Utilfredsstillende parforhold 

For et år siden blev jeg skilt efter mange års ægteskab. Min eksmand havde fundet en anden, og det tog mig lang tid at komme ovenpå. For syv måneder siden mødte jeg min nuværende kæreste. Han er meget anderledes. Han har været single i mange år, aldrig boet sammen med en kvinde og lever meget i fortidens succeser. Han er adopteret og har en broget baggrund.

Allerede efter få måneder gik vores sexliv i stå. Han forklarede det med træthed og manglende lyst, men jeg har senere forstået, at det hænger sammen med, at han har svært ved at præstere seksuelt. Jeg oplever, at der ligger noget uforløst i hans fortid, men han undviger, når jeg forsøger at tale om det. Problemet ligger konstant imellem os.

Når det spidser til, bebrejder han mig, at jeg presser ham, og vender kritikken mod mig. Han taler om gaver og siger, at han elsker mig, men jeg savner handling og følelsen af at være valgt til. Vi bor ikke sammen og har ingen planer om det, og jeg savner et fælles mål og en følelse af at leve et liv sammen.

Jeg er bekymret for ham, især når han drikker sig meget fuld, men han er overbevist om, at det er mig, der er problemet. Hvordan får jeg forklaret ham, at jeg både er bekymret og ked af det? Eller burde jeg i virkeligheden give op og gå?

Du beskriver et forhold, hvor dine behov for nærhed, dialog og intimitet ikke bliver mødt. Det er alvorligt, fordi gensidig forståelse og villighed til at tale om det svære er fundamentet i et parforhold.

Du indledte forholdet relativt kort tid efter en smertefuld skilsmisse. Det kan betyde, at du endnu ikke havde haft tid nok til at afklare, hvad du reelt har brug for i et nyt forhold, og hvad du kan leve uden.

Din kæreste fremstår som et menneske med sårbarheder, som han ikke formår at dele. Mange adopterede kæmper med dybe følelsesmæssige temaer, og hvis man er vant til at holde følelserne for sig selv, kan krav om åbenhed opleves som truende. Når du efterspørger dialog og intimitet, kan han reagere med tilbagetrækning og modangreb for at beskytte sig selv.

Ud fra det, du beskriver, kan du ikke forvente, at han lige nu kan imødekomme dine behov. Det er heller ikke noget, du kan presse frem. Forandring kan kun ske, hvis han selv erkender et behov for hjælp.

Hvis du vælger at blive i forholdet, kræver det, at du møder ham dér, hvor han er, og accepterer hans begrænsninger. Det betyder mindre fokus på det, der mangler, og mere på det, der fungerer. Ros og tryghed kan på sigt skabe mere åbenhed, men der er ingen garanti.

Det afgørende spørgsmål er derfor, om du kan leve i et forhold, hvor kærligheden er til stede i ord, men ikke i handling, og hvor dine behov for nærhed og fælles retning ikke bliver mødt. Ingen af jer er forkerte – men I er muligvis ikke det rette sted i livet til hinanden.

Jeg ønsker dig styrke til at træffe det valg, der er bedst for dig.