_______________________________________
Hej brevkasse.
Jeg er mor til fire børn, tre drenge fra tidligere forhold, samt en lille pige som jeg har fået sammen med min nuværende kæreste, som jeg har kendt i 6 år.
Når jeg skriver, er det fordi jeg har en bekymring omkring min 16-årige søn. Han holder sig meget for sig selv, og deltager sjældent i sociale sammenhæng hverken ude eller hjemme. Vi ser sjældent hans venner, som i øvrigt tæller mindre end 5 (i hvert fald hvad jeg ved af). Han sidder meget ved sin computer eller playstation (hver dag i flere timer).
Jeg ved at han kommunikerer med venner og bekendte via messenger, for den står altid åben på hans computer. Når jeg spørger ind til hans liv, svarer han kort, så jeg ved ikke hvad der fylder i hans verden andet end spil.
Omkring de daglige pligter har han sagt at han føler sig som en slave, måske fordi min kæreste (hans papfar) engang imellem dikterer hvad han skal hjælpe med hjemme. Min søn føler ikke vi takker ham for det han gør hjemme, og måske har han ret i at vi skal være bedre til det, men på den anden side tror jeg problemet er større en som så. Min søn ser sjældent glad ud, og når jeg bekymret spørger hvordan han har det, siger han at der ikke er noget galt. Men når jeg prikker til hans følelser bryder han engang imellem ud i gråd, og bliver vred. Han forklarer sin vreden med hændelser der har været for længe siden og som bare har hobet sig op...
Hvordan kan jeg støtte min søn bedst muligt? Hvor store krav kan man tillade sig at have i forhold til pligter? Og hvordan taler man ind til hans følelser og bekymringer?
Ser frem til at høre fra dig.
Venlig hilsen fra en bekymret mor
_______________________________________
Kære bekymrede mor.
Tak for din mail, hvor du fortæller om de bekymringer du har omkring din 16-åriges søns mangel på glæde og lyst til at deltage i familiens aktiviteter. Du skriver at din søn isolerer sig meget på sit værelse og mest beskæftiger sig med computeren og hans playstation. Du syntes han har meget få kammerater, som han ikke ser ret meget, men som han kommunikerer med via messenger.
Indledningsvis vil jeg sige, at din søns adfærd til dels ligner manges unge drenges adfærd. Jeg tænker på m.h.t. at isolere sig, bruge meget tid ved computeren og mail kontakt til kammeraterne. Hans dårlige og skiftende humør er også meget almindelig for alderen. Det at være vred og føle sig uretfærdig behandlet over de opgaver han har i hjemmet, er også ret hyppigt forekommende. Som sagt kan en del af din søns adfærd tilskrives alderen.
Det der måske ikke kan tilskrives alderen, kan skyldes det, der er sket i hans liv såsom skilsmisse, at få en ny familie, en papfar og en lillesøster.
Det kan være sorgen og vreden over de tab han har lidt, som har hobet sig op og får ham til at føle voldsom vrede og bryde sammen i gråd.
Du skriver ikke noget om hvordan din skilsmisse har påvirket dine tre drenge f. eks omkring kontakten til deres far. Har du og drengene et velfungerende forhold til deres far, ser de ham jævnligt og har de lov til at savne ham og besøge ham, hvis de savner ham?
Noget der måske også er en af årsagerne til ,at din søn er mere ulykkelig, end det kan tilskrives det at være teenager, er at du møder din kæreste. Du flytter sammen med ham og får en lille pige som er jeres fællesbarn. Din søn var ti år da du møder din nye kæreste, som du næver som drengens papfar. Det kan have været meget traumatisk for din søn, at der kommer en ny mand i familien, som oven i købet er den, der dikterer din ham hvilke opgaver han skal udføre i hjemmet.
Du og din kæreste får så sammen en lille pige, og selvom det lyder skønt, at der kommer en lille pige efter de tre drenge, så må det også være hårdt for dem at se på, at hun har begge sine forældre hos sig på fuld tid. Mens drengene altid må savne den ene forældre. Den lille får sikkert også meget opmærksomhed fra begge jer forældre.Måske føler drengene sig skubbet i baggrunden, af deres papfar, som nu har fået et barn, der er af hans eget kød og blod. De ovennævnte forhold kan have udløst sorg og vrede hos din søn, som giver ham en følelse af at han bare er slave og ikke får den påskønnelse og opmærksomhed han både har krav på og behov for. Dine tre sønner er naturligvis forskellige af psyke, men de kan sagtens på hver sin måde føle jalusi og vrede over det er er sket dem.
Det er helt almindelig at en dreng på 16 år ikke åbner sig om sin sorg, vrede og måske jalusi, men bare siger, der er ikke noget galt. Selvom det er tydeligt at der er noget der tynger ham.
Du spørger hvordan du bedst kan støtte din søn:
Mit svar er: Din søn mangler positiv opmærksomhed fra dig. Det vil være bedst for ham, hvis det er dig der udstikker de opgaver drengene har i hjmmet og at du primært er den der formidler regler og beslutninger til drengene.. Det må være meget ubehageligt for din halvvoksne søn, at det er hans papfar der bestemmer hvad han skal lave. Det er sikkert bl.a. der baggrunden for at han føler sig som en slave skal findes. Du spørger hvor mange pligter en teenager skal have. Der findes ikke nogen guideline til dette spørgsmål. Et bud på hvad en 16 årig skal have af pligter, kunne være at påtage sig en fast del af rengøringen f. eks badeværelset, tømme opvaskemaskinen, sætte vask over, lave mad en gang om ugen, holde sit eget værelse hjælp med indkøb osv.
Udfra din mail ser det ud til, at din søn ikke får den anerkendelse og opbakning fra dig, som er vigtigt i den situation han er i. Din accept, opbakning, anerkendelse af din søn vil få ham til at føle at du stadig elsker ham, på trods af at hans opførsel ikke altid er lige positiv..
Du kan støtte ham ved at være mere indfølende for hans situation, når han føler sig svigtet. Forsøg at være indfølende med din søn på den måde, at du sætter dig i hans sted. Han har mistet meget, i nogen grad også opmærksomheden fra dig, som har dannet en ny enhed bestående af far, mor og barn, hvor drengene måske oplever at de er kommet i anden række.
Så den bedste støtte du kan give din søn og hans to brødre er, at vise dem ekstra omsorg og forståelse, vise dem du er deres mor ligeså meget som før.
Vis at du er der for dem, beskytter dem, og tager hoved ansvaret for dem. Så tror jeg du langsomt får deres fortrolighed omkring hvordan de har det, også selvom de har nogle negative følelser overfor dig.
Jeg vil meget kraftigt understrege at mit svar ikke skal lægge op til at skabe splid mellem drengene og deres papfar, men at det er dig der ansvaret for at trøste dem, hvis det indimellem er svært at agere i en sammenbragt familie. Den bedste støtte du kan give din 16-årige søn er, at forstå ham og styrke ham i, at leve bedst muligt, med de realiteter han lever under, indtil han er voksen nok til at finde sit eget liv..
Udfra din mail kan jeg ikke umiddelbart se, om din søn skulle have andre problemer end omtalt her. Her tænker jeg på problemer, der ikke har deres udgangspunkt i familien.
Jeg tror det ville være godt for din søn, hvis der var en person han kunne åbne sig overfor. Det kan både være en fra familien han har tillid, en fra skolen eller en psykolog, der har erfaring med at tale med unge mennesker.
Jeg håber, at jeg i mit svar er på rette spor, og at din søn vil få det bedre gennem øget opmærksomhed og forståelse for hans følelser. Men hold alligevel øje med om der skulle være andre problemer udefra, der nager din søn.
Held og lykke med hele din families trivsel.
