Svar fra Sanne Udsen:
Ak ja, kvindefrigørelsen har bragt mange forandringer – men økonomisk ligestilling synes stadig at skabe forvirring. Jeg husker fra min egen ungdom, hvor vigtigt det var at betale for sig selv, så man ikke skyldte nogen noget!
Som hovedregel gælder, at den, der inviterer, også betaler – uanset køn. Hvis du inviterer en kvinde ud, bør du være indstillet på at tage regningen. Hvis hun inviterer dig, må hun på samme måde forvente at betale.
Men her kommer nuancerne: Ikke alle kvinder er komfortable med at få betalt middagen. Hvis en kvinde afviser din betaling med en bemærkning om, at hun selv kan betale, kan du svare: "Selvfølgelig kan du det, men nu er det jo mig, der har inviteret."
Omvendt er det ikke alle, der føler sig forpligtede til at betale hele regningen, selv hvis de har inviteret. Hvis en kvinde inviterer dig ud, men ikke selv tager regningen, kan du roligt sige: "Skal vi ikke bare dele?" Hvis hun derefter beskylder dig for at være nærig, ville jeg nok overveje, om det var den rette person at date.
Baggrunden for denne forvirring ligger i en historisk forventning om, at hvis en mand betalte, kunne han forvente noget til gengæld. Den tankegang er naturligvis forældet, men det forklarer, hvorfor nogle kvinder reagerer stærkt på at få en middag betalt.
Derfor er det vigtigt at understrege, at det at betale er et udtryk for almindelig høflighed – ikke en forventning om gengældelse. En oplagt løsning kan være at sige: "Jeg betaler denne gang, du kan jo give en anden gang."
Så mit svar på dit spørgsmål: Hvordan vil I gerne have det? – Enkelt.
Forfatter Sanne Udsen
