Titel: Livsstykker
Forfatter: Mette Weyde
Sider: 296, rigt illustreret
Forlag: Schultz Forlag, Gyldendal
Udkommer: 15. november 2007
”Hvor fa’en har de gravet dig op henne?!”, råber en morgensur Bodil Udsen til en noget lamslået Anne Marie Helger, da de to kvinder første gang møder hinanden en tidlig morgen i 1977. Stemningen oser ikke af fred og fordragelighed i den lille skurvogn, hvor de skal sminkes før dagens filmoptagelser. Det lå dermed ikke ligefrem i kortene, at dette blev begyndelsen på et varmt og varigt venskab på tværs af generationer.
I bogen Livsstykker diskuterer de to hjerteveninder de råstoffer, som livet er gjort af. Mette Weyde guider læseren gennem emner som barndom, parforhold, mænd, venskab, karriere, frihed, politik, død, religion og ’normalitetsgrøden’, der bliver taget under kærlig og kontant behandling i en livlig og humoristisk tone. Anne Marie Helger fortæller blandt andet om sin kamp mod anoreksien og om springet fra beskyttet bedsteborgerbarn i Charlottenlund til ’venstreorientalsk’ og rebelsk blomsterbarn i 1960-70’erne. Ud over at debattere verdenssituationen indvier Bodil Udsen for eksempel læseren i sine kærlighedsforhold og i sit livs mange roller. Bogen er samtidig blevet en fælles erindringsbog, hvor de to veninder genoplever deres livs højdepunkter.
Livsstykker er spækket med varm livsvisdom og skønne historier om tilværelsens finurligheder og skæbnens favntag. Tag med på en intim og livsbekræftende rejse ind i to fascinerende kvindeliv, og bliv inspireret, fornøjet og meget andet …
Om forfatteren:
Mette Weyde er vært på Go’ Aften Danmark. Hun kom fra studier på Handelshøjskolen til Danmarks Radio i 1993. Her fungerede hun som vært og tilrettelægger på programmer som Transit og Sonar indtil 1999. Herefter var Mette Weyde vært på DR og TV 2 i programmerne Sporløs, Go´ Morgen Danmark og Danmark Direkte, men har også i årernes løb arbejdet bag skærmen bl.a. som radioproducer på P3 og som redaktionschef samt producent. Mette debuterer som forfatter med Livsstykker – Bodil Udsen og Anne Marie Helger i samtale.
Bestil online
Kategori: Biografier
