Anmeldelse og klumme af Nønne Lønne Votborg
Titel: A piece of cake: De allerbedste brød og kager
Forfatter: Leila Lindholm
”Der bor en bager”
Der er dømt hygge og nostalgi med bagebogen A piece of cake - De allerbedste brød og kager. Den populære svenske tv-kok og kogebogsforfatter Leila Lindholm åbner her op for et sandt overflødighedshorn af lækkerier. Vi får den ene skønne søde opskrift efter den anden og masser af herlige variationer over samme tema. Det er med andre ord en fyldig bagebog med et hav af opskrifter til den søde tand!
Passioneret
Leila Lindholm har udgivet 3 kogebøger i Sverige og blev for godt 10 år siden kåret til landets bedste kvindelige kok - siden fulgte også titlen som årets tv-kok. Der er da også tale om en passioneret forfatter, der brænder for sit fag. I bogen her lægger Leila Lindholm megen kærlighed i at servere velsmagende bagværk og formidle opskrifterne, så både nybegyndere og erfarne hjemmebagere kan gøre hende kunsten efter. Resultatet er strålende.
”Du kan få lige, hvad du vil ha´ …”
Opskrifterne i A piece of cake - De allerbedste brød og kager favner bredt: småkager, rørekager, tærter, cupcakes, muffins, flotte festkager, boller, madbrød og knækbrød. Dertil kommer, at Leila Lindholm også byder på skønne opskrifter på hjemmelavet saft, sauce, creme og marmelade, der kan nydes til alt det dejlige bagværk. Det er prikken over i'et, er vi nogen, der vil sige!
A piece of cake - de allerbedste brød og kager hjælper også med gode råd, når og hvis bageriet driller. Så træder Leila Lindholm til med ”Førstehjælp i køkkenet” og ”Magi i køkkenet”. Her får læseren gode råd og tips som dem, enhver mormor har i ærmet. Det er med til at gøre bogen til mere end en sædvanlig opskriftsbog.
En rejse til Småland
De smukke billeder gør bogen indbydende og hensætter tankerne imod en lun sommerdag i Emils Småland. Jo, der er en stemning af Madicken, Pippi og ”Vi børn i Bulderby” overalt, hvor der er glade unger, der guffer kager, eller stemningsfulde billeder fra det skønne sommerlige Sverige. På den anden side er der også en vis portion lækkerhed og tjekket smart stemning a la et livsstilsmagasin. Ikke helt tilfældigt. Leila Lindholm har nemlig også udgivet sit eget livsstilsmagasin : Leilas Country Living.
Vellykket
Smagen er fantastisk, og opskrifterne er lette at gå til på de par opskrifter, vi har prøvebagt. Vi glæder os allerede til at hive A piece of cake - De allerbedste brød og kager ned fra reolen på ny. Så vil vi for en stund drømme os til Småland, samtidig med vi nyder fremragende bagværk skabt af Sveriges vel nok bedste kok. Det er et super hit!
Bestil online
Kategori: Kogebøger
