Hunde er særligt udsatte, fordi de både kan sluge vand under badning, drikke direkte fra søen og bagefter slikke algerester af pelsen. Derfor opfordrer Agria Dyreforsikring hundeejere til at være ekstra opmærksomme i sommermånederne og sensommeren.
Sådan ser mistænkeligt vand ud
Blågrønne alger er ikke altid synlige, men ved større koncentrationer kan vandet få et grønt, blågrønt eller brunligt skær. Overfladen kan i nogle tilfælde ligne maling eller ærtesuppe, og der kan samle sig skum og belægninger langs bredden eller i bugter.
Lad ikke hunden bade eller drikke af vandet, hvis det er uklart eller misfarvet, hvis der ligger skum eller belægninger på overfladen, eller hvis der er opsat advarselsskilte.
Vær også ekstra opmærksom på varmt og næsten stillestående vand, hvor forholdene kan være gunstige for kraftig algevækst.
Du kan læse mere om, hvordan blågrønne alger ser ud, og hvad du selv skal være opmærksom på ved stranden, i KvindeGuidens guide Giftige alger - Pas på blågrønalger på stranden.
Symptomer på forgiftning kan komme hurtigt
Hvis hunden får giftstoffer fra blågrønne alger i sig, kan symptomerne ifølge Agria vise sig allerede fra få minutter til timer efter kontakten.
Hold især øje med:
- opkast og diarré
- kraftig savlen
- sløvhed og svaghed
- vaklende gang
- kramper
- åndedrætsbesvær
Har hunden badet i eller drukket af mistænkeligt vand og efterfølgende viser tegn på forgiftning, skal dyrlægen kontaktes med det samme. Hurtig behandling kan være afgørende.
Skyl hunden med rent vand
Har hunden været i kontakt med vand, hvor der kan være blågrønne alger, bør den skylles grundigt med rent vand, så eventuelle algerester fjernes fra pelsen. Forsøg samtidig at forhindre hunden i at slikke sig, indtil den er blevet skyllet. Ellers risikerer den at få flere giftstoffer i sig fra pelsen. Det er også en god idé at have frisk drikkevand med på turen, så hunden ikke fristes til at drikke af søer, vandhuller eller lavvandede områder.
5 råd til hundeejere
- Hold øje med lokale advarsler om blågrønne alger ved søer og strande.
- Lad ikke hunden bade i vand med grønt skær, skum eller belægninger.
- Undgå, at hunden drikker af uklart eller stillestående vand.
- Skyl hunden grundigt med rent vand efter kontakt med mistænkeligt vand.
- Kontakt straks dyrlægen, hvis hunden viser tegn på forgiftning efter badning eller efter at have drukket af vandet.
Kilde: Agria Dyreforsikring via Ritzau
