Kender du MCS mærket?
Fire femtedele af danskerne spiser jævnligt fisk og skaldyr, og blandt en stor del af dem, er der et ønske om at købe mere bæredygtigt. MSC mærket er et miljømærke, der findes på over 1.300 forskellige produkter på det danske marked. Således fås blandt andet dåsetun, marinerede sild, ferske rødspætter og frosne rejer med MSC mærke. Problemet er, at kun 36% af danskerne kender MSC mærket og ved hvad mærket står for.
"Vi kan se at en stor del af forbrugerne ønsker at træffe et bæredygtigt valg når de køber fisk og skaldyr, men mange ved ikke hvordan. Vi vil derfor opfordre forbrugerne til at kigge efter det blå MSC mærke når de køber sild, rejer, rødspætter og andet godt til frokostbordet. MSC mærket er nemlig forbrugerens bedste garanti for at fisken er fra et bæredygtigt fiskeri" siger kommunikations og marketingchef Majken Møller fra MSC Danmark.
Det garanterer mærket
Marine Stewardship Council (MSC) er en international non-profit organisation, hvis vision er at verdenshavene skal myldre med liv, og fiskebestandene bevares for denne og fremtidige generationer. MSC miljømærke og certificeringsprogram anerkender og belønner bæredygtige fiskeripraksisser og hjælper til at skabe et mere bæredygtigt marked for fisk og skaldyr. Mere end 280 fiskerier i over 35 lande er certificeret med MSC. Disse fiskerier har en sammenlagt årlig produktion på næsten ni millioner tons, svarende til knap 10% af den årlige, globale fangst. Mere end 24.000 fiske- og skaldyrsprodukter verden over bærer MSC miljømærket.
MSC miljømærket på et fisk- og skaldyrs-produkt betyder at:
- Det stammer fra et vildtfangende fiskeri, der er blevet certificeret af en uafhængig part imod MSCs forskningsbaserede standard for miljømæssigt bæredygtigt fiskeri.
- Det er fuldt sporbart til en bæredygtig kilde.
