Jeg voksede op som den ældste af tre børn alene med min mor. Jeg blev hurtigt den ansvarlige, hjælpsomme pige, mens mine brødre blev forkælet. Min mor kunne være meget streng - også fysisk og psykisk - og jeg lærte at aflæse hendes humør for at undgå straf. Jeg tror, det sidder i mig endnu.
Som voksen overskrider jeg stadig mine egne grænser. Jeg siger ja, selv når jeg mener nej. Også overfor min mand. Jeg hjælper alle omkring mig, men får meget lidt igen. En nær veninde, som jeg har støttet økonomisk og følelsesmæssigt i årevis, har holdt ting skjult for mig og misbrugt min tillid. Alligevel har jeg svært ved at erkende, at jeg måske er blevet udnyttet.
Det samme mønster ser jeg i forholdet til min mor. Hun prioriterer mine brødre højt, men bruger mig, når hun har behov. Jeg føler mig overset - og samtidig bange for at sætte grænser, fordi jeg er bange for at miste relationen.
Jeg kan mærke, at jeg simpelthen ikke kan fortsætte sådan. Men hvor begynder man, når det altid har været sådan? Hvorfor er jeg så bange for at miste mennesker, selv når de ikke behandler mig ordentligt?
Hilsner
Hej
Det, du beskriver, ligner et klassisk mønster af det, man i dag kalder overansvarlighed og tilknytningsbaseret selvopofrelse. Som barn har du lært, at din værdi lå i at være den stærke, den hjælpsomme, den der klarede sig selv. Det var en overlevelsesstrategi, som hjalp dig gennem barndommen.
Når man som barn har været udsat for uforudsigelighed, strenghed eller psykisk pres, kan man udvikle en konstant årvågenhed - et indre alarmberedskab. Man lærer at aflæse stemninger og tilpasse sig for at undgå konflikt eller afvisning. Det skaber kortvarig tryghed, men sker ofte på bekostning af selvværd og autenticitet.
Du beskriver meget præcist prisen:
- Indestængt vrede.
- Følelsen af at blive udnyttet.
- Frygt for at miste.
Selvom du i dag ikke længere er afhængig af strategien for at overleve, kan rollen stadig hænge ved, fordi den er blevet en indgroet del af din måde at være i relationer på.
Det er vigtigt at sige tydeligt: Du er ikke svag. Du er trænet i at overleve ved at være tilpasningsdygtig. At ændre dette mønster handler ikke om at blive hård eller kynisk. Det handler om at:
- Øve dig i at mærke dine egne grænser, før du reagerer
- Sige små nej’er i trygge relationer
- Acceptere, at nogle relationer kun fungerer, fordi du overfungerer
- Tåle, at nogen kan blive skuffede
Din frygt for at miste hænger sandsynligvis sammen med en tidlig erfaring af, at kærlighed kunne trækkes tilbage. Derfor bliver grænsesætning ubevidst forbundet med risiko.
Men det er først, når du begynder at sætte grænser, at du opdager, hvem der reelt vil dig - og hvem der primært har haft gavn af din tilpasning.
Du skriver noget meget vigtigt: På arbejdet er du stærk. Det fortæller, at evnen til at sætte grænser faktisk er til stede. Når relationen ikke er følelsesmæssigt ladet, kan du stå fast. Det betyder, at problemet ikke er manglende styrke, men gamle følelsesmæssige spor, der aktiveres i nære relationer.
Forandring sker ikke fra den ene dag til den anden. Men du er allerede i gang. Indsigt er første skridt.
Det kan være hjælpsomt at arbejde med en terapeut med forståelse for traumer, tilknytning og grænsesætning. Ikke for at 'rette' dig, men for at støtte dig i at finde hjem til dig selv. Du behøver ikke at droppe alle omkring dig.
Du skal begynde at slippe den rolle, du aldrig selv valgte. Og ja - det kræver mod. Men den styrke, du engang brugte til at overleve, kan du nu bruge til at leve.
Mange hilsner
KvindeGuiden.dk
Om brevkassen
Spørgsmål til brevkassen kan være redigeret og forkortet af redaktionen for at sikre klarhed og læsevenlighed. Svar i brevkassen er tænkt som inspiration og refleksion og kan ikke træde i stedet for professionel rådgivning eller behandling.
