Topmenu

Kategori: Parforhold

”De færreste mennesker går ind i en kærlighedsrelation med et ønske om at straffe sin partner, men med tiden sniger de her små og store ’strafaktioner’ sig desværre ind i mange parforhold." siger parterapeut Christiane Meulengracht.

Parterapeuten: Når du lukker ned overfor din partner, straffer du dig selv mest 

Har du for vane at tænke ”så kan han lære det”, eller ”han fortjener ikke min kærlighed”, så er du måske godt i gang med at finde på ’strafaktioner’ mod din partner. Og dem skal du passe på med, for de gør både dig selv og din partner ulykkelig, fortæller parterapeut Christiane Meulengracht.

Strafaktioner kan ofte være en ubevidst selvbeskyttelsesmekanisme

’Nu skal min partner altså mærke, hvordan det føles at blive afvist, så nu lukker jeg ned for sex, og jeg bør faktisk også stoppe med at spørge ind, for så kan han jo selv se, hvordan det er, når man ikke er nysgerrig!’

"Måske kan du genkende scenarierne eller lignende ’strafaktioner’ fra dit eget parforhold? Hvis det er tilfældet, er der god grund til at kigge på din egen adfærd lidt udefra," mener parterapeut Christiane Meulengracht:

”De færreste mennesker går ind i en kærlighedsrelation med et ønske om at være i modstand, men med tiden sniger de her små og store ’strafaktioner’ sig desværre ind i mange parforhold. Typisk er de et udtryk for en ofte ubevidst selvbeskyttelsesmekanisme, som bliver aktiveret, når vi kan mærke, at vi savner noget i vores kærlighedsliv, som det samtidig gør ondt eller er svært at sætte ord på og tale om. Det er en impulsstyret adfærd, som vi senere forsøger at retfærdige rationelt over for os selv,” siger Christiane Meulengracht, som er forfatter til bogen 'Kærlighed med vilje' samt podcasten af samme navn.

Strafaktioner gør os ulykkelige

Ifølge Christiane Meulengracht ender vi ofte ud i ’strafaktioner’, fordi vi fejlagtigt tror, at det er vores partners ansvar at gøre os lykkelige:

”Mange går rundt med en misforstået forestilling om, at det er vores partners opgave at fylde os med kærlighed, og derfor føler vi ofte trang til at opfinde ’strafaktioner’, når vi oplever, at disse forventninger ikke bliver indfriet. Men i virkeligheden straffer vi os selv langt mere, for resultatet af ’strafaktionerne’ er ikke, at vi får mere nærvær, mere sex, bedre kommunikation, eller dét vi ellers drømmer om. I stedet ender vi snarere med at bidrage til en negativ spiral, hvor afstanden til vores partner vokser sig større og større,” siger hun.

Når Christiane Meulengracht spørger sine klienter, hvad de drømmer om i deres parforhold, svarer de fleste nærvær, et godt sexliv, fortrolighed med gensidig accept af forskelligheder og tillid. Men alt dette slukker vi for, når ’strafaktionerne’ vinder i parforholdet, understreger hun og kalder ’strafaktionerne’ for et paradoks:

”Man kan godt kalde det for et paradoks, at vi ofte kan ende med at opføre os allerværst over for det menneske, vi faktisk elsker allermest.”

Erstat ’strafaktioner’ med nysgerrighed

Vil man fra modstand og ’strafaktioner’ og over i et parforhold, hvor man føler sig set, hørt og forstået, er det vigtigt, at man dropper ansvarsfralæggelsen, og at man i stedet tager større individuelt ejerskab. Første skridt er at skrue op for nysgerrigheden – både på egne og partnerens følelser, forklarer parterapeuten:

”Selvfølgelig bliver vi påvirket af vores partners negative eller skuffende adfærd, men det afgørende er, hvordan vi handler på denne påvirkning. Enten kan vi vælge at køre ’straffeaktioner’ og være i forsvarsmode, eller også kan vi være nysgerrige på, hvorfor vores partner agerer, som han eller hun gør. Vælger vi det første får vi mindre kærlighed – vælger vi det sidste, kan vi bane vejen for en kærlighedsskabende dialog, som bringer os tættere på det parforhold, vi drømmer om,” siger Christiane Meulengracht, der understreger, at alle handlinger og alle valg, vi træffer, enten bringer os tættere på eller længere væk fra vores partner. Der findes ikke noget midt imellem:

”Husker vi dette, bliver det også mere tydeligt for os, at vi med vores valg og handlinger selv er ansvarlige for at sikre, at vi får det varige, intime og kærlige parforhold, vi inderst inde drømmer om."
4 gode råd til mere kærlighed – og færre ’strafaktioner’

4 råd til dig der ønsker at dæmpe trangen til at opfinde ’strafaktioner’

  1. Erkend din udfordring og vær nysgerrig på den. Hvis du mærker en trang til ”så kan han lære det”, så start med at erkende og acceptere, at trangen er der. Brug det som afsæt for at være nysgerrig på dig selv: Hvornår føler du trang til at bebrejde, retfærdiggøre dig eller køre ’strafaktioner’? Der ligger nogle følelser nedenunder, og det er dem, der er interessant at se nærmere på.
     
  2. Vær nysgerrig på din partner. Når du mærker trangen til ’strafaktioner’, så vær nysgerrig på, hvad der rumsterer hos din partner og vær samtidig opmærksom på, at din partner kan have en helt anden oplevelse af situationen. Sænk paraderne, drop forsvarstalen og din motivtolkning og gør dig i stedet umage med at forstå bevæggrundene for din partners adfærd. Husk at hverken du eller din partner er tankelæsere.
     
  3. Vær modig. Det kræver mod at gøre noget andet, end vi plejer. Når du mærker trangen til at opfinde en ’strafaktion’, så prøv at finde modet til ikke at give efter for dine impulser.
     
  4. Accepter at det svært. Det er ofte vores ubevidste sind, som er på spil, når vi føler en trang til at ’straffe’ eller ’hævne’ os på vores partner. Mange gange er der sågar en tråd tilbage til oplevelser i barndommen, der har startet samme følelsesmæssige smerte. Derfor er det ofte en god idé at søge hjælp hos en terapeut, som kan hjælpe dig med at skabe større bevidsthed om, hvorfor du reagerer, som du gør.

 


 

Om Christiane Meulengracht

Christiane Meulengracht er sexolog, parterapeut, foredragsholder og specialist i NeuroForandring™. Hun arbejder som Leadership Performance Coach og mentaltræner for ledere og professionelle, med fokus på at styrke mindset, relationer og livsglæde.

Læs mere om Christiane Meulengracht på bedstmedvilje.dk

Livsstil
​​​​​​​15 veje til et stærkt parforhold 

Et godt parforhold handler om mere end blot at bo sammen eller dele hverdagen. Det er en rejse, hvor to mennesker vælger hinanden hver dag, selv når livet bliver travlt eller udfordrende. Det kræver både indsats, nærvær og en oprigtig vilje til at forstå hinanden.

Men det behøver ikke at være så…

Læs mere
Livsstil
Flirt, kemi og første indtryk - det siger forskningen i dag 

Flirt handler ikke kun om replikker og timing. Meget af det, der afgør, om der opstår kemi mellem to mennesker, sker længe før den første samtale er færdig - og ofte uden at vi er bevidste om det. Nyere forskning i tiltrækning og social adfærd peger på en række mønstre, som stadig spiller en rolle i…

Læs mere
Parforhold
Parforhold uden sex  

Kære brevkasse

Jeg læste for nylig, at hvert syvende par aldrig har sex. Det ramte mig, for min mand gennem 13 år og jeg har næsten ingen sex.

Vi elsker hinanden, har respekt for hinanden og et godt liv med hus og tre børn. Vi taler ikke om, at der kan gå måneder imellem, men artiklen beskrev det…

Læs mere
Parforhold
Ensomhed i ægteskabet 

Hej Peter

Jeg føler mig meget ensom i mit parforhold. Min mand er psykisk sårbar og ekstremt optaget af sig selv. Med tiden er han blevet kold, vred og manipulerende. Jeg bliver frosset ude, skal kæmpe for forsoning og har opdaget, at han har løjet for at fremstå perfekt.

Læs mere
Parforhold
Smertefuldt ægteskab med uengageret mand 

Kære brevkasse

Jeg er træt og frustreret og har brug for et par ærlige råd.

Jeg har kendt min mand i 27 år, og vi har tre voksne børn. I mange år har jeg savnet hans interesse for både mig, børnene og vores hjem. Han arbejder meget, kommer sent hjem og bruger sin fritid på sig selv. Det har ført…

Læs mere
Sjæl & psyke
Jalousi og mistro 

Hej brevkasse

Jeg er i midten af 30’erne og har været sammen med min kæreste i 2 1/2 år. For det meste har vi det godt. Han er kærlig, og vi deler mange gode oplevelser. Men indimellem bliver han stærkt jaloux og mistroisk. Hvis jeg får en sms sent, ikke tager telefonen eller ikke kan ringe tilbage…

Læs mere
Pinterest Facebook Twitter RSS Instagram
Nyhedsbrev
Tilmelding til KvindeGuidens nyhedsbrev
Gaveidéer
^