______________________________________________
21. august 2011 - af Ingrid Ortmann
Hej Ingrid.
Jeg skriver, fordi jeg ikke ved, hvordan min kæreste og jeg skal komme videre.
Det hele startede for halvanden år siden, da min kæreste og jeg var på hver sin højskole. Kort efter højskolens start fik han og en pige fra højskolen følelser for hinanden. Han fortalte mig om det og var umiddelbart i tvivl om han skulle gå fra mig eller ej. Han kom dog hurtigt frem til, at han aldrig ville kunne gå fra mig, men han forekom mig nu alligevel tvivlende.
Han fik heller ikke rigtig gjort det færdigt med hende, men han prøvede alligevel at overbevise mig om, at det var mig, han ville giftes med og have børn med. Alligevel nægtede han mig at komme på besøg på hans højskole, og han insisterede på fortsat at være gode venner med hende ...
Han og jeg snakkede sammen i timevis i telefonen og prøvede at finde ud af, hvad vi skulle gøre. Jeg synes han opførte sig umodent, egoistisk og upassende, og det sårede mig meget. Derfor foreslog jeg, at vi holdte en pause, indtil højskolen var slut. I denne pause var det for mig en uskreven regel, at han ikke var sammen med andre, hvis han satsede på at komme tilbage til mig. Men sådan havde han det åbenbart ikke, for han var sammen med pigen fra højskolen i mellemtiden - uden at de dog, ifølge ham, havde sex sammen.
Jeg blev vred, da jeg fik at vide, at de havde været sammen og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Mine følelser svingede meget, alligevel var vi sammen i tre måneder efter højskolen. Herefter slog jeg op med ham. Jeg følte vi sad fast, og kom ikke rigtigt videre. Jeg kunne ikke finde ud af, om jeg havde tilgivet ham. Jeg havde tænkt over det længe, men en aften gjorde jeg det bare forbi.
I tiden efter, så vi alligevel hinanden lidt. Han var ulykkelig. Jeg klarede mig bedre, for jeg flyttede til København og var startet på et nyt studie. Efter et par måneder flyttede han så herover, og vi var sammen som kærester igen. Det føles umiddelbart rigtigt for mig. Jeg havde jo savnet ham rigtig meget og vi havde det faktisk godt sammen, selvom mine følelser stadig var noget svingende.
En dag besluttede vi os så for at snakke om det hele, så jeg kunne få klarhed over nogle ting, som stadig rumsterede. Her fik han indrømmet, at han og pigen fra højskolen, alligevel havde haft sex sammen en enkelt gang. Jeg blev enormt vred og såret. Primært fordi han havde holdt det hemmeligt i ti måneder, hvor vi, det meste af tiden, havde været intime sammen og fortrolige overfor hinanden.
Alligevel kom han rigtig hurtigt tilbage i varmen igen, dog med en del vredesudbrud fra min side.
Når jeg nu skriver til dig, så er det fordi vi ikke kommer videre. Eller det vil sige: jeg kommer ikke videre. Han kan gå og tro, at vi har det rigtig dejligt og så smider jeg pludselig en bombe om, at det hele belaster mig rigtig meget stadig. Det er som om jeg aldrig rigtig kan fået fred i forhold til hende. Hun bor også i København, og han ser hende i ny og næ, f.eks. til de højskolefester de holder jævnligt. Jeg har aldrig forbudt ham at se hende, for det syntes jeg er barnligt og det vil blot få hende til at fylde endnu mere i min bevidsthed. Jeg er heller ikke bange for, at han skulle være mig utro igen, men jeg har det bare svært med, at de to skulle sidde og hygge sig sammen.
Generelt har jeg ikke været særlig konsekvent overfor ham og jeg tror selv, det er en grund til, at jeg ikke kan slippe følelserne, og at sårene ikke vil hele. Problemet er, at jeg føler at jeg straffer mig selv, når jeg straffer ham og lægge ham på is. Jeg savner ham jo, men har ofte svært ved at finde balancen mellem at give kærlighed og være afvisende og straffe ham.
Jeg er frustreret over situationen og min kæreste er også frustreret. Han var god til at trøste mig i starten, men han er begyndt at føle sig magtesløs og frustreret over jeg så tit bliver ked af det.
Jeg ved ikke en gang om jeg har tilgivet ham, for jeg kan stadig få det helt vildt dårlig og blive pigesur. Det er svært at beskrive, men jeg føler mig lille og svag. Jeg føler mig billig, fordi jeg føler han har det for let, selvom jeg ved at han også kæmper. Det hele er noget rod og svært at få ned på papir. Jeg aner ikke hvad jeg skal gøre for at vi kommer på rette kurs igen.
Håber du kan give mig nogle råd.
______________________________________
Tak for din lange mail, hvor du beskriver dine forvirrede følelser efter din kæreste har været dig utro. Jeg har læst din mail og forsøgt at opdele den, for at overskueliggøre de problemer og opgaver, jeg mener er vigtige, at du tager fat på.
Det kræver en beslutning
Jeg kan læse, at du ikke for alvor har besluttet, om du har tilgivet ham. Du har ikke trukket en streg i sandet og besluttet, at du ønsker at fortsætte, på trods af det der er sket. Men du har heller ikke nået til nogen egentlig erkendelse af, at du ikke kan tilgive din kæreste og derfor må forlade ham. Du har ret i, at noget skal ske, nogle beslutninger skal træffes, for ellers bliver det dét der kommer til at ødelægge jeres forhold – og så ender det måske endda med, at din kæreste forlader dig, fordi du skaber et helvede for ham med din adfærd.
Man kan ikke både blæse og have mel i munden
Jeres problem er, at du ikke kan komme videre, fordi du både ønsker at være sammen med din kæreste, men ikke har taget de beslutninger der skal til, for at jeres forhold kan fungere. Du skriver at du, hvis du tilgiver ham og lader ham se sin veninde, føler dig billig og svag, fordi du føler du gør det for let for ham. Men som jeg ser det, så er det da tegn på både modenhed og ægte kærlighed, hvis du kan beslutte at tilgive og samtidig rumme, at din kæreste har sympati for en pigeven.
Det er dig, han har valgt
Din kæreste har valgt, at det er dig han gerne vil leve sammen med og evt. etablere familie med. Men det er ikke en opgave han kan klare alene. Det kræver, at du arbejder med og beslutter at ville genopbygge det gode og kærlige forhold.
Jeg kan godt forstå, at din kæreste ikke kan blive ved med at trøste dig når du bliver ked af det. Ej heller blive ved med at tåle, at du pludselig kaster en bombe ind i forholdet, når han går og tror I har det godt. Det gør ham magtesløs og frustreret, hvilket kan ende med det, du frygter allermest - at han måske forlader dig.
Forstå dine egne tanker og adfærd
Hvis du vil videre, må du først og fremmest forsøge at forholde dig til og forstå dine egne tanker og adfærd. Hvordan opstår de ødelæggende tanker og følelser, du oplever? Hvorfra kommer følelsen af at være svag og billig, bare fordi du forsøger at tilgive og få dit parforhold til at fungere? Hvorfra kommer det, at han ikke skal tilgives, men plages og straffes igen og igen? Er de tanker og den reaktion, noget du genkende fra andre situationer i dit liv?
Du skriver, at du føler, at du mest straffer dig selv, ved at blive ved med at straffe ham. Du skal forsøge at overbevise dig selv om, at det ikke er nødvendigt, at blive ved med at straffe ham. Du skal naturligvis ikke finde dig i alt og du skal sige fra, hvis han overskrider dine grænser. Men stop øjeblikkelig med at straffe for noget, han allerede har undskyldt. Husk at det at straffe andre, ofte vender tilbage mod en selv med flerdobbelt styrke.
Træf en beslutning nu!
Så mit råd er, at du nu træffer beslutning om, at du tilgiver din kæreste fuldt og helt og at du ikke vender tilbage til emnet igen. Når tankerne om hans utroskab, fra tid til anden, dukker op i dit hoved, må du finde ud af, hvor de følelser hører hjemme og tale dem til ro. Husk at sige til dig selv, at det er noget der foregår i dig, og at det ikke skal hældes ud over din kæreste.
Dine tanker – dit ansvar
Det er dit ansvar, at få dine tanker og følelser under kontrol i stedet for at kaste dem som en bombe ud over din kæreste. Du må prøve at blive mere bevidst om, hvor dine tanke- og følelsesmønstre kommer fra. Du har selv, på egen krop, følt den smerte du har skabt for dig selv og din kæreste, når du tænker og føler, som du har gjort.
Sig farvel til offertanker
I stedet for at bruge kræfter på offertanker og på at blive pigesur, så brug den på at opbygge din selvrespekt. Mærk hvordan du kan håndtere situationerne og sætte grænser, uden at føle dig lille og svag. Oplev hvor meget mere tilfredsstillende og givende det er, at udvise storsind og kærlighed.
Jeg ønsker dig styrke til at tænke på en ny og positiv måde, og selvdisciplin til at tage kontrol over dine tanker og følelser.
Mange kærlige hilsner
Ingrid
