______________________________________________
Hej brevkasse.
Jeg er en pige, der har boet hjemmefra i 3 år. Jeg har et meget nært forhold til min mor, og deler meget med hende. Men på trods af, at det er så lang tid siden, at jeg flyttede hjemmefra, er jeg stadig meget afhængig af hende. Jeg savner hende og har brug for at snakke med hende hver dag, ellers får jeg en følelse af ensomhed og fremmedgjorthed.
Hvis jeg ved, at der kan gå mere end to uger før vi ses, får jeg en panikagtig følelse. Det er utrolig hæmmende, og jeg føler mig på ingen måde særlig selvstændig, og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Det er også belastende at savne hende hver dag - og hvorfor har jeg det sådan?
______________________________________________
Tak for din mail, hvor du beskriver, at du på trods af at du er flyttet hjemmefra for 3 år siden, stadig er meget afhængig af daglig kontakt med din mor. Dit savn er både belastende og hæmmende for din livsudfoldelse, og du spørger mig, hvorfor du har det sådan.
Mulige årsager
Først vil jeg lige slå fast, at det at savne en man tæt forbundet med, ikke i sig selv er forkert. Men i dit tilfælde, hvor du er afhængig af, at tale med din mor hver dag, fordi du ellers føler dig ensom og fremmedgjort, er det helt nødvendigt, at du nu opnår en større modenhed og tro på, at du kan selv.
En mulig årsag til din afhængighed er, at du ikke stoler nok på, at du selv kan klare de udfordringer, du kommer ud for. Du skal derfor lige høre, hvad din mor mener er rigtig at gøre. En anden årsag kan være, at du ikke i tilstrækkelig grad har lært at klare tingene selv. Måske fordi du er vant til, at din mor har fjernet de sten der kom i vejen for dig. Hvis det er tilfældet kan det have bevirket, at du ikke har opnået tillid til at, du kan selv kan løse de problemer du kommer ud for.
Mor-datter symbiose
Endelig skriver du i din mail, at du føler dig fremmedgjort og ensom, hvis I ikke dagligt har talt sammen. Det kan tyde på at du og din mor stadig lever i en form for symbiose, hvilket kan skyldes at du som lille, ikke har fået sluppet de meget stærke bånd, der er mellem en mor og hendes lille barn. Den panik du føler, hvis I ikke har kontakt et par uger tyder på, at du endnu ikke rigtig oplever dig selv, som et selvstændigt individ. Du føler stadig, at du kun rigtig eksisterer i kraft af symbiosen med din mor.
På vej til selvstændighed og frihed
Mit første råd til dig er, at du bliver bevidst om, at du ikke kan komme videre i din udvikling, hvis du ikke hurtigst muligt kommer i gang med at give slip og blive et selvstændigt individ, adskilt fra din mor. Dette betyder ikke, at du skal fjerne dig fra hende, men du skal langsomt slippe den usynlige navlestreng, der forhindrer dig i at blive voksen og selvstændig.
Prøv til at starte med kun at tale med din mor hver anden dag. Formålet er, at du tvinges til selv at løse de
problemer du møder i dagligdagen, og at du mærker og oplever, at du faktisk har en egen eksistens, uden mor.
Hvis du har veninder, så del nogle af dine tanker med dem. Tænk hver dag på, at du kan faktisk selv kan eksistere. Øv dig i at rumme savn af din mor, uden at skulle i daglig kontakt med din mor. Fortæl dig selv, at du stadig er dig og ikke forsvinder og bliver fremmedgjort, selvom der er dage imellem at I taler sammen.
Det er vigtig, at du forsøger at knytte dig til jævnaldrende og at du vover dig ud i nye cirkler og oplever at du ikke behøver din mor er med i alt.
At bevæge dig ud af den komfortzone du lever i lige nu, er med til at udvikle dig til et voksent og selvstændigt menneske med mod på livet.
Og husk, du mister jo ikke din mor. I stedet bliver I to voksne individer, der både kan eksistere sammen og hver for sig.
Jeg håber du vil bruge alt dit mod og viljestyrke til at bryde det snærende bånd til din mor. Og blive det voksne individ, som er nødvendigt for at komme videre og nyde og leve livet.
