Mærket viser, at varen er produceret efter de danske og EU’s økologiregler. Det betyder blandt andet, at der ikke må anvendes kunstgødning eller kemiske sprøjtemidler i produktionen, og at brugen af tilsætningsstoffer er stærkt begrænset.
For animalske produkter gælder der særlige regler for dyrevelfærd. Husdyr skal have adgang til udendørsarealer, mulighed for naturlig adfærd og god plads. Foderet skal overvejende være økologisk, og brug af antibiotika er begrænset og reguleret.
Kontrollen udføres af Fødevarestyrelsen, som løbende inspicerer både landbrug, forarbejdningsvirksomheder og detailhandel. Kun virksomheder, der er godkendt og kontrolleret, må anvende Ø-mærket.
Ø-mærket er dermed et af de mest kendte og tillidsvækkende økologimærker i Danmark og bygger på offentlig kontrol frem for frivillig certificering.
Kilde: Okologi.dk
