Kategorier:
Sjæl & psyke
-
Familie & børn
Et mor-datter forhold kan være konfliktfyldt, især når grænsesætning, kontrol og selvstændighed bliver udfordret i voksenlivet.
Styrende mor
Min mor har altid haft en meget kontrollerende rolle i mit liv. Hun har svært ved at klare ting selv og forventer, at jeg stiller op - også når jeg ikke har overskud. Hvis jeg siger nej, risikerer jeg voldsomme konflikter. Hun har flere gange truet med helt at bryde kontakten, hvis jeg ikke gør, som hun vil. Det gør mig utryg og bange for at sætte grænser.
Hun mener selv, at jeg bare skal komme videre, fordi hun siger tingene i vrede. Men de sætter sig i mig, og jeg frygter altid, at hun vil sige det igen. Jeg oplever desuden, at hun behandler min søster anderledes, og det efterlader mig med følelsen af, at jeg er den, der skal bære konflikterne.
Der er også en svær familiehistorie bag. Min mors forældre har stort set været fraværende i min barndom, og nu har min mor genoptaget kontakten med dem uden at inddrage os. Når jeg fortæller, at det sårer mig, får jeg besked på at blande mig udenom. Det får hendes trusler til at veje endnu tungere for mig.
Jeg føler, at jeg ikke får lov til at blive voksen og stå på egne ben. Jeg er ofte ked af det, græder meget og føler mig fanget. Samtidig drømmer jeg om at få børn en dag, men er bange for at gentage familiens mønstre.
Jeg ved, at jeg har brug for hjælp, men frygter min mors reaktion, hvis hun opdager det. Hvordan sætter jeg grænser uden at ende i voldsomme konflikter? Og hvordan kommer jeg videre med mit liv, når tristheden fylder så meget?
Du står i et følelsesmæssigt meget belastende mor-datter-forhold, hvor grænser, skyld og frygt er filtret tæt sammen. Det er tydeligt, at din mors adfærd har haft stor indflydelse på dit selvværd og din evne til at stå fast i egne behov.
Din mor bruger følelsesmæssig afpresning, når hun truer med at bryde kontakten, hvis du siger fra. Det er et mønster, hun sandsynligvis selv har lært i sin egen familie, men det gør det ikke mindre skadeligt for dig. Så længe hendes trusler virker på dig, har hun magt over dine valg.
Det afgørende spørgsmål for dig er, om du er klar til at betale prisen for at løsrive dig. For en nødvendig løsrivelse vil ikke ske uden modstand. Din mor vil næppe ændre sig, før du gør. At blive voksen på egne præmisser kræver, at du holder fast i dine grænser - også når det gør ondt.
Det er ikke et svaghedstegn at søge hjælp. Tværtimod. Du har brug for støtte til at stå fast, når skyld og frygt presser sig på. Det kommer ikke din mor ved, om du får professionel hjælp. Det er dit liv.
Målet er ikke at afbryde relationen, men at skabe en mere neutral og voksen kontakt, hvor du ikke konstant er på følelsesmæssig overarbejde. Det kan betyde færre møder, klare rammer og mindre indblanding i dit privatliv.
Du har ressourcer, uddannelse og refleksionsevne. Det næste skridt er at tage lederskab i dit eget liv - også selvom det midlertidigt skaber uro. Gevinsten er muligheden for et liv med frihed, selvrespekt og plads til egne drømme.
Du kan godt blive den, der bryder mønstret. Men det kræver, at du begynder nu - ikke senere.
Om brevkassen
Spørgsmål til brevkassen kan være redigeret og forkortet af redaktionen for at sikre klarhed og læsevenlighed. Svar i brevkassen er tænkt som inspiration og refleksion og kan ikke træde i stedet for professionel rådgivning eller behandling.
