Smertefuldt ægteskab med uengageret mand 

Hej brevkasse.

Jeg skriver til dig fordi jeg er så frustreret og har brug for et par gode råd.
Jeg har kendt min mand i 27 år. Vi har tre børn sammen, som nu er store. Jeg har altid været frustreret over min mands manglende engagement og interesse for mig, børnene og vores hjem. Dette har ført til mange skænderier. Jeg har aldrig kunnet afgøre om det var mig, der krævede for meget, og han har altid undskyldt sig med, at han havde så meget arbejde. Han er altid kommet meget sent hjem,og de enkelte gange, han er kommet tidligere, er det for straks at gå ud og løbe, og senere arbejde foran sin computer.
Jeg bor i Frankrig og var nok rejst for længe siden, hvis det ikke var fordi jeg ikke kunne overskue, hvor jeg skulle tage hen.
Jeg ville klart tilbage til Danmark, men syntes det var voldsomt for børnene. Nu hvor de er store fortæller de, hvordan de har lidt under hans fravær og kulde.
Som barn var jeg udsat for pædofile overgreb fra min far og i mindre grad fra min mor. I 2006 så jeg en terapeut, som sagde at jeg ubevidst havde valgt en mand som lagde en afstand mellem os, fordi jeg pga. min barndom ikke kunne med for meget nærhed. Jeg ved ikke om dette er sandt, for jeg har lidt meget under min mands afstand/kulde/egoisme.
Min mand har nu mødt en anden kvinde, og hvorfor det nu er sådan, ved jeg ikke, men han er blevet mere venlig overfor mig siden han har mødt hende, hvilket i den grad tydeliggør, hvordan jeg alle de år havde ret i, at han ikke opførte sig ordentligt overfor mig. Han engagerer sig dog stadig ikke, og vil stadig kun lave det, der er sjovt når han holder fri. Han tager f.eks. op i bjergene med venner mm.
Han vil ikke skilles, for han har altid stolt fortalt andre om sin familie. Jeg er ked af, at alle de år er gået på den måde. Jeg vil skilles, men er angst for, hvordan han reagerer.
Min yngste datter er sammen med en fyr der drikker. Hun er i en vanskelig tid og jeg vil ikke, at en skilsmisse kaster hende endnu mere i armene på fyren.
Jeg siger til mig selv, at jeg holder ud endnu et år, men vil gerne have et par ord fra dig med i mine overvejelser.

Mange hilsner
___________________________

Tak for din mail, hvor du fortæller den triste historie om et langt ægteskab med en mand, som ikke er interesseret og engageret i dig og familien. Du skriver, at du overvejer skilsmisse, og gerne vil have et par ord fra mig med i dine overvejelser.

Det kan være, at du, som terapeuten siger, har svært ved nærhed på grund af de overgreb, du var udsat for i barndommen. Men det betyder ikke, at du ikke har brug for at opleve fællesskab med din partner og mærke hans interesse og engagement for dig og børnene ...
Hvis du har det meget svært med intimitet og nærhed, så kan det være noget af årsagen til, at din mand har fjernet sig fra dig, for måske har han tolket din utryghed som en afvisning. Måske er I kommet til at skade hinanden, ved ikke at have været i stand til at tilfredsstille hinandens behov. Det kan have skabt en ond cirkel af frustrationer hos jer begge, der har resulteret i endnu mere utilfredshed, fravær og kulde.
Når jeg ræsonnerer sådan, så er det fordi du beskriver, hvordan din mand er mere glad og venlig overfor dig, siden han har mødt en ny kvinde. Sammen med hende, får han måske tilfredsstillet nogle behov, som han ikke har fået tilfredsstillet i jeres forhold. Han nye glæde, rækker dog ikke til f.eks. at engagere sig mere i jeres fælles hjem, hvilket nok skyldes, at han, når I er sammen, genoplever den gamle frustration over at føle sig afvist.

At finde en løsning i fællesskab
For at komme videre, må I begge indse, at I er kørt fast i smerten over, ikke at have været i stand til at give hinanden det, som I hver i sær havde brug for. Han er lidt gladere nu, fordi han finder glæde og behovstilfredsstillelse hos den anden. Men du må nu til at tænke på, hvordan du får noget bedre ud af dit liv.
I bliver nød til at tale sammen og sammen beslutte, om I skal skilles. Måske er det vigtigste ikke, at I ligefrem skilles med det samme. Måske har I, i første omgang, brug for at prøve at leve lidt hver for sig. Derudover er det jo vigtigt, at din mand vil medvirke til, at du får økonomisk mulighed for, at få din egen bolig.

Vær et godt forbillede
Mht. jeres yngste datter, så tror jeg ikke, at en skilsmisse vil betyde, at hun kaster sig endnu mere i armene på kæresten. Tværtimod. Du skriver, at børnene har lidt under jeres dårlige ægteskab og under din mands fysiske og følelsesmæssige fravær. Jeg tror, at dine børn vil respektere dig for at du endelig tager fat på, at skabe dit eget liv og samtidig skaber et hjem, hvor de kan komme og få hjælp og støtte til deres voksenliv. Det forhold mellem din mand og dig, som børnene har set og oplevet, giver dem ikke det bedste billede af, hvordan man skaber et godt parforhold med fællesskabsfølelse, kærlighed og glæde …
Så din opgave, for dig selv og børnene, er at vise dem, at man ikke bare lader stå til, men handler på ulykkelige og frustrerende forhold.
Mit råd er, at du og din mand, hurtigst muligt får sat gang i at flytte hver for sig. For ved at vise handling på et ulykkeligt ægteskab, viser I også jeres datter, at alle fortjener bedre end at leve i et dårligt forhold.

I håb om, at du ikke mere ligger under for, hvad din mand vil, men tager fat på at handle på det, du selv vil, sender jeg dig: Al mulig kraft, viljestyrke og energi til at vise vejen for din datter.