Det værste er, at han ikke behandler hende ordentligt. Han taler ned til hende, retter hende og opfører sig, som om han er bedre end hende. Hun er ellers et meget positivt og omsorgsfuldt menneske, som altid ser det gode i andre - også i ham.
Jeg vil ikke gøre hende ked af det, men jeg synes, hun er alt for god til ham. Hvordan kan jeg sige, hvad jeg ser, uden at hun føler sig angrebet? Jeg vil ikke have, at hun går fra ham på grund af mig - men jeg har brug for at sige noget.
Hej. Tak for dit brev.
Jeg ser dig og din venindes kæreste som to mennesker, der kun har med hinanden at gøre, fordi I begge holder af den samme person: din veninde. Uden hende ville I formentlig aldrig være i samme rum.
Din veninde lyder som et meget loyalt og rummeligt menneske. Men hendes kæreste fylder og gør det ubehageligt for dig at være der. Det kan være bevidst. Nogle mænd har svært ved kærestens bedste veninde, fordi hun er tæt på og ved, hvad der foregår.
Du virker til at være en, der står ved dine meninger. Derfor bør du overveje at sige til din veninde, at du har brug for at være ærlig - ikke om ham som person, men om de holdninger og den måde, han taler på, som du ikke kan acceptere.
Du behøver ikke starte med, at han er selvglad. Start med det, der er mest alvorligt: hans racistiske udtalelser. Forklar, at du er nødt til at sætte grænser for dig selv.
Det kan føre til forståelse - eller til konflikt. Men tavshed slider også på venskabet. Og det her handler ikke om at få hende til at forlade ham, men om at være ærlig uden at være brutal.
Nogle gange tåler relationer sandhed. Andre gange gør de ikke. Men du kan ikke blive ved med at lade, som om alt er i orden, når det ikke er det.
Peter Kongshaug
Peter Kongshaug har drevet egen praksis i mere end 30 år og arbejder med par og relationer med særligt fokus på, hvordan man bevarer lysten og styrker sammenhængskraften i forholdet.
Han deler løbende sin viden og erfaring gennem blogs og podcasts, som udsendes via hans adresseliste og på LinkedIn, hvor han sætter ord på de udfordringer, mange par møder - og på de mekanismer, der kan skabe større nærhed og forståelse.
Peter Kongshaug er uddannet psykoterapeut (IP) og senere videreuddannet som parterapeut inden for EFT og EFCT. Han er desuden familieterapeut uddannet hos Kempler samt erhvervscoach med speciale i forhandling. Hertil kommer en akademisk baggrund som cand.mag. i film og dansk.
Han har i mange år undervist, trænet og superviseret på flere psykoterapeutiske uddannelsesinstitutioner og har solid erfaring med både klinisk arbejde og formidling.
Tilmeld dig Peter Kongshaugs nyhedsbrev og læs mere på Parforhold.net
Konsultation:
Jorcks Passage 2C, 1161 København K
For tidsbestilling: 26746455
