost.
Yes til æg
Ægget får et par pæne og rosende ord med på vejen af Bitz, der er cand.scient. i human ernæring og fortaler for at vi spiser æg. Af samme grund bliver det da også til et par fancy omeletter eller tre. Rene grønsagsretter er der ikke mange af, men det grønne får derimod lov til at være med, hvor som helst, der er plads og anledning til det.
Fuldtræffer
”Bitz dit køkken: 200 retter der strutter af smag og sundhed” er en farverig og lækker kogebog, der lokker med spændende smagssammensætninger og lette retter med mange friske salater, salsa og råkost. Hvor er det dejligt at rejse sig fra bordet uden at føle sig tung og træt. Med opskrifterne fra ”Bitz dit køkken” er der lagt op til at lette lidt på vægten og tilføje en hel masse energi! Christian Bitz scorer igen med sin nye bog.
Bestil online
Kategori: Kogebøger
