_______________________________________________________
Hej brevkasse
Min søn på 16 år afvikler en ungdomssanktion (ubetinget fængselsstraf for unge, som begår alvorlig kriminalitet. red.). Problemerne startede 3-4 år tilbage og det har været nogle hårde år både for min søn, for hans lille søster og for mig. Jeg har flere gange følt at filmen var ved at knække fordi jeg stod meget alene. Jeg har også kæmpet med sorg, skyld og skam - det gør jeg for så vidt stadig. Men jeg tror også at jeg er en overlever, for samtidig med alle disse ting færdiggjorde jeg en videregående uddannelse og er i stand til at passe mit arbejde på fuld tid.
Jeg har nu mødt en mand. Vi har skrevet sammen igennem det sidste halve år og har mødt hinanden 3 gange. Min veninde synes at jeg skal fortælle ham om min søn, men jeg synes at jeg må have lov til at lære ham at kende først og finde ud af om han er en mand for mig. Men jeg må også indrømme at jeg er bange for at han skal afvise mig, ikke mindst fordi han arbejder indenfor politiet. Men han er samtidig en moden mand og jeg tænker, at hvis han er tilstrækkelig interesseret i mig, ja så render han forhåbentlig ingen steder. Når jeg lige læser hvad jeg har skrevet, så tænker jeg, at jeg måske lyder som en kvinde med en stor selvværdfølelse, men sådan oplever jeg det ikke. Jeg føler mig meget sårbar og jeg må også indrømme at det har haft nogle sociale konsekvenser, idet jeg har trukket mig noget tilbage både i forhold til nogle af de venner jeg har men også i mit arbejde.
Jeg kan blive helt angst ved tanken om hvad jeg skal svare hvis folk spørger mig: "Nå, hvad laver din søn så?" Jeg har sågar taget mig selv i at lyve - og jeg hader løgn! Men jeg har ikke mod nok til at sige sandheden. Så mit spørgsmål er vel, hvordan omgås jeg sandheden uden at ligne en skydeskive for sorg og skam? Og hvornår og hvordan er det en god ide at fortælle ham den udkårne, at min søn har begået noget kriminelt? I håb om at du vil og kan svare mig. På forhånd tak
_______________________________________________________
Kære du.
Tak for din mail hvor du gerne vil have nogle råd omkring hvor ærlig du skal være omkring din søn kriminalitet og hvornår det er det bedste tidspunkt at fortælle en ny partner om din søns situation.
Jeg vil prøve at svare dig udfra de forudsætninger jeg har, dels som professionel og dels udfra hvad jeg personligt tror vil tjene dig bedst. Jeg skriver dette, fordi dit spørgsmål om hvornår du skal fortælle om din søn, til den mand du har mødt, primært er et holdningsspørgsmål. Måske kan mit svar hjælpe dig til at blive mere afklaret på hvad der er det rigtige for dig.
Spørgsmål 1: Skal du allerede nu være ærlig og fortælle ham om din søn, eller er det i orden at vente med at sige noget indtil du ser hvordan forholdet udvikler sig, til den mand du har mødt?
Allerførst inden jeg svarer, vil jeg gerne pointere at du helt bestemt har mange gode ressourcer, der giver dig styrke til at overleve det der er sket med din søn. Blandt andet udviser du stor styrke ved at du, på trods af sorg, skyld og skam, alligevel evner at passe dit arbejde - også selvom du ikke deltager fuldt ud i de sociale aktiviteter. Selvfølgelig er du meget sårbar på grund af det, der har ramt dig og din familie. At ens barn bliver kriminel er for de fleste en stor skam og behæftet med en masse skyldfølelse. Det er meget forståeligt og helt naturligt, at det ikke kan undgå at påvirke jeres sociale liv og relationer.
Så på dit spørgsmål om hvordan du skal forholde dig til at fortælle om din søns kriminalitet til den mand du har mødt, vil mit svar være: Nej, det kan godt vente lidt endnu. På nuværende tidspunkt kender ham ikke nok til at vide hvordan han i praksis vil reagere på din situation. I har primært skrevet sammen, hvad der jo ikke stiller andre krav til jer end at udveksle nogle drømme om hvordan I kunne skabe noget sammen. Det er på den baggrund at jeg vil råde dig til at vente lidt med at fortælle ham din søn historie. I har kun mødt hinanden 3 gange. Min holdning er at du på nuværende tidspunkt i forholdet ikke er forpligtet til at fortælle om de personlige problemer, du slås med. Hvis I når frem til at definere jer som kærester, der satser på at fast forhold evt. også at bo sammen, så mener jeg at du må fortælle ham om din søn. Hvis I skal være en daglig del af hinandens liv, kan han ikke kan undgå at blive en del af problemerne med din søn.
Hvis I beslutter jer at til at I vil bygge på en fælles fremtid, skal den nye mand i dit liv, naturligvis have mulighed for at vurdere, om din families liv er noget han kan/ vil være en del af. Det er også vigtigt at få klarhed over, hvorvidt det vil påvirke hans forhold til dig i negativ retning, at du er mor til en søn, der har begået kriminalitet.
Du skriver at hvis han føler tilstrækkelig for dig, vil han nok ikke forlade dig. Jeg er ikke helt sikker på, at den antagelse holder. Jeg tror mere det handler om hvad han er i stand til at acceptere – også i forhold til sit arbejde. Alt det må du prøve at nå til klarhed over, hvis I går videre med det forhold, der udfra det du skriver kun er i sin begyndelse.
Spørgsmål 2: Til dit spørgsmål hvordan du skal klare ubehagelige spørgsmål fra kollegaer og venner så du undgår at isolere dig, vil mit svar være: Find en passende mulighed for at melde ud, kort og præcist hvad der er sket i din lille familie. At der arbejdes på at resocialisere din søn. Sig at du selvfølgelig er meget ked af det, men at du støtter ham så meget du kan. Og at du vil være glad for hvis de ikke spørger for meget, at det skete ikke er tabu, men at du ikke rigtig er klar til at forholde dig til spørgsmål og kommentarer.
Jeg håber du har gode venner eller en professionel, der kan hjælpe dig med at bearbejde din sorg, skam og skyld, og at du dermed vil komme styrket fra oplevelsen. Du har brug for nogle gode værktøjer og støtte til hvordan du håndterer situationen, både overfor din søn og datter, overfor dig selv og andre i din omgangskreds. Det er alt for belastende for dig, hvis du står alene med alle disse følelser, du har brug for nogen at vende det hele med med.
Jeg håber du kan bruge mine råd, der som sagt ikke er nogen absolut sandhed, men en måde hvorpå du kunne få mere afklaring i dit liv både arbejdsmæssigt og privat. Jeg tror på det vil være en lettelse for dig at få sagt tingene som de er. Jeg tror også det er en god ide at drøfte måden at sige det på med en du har tillid til, en som forstår hvordan du har det med det, der er sket.
Jeg ønsker dig alt mulig held og lykke og en masse kraft og styrke til at turde være mere åben omkring din søns problem. Fra mig skal du have de allerbedste og kærligste ønsker for en bedre fremtid for jer alle tre.
