Topmenu

KvindeGuiden – par der diskuterer tillid og tvivl i forholdet efter en underlig besked

Hun har modtaget en kryptisk besked fra kvinde, som kender hendes kæreste. Men kæresten nægter bekendtskabet, og nu er hun i tvivl om hun, på egen hånd, skal finde ud af hvem kvinden er.

Parforhold: Lyver han? 

Hej Peter

Min kæreste og jeg har været sammen i et halvt år og er for nylig flyttet sammen. Jeg er meget forelsket og har ikke haft betænkeligheder ved, om det gik for hurtigt. Jeg har følt mig ønsket og prioriteret, og forholdet har virket rigtigt fra starten.

Vi har mødt hinanden via datingsider og har derfor ingen fælles bekendte. Jeg har mødt nogle af hans venner, men jeg har ikke fået noget særligt godt indtryk af dem.

For 14 dage siden blev jeg kontaktet af en kvinde på Facebook, som jeg aldrig har mødt og aldrig har hørt om. Min kæreste har mange Facebook-venner, så hun er ikke nødvendigvis nogen, der står ham nær. Hun skrev først og spurgte, om jeg er hans kæreste. Da jeg spurgte, hvem hun var, svarede hun ikke, men skrev blot, at jeg skulle passe på mig selv. Jeg syntes, beskeden var meget mærkelig og bad hende forklare, hvad hun mente. Til sidst skrev hun bare: 'Glem det.'

Da jeg fortalte min kæreste om beskeden og spurgte, hvem hun er, så han først overrasket ud. Derefter sagde han irriteret, at hun bare er kæreste med en af hans venner, og at der er noget galt med hende. Jeg har prøvet at få ham til at fortælle mere om deres relation, men han siger, at han slet ikke kender hende. Kort efter slettede han hende fra sin venneliste.

Nu er jeg i tvivl. Skal jeg lade det ligge og forsøge at glemme det eller bør jeg finde ud af, hvad der ligger bag? Jeg har allerede søgt på hende på nettet og fundet hendes adresse, men det føles forkert at gøre den slags bag min kærestes ryg.

Hvad vil du råde mig til at gøre?

Venlig hilsen

Julie

 


 

Hej Julie

Jeg forstår godt, at du bliver urolig over en så uklar og ubehagelig besked – især når din kærestes reaktion virker afvisende og irriteret. Det er naturligt, at din mistanke bliver forstærket, når han ikke vil forklare situationen nærmere.

Men der er én vigtig grænse, du skal være opmærksom på: Du har ikke ret til at gennemgå hans private beskeder, mails eller kontakter uden hans samtykke. Uanset hvor utryg du føler dig, giver det dig ikke ret til at overvåge eller efterforske ham i det skjulte. Det er både juridisk og relationelt problematisk.

At lyve for sin partner er der til gengæld ikke nogen lov imod - selvom det kan skabe stor usikkerhed og smerte. I dit tilfælde svarer din kæreste undvigende og lukker samtalen ved at blive irriteret. På den måde får han effektivt stoppet dine spørgsmål.

Spørgsmålet er derfor ikke kun, om han taler sandt. Det vigtigste spørgsmål er:

  • Kan du leve i et forhold, hvor dine bekymringer bliver affejet?
  • Er det rimeligt, at du skal gå bag hans ryg for at få ro i maven?
  • Burde det ikke være hans ansvar at give dig så klare svar, at du kan føle dig tryg?

Mit råd er:

Du skal tage samtalen med ham igen – og denne gang stå fast. Bed ham forklare, hvem kvinden er, og hvorfor hun har skrevet til dig. Bliv ved med at spørge, indtil du forstår sammenhængen og mærker, at svarene hænger sammen.

Et forhold kan ikke fungere uden tillid. Og tillid kræver, at spørgsmål bliver taget alvorligt - ikke fejet væk.

Venlig hilsen

Peter Kongshaug

 


 

Peter Kongshaug har drevet egen praksis i mere end 30 år og arbejder med par og relationer med særligt fokus på, hvordan man bevarer lysten og styrker sammenhængskraften i forholdet.

Han deler løbende sin viden og erfaring gennem blogs og podcasts, som udsendes via hans adresseliste og på LinkedIn, hvor han sætter ord på de udfordringer, mange par møder - og på de mekanismer, der kan skabe større nærhed og forståelse.

Peter Kongshaug er uddannet psykoterapeut (IP) og senere videreuddannet som parterapeut inden for EFT og EFCT. Han er desuden familieterapeut uddannet hos Kempler samt erhvervscoach med speciale i forhandling. Hertil kommer en akademisk baggrund som cand.mag. i film og dansk.

Han har i mange år undervist, trænet og superviseret på flere psykoterapeutiske uddannelsesinstitutioner og har solid erfaring med både klinisk arbejde og formidling.

Tilmeld dig Peter Kongshaugs nyhedsbrev og læs mere på Parforhold.net

Konsultation:

Jorcks Passage 2C, 1161 København K
For tidsbestilling: 26746455 

 

Sjæl & psyke
Ny digital hjælp skal gøre det lettere at være forælder til et barn i psykiatrien 

Når et barn eller en ung kommer i psykiatrisk behandling, bliver forældrene ofte dem, der selv må holde styr på møder, aftaler og kontakt til flere forskellige fagpersoner. Fra efteråret 2026 skal en ny digital løsning på sundhed.dk forsøge at samle forløbet ét sted og give familierne et bedre…

Læs mere
Sjæl & psyke
Hver tredje føler sig utilpas i badetøj - Kvinder er hårdest ramt 

For de fleste er en tur til stranden en vigtig del af sommerens aktiviteter. Men for en stor del af danskerne følger der også usikkerhed med, når tøjet skal af, og badetøjet på. En ny YouGov-undersøgelse foretaget for Gjensidige viser, at 34 procent af danskerne slet ikke eller kun i mindre grad…

Læs mere
Sjæl & psyke
Hvorfor får så mange flere ADHD- og autismediagnoser i dag? 

For 20-30 år siden kendte langt færre til ADHD og autisme. I dag fylder diagnoserne langt mere - i familier, skoler, på arbejdspladser og i den offentlige debat. Men hvorfor er antallet af diagnoser steget så meget?

Læs mere
Livsstil
Hvor meget kan du selv gøre for at forebygge demens? 

Kan man selv gøre noget for at forebygge demens? Kost, motion, socialt liv og behandling af syns- og høreproblemer kan have betydning for hjernens sundhed. Men forskningen viser også, at demensforebyggelse er mere kompleks, end mange enkle sundhedsråd får det til at lyde.

Læs mere
Livsstil
Selvmordstanker er tabu 

Danmark bliver ofte fremhævet som et af verdens lykkeligste lande. Alligevel er der hvert år flere hundrede mennesker, der mister livet til selvmord, og langt flere, som i perioder kæmper med selvmordstanker. Det er et paradoks, som kan være svært at rumme - og som sjældent fylder ret meget i den…

Læs mere
Sjæl & psyke
Styrende mor 

Hej brevkasse,

Jeg er 29 år og netop færdiguddannet fra universitetet. Overgangen til arbejdsløshed og meget tid alene har forstærket en tristhed, som egentlig har ligget under overfladen længe. Samtidig er mit anstrengte forhold til min mor blevet umuligt at ignorere.

Læs mere
Pinterest Facebook Twitter RSS Instagram
Nyhedsbrev
Tilmelding til KvindeGuidens nyhedsbrev
Gaveidéer
^