Topmenu

Kategori: Sjæl & psyke

Ny bog af Bo Østlund: Modne Kvinder - Samtaler om livets patina 

Den svenske skuespiller Ingrid Bergman er citeret for engang at skulle have sagt: 'Alder er som at bestige et bjerg. Man bliver nok lidt forpustet, men får en langt bedre udsigt'.

At vi med årene får bedre udsigt og større indsigt, får mere ro og bliver mere rummelige, er noget af det kvinderne i Bo Østlunds bog beskriver. Gennem en stribe intime samtaler fortæller 24 kendte danske kvinder i alderen 50 til 84 år om livet efter de 50. Her møder vi blandt andet Hella Joof, Anne Dorte Michelsen, Jytte Abildstrøm, Vibeke Windeløv, Majbritte Ulrikkeholm, Anette Støvelbæk, Mette Bock og Lisbet Dahl, som åbenhjertigsamlet deler ud af mere end 1500 års samlet livserfaring. Det er rørende og inspirerende læsning med mange fine, personlige historier og kloge overvejelser om livet, kærligheden, begæret, følsomheden, karrieren, forfængeligheden, skilsmisserne, overgangsalderen - og meget, meget mere.

Bogens forfatter, Bo Østlund, er journalist og forlagsredaktør. Han har skrevet flere anmelderroste biografier om kendte danskere, blandt andet om Ebbe Sand, Allan Simonsen, Bo Hamburger og Etta Cameron. 'Modne Kvinder - Samtaler om livets patina' er efterfølgeren til hans bestseller ’Modne Mænd’, som sidste år modtog fem hjerter i Politiken.  

'Modne Kvinder' udkommer den 13. oktober 2017 på Bo Østlunds forlag, Forlaget Heatherhill.

Uddrag fra samtale med Hella Joof

Fra 'Modne Kvinder - Samtaler om livets patina' bringer vi uddrag af forfatter Bo Østlunds samtale med skuespiller Hella Joof:

Hella: Jeg har en grundfølelse af lykke og taknemmelighed, og jeg føler mig ekstremt heldig. Jeg er sammen med en mand, som jeg elsker, og som elsker mig. Og jeg har en vidunderlig datter. Når jeg kigger på hende nu, så tænker jeg: ’Vi klarede den. Vi klarede den!’ Vi har haft konflikter, hvor jeg har tænkt, at nu mister jeg hende. Nu rejser hun til USA, og så kommer jeg aldrig til at se hende igen. Men vi klarede den. Hun er 29, og hun er i gang med en uddannelse, som hun er rigtig glad for. Når hun er glad, så ringer hun og fortæller mig om det, og hun spørger mig også somme tider til råds om nogle ting, hvor jeg tænker: ’Tænk, at jeg kan hjælpe hende med det’. Hun er ved at blive skuespiller, og nu har jeg faktisk noget viden, som hun kan bruge til noget i stedet for, at jeg bare er en mor, der siger: ’Du skal huske’, og ’Nu må du passe på, at du ikke …’. Det er faktisk noget konkret viden, jeg kan hjælpe hende med, og jeg har en styrke, som næsten kommer bag på mig selv. Jeg kan. Jeg tager ikke længere tingene så personligt.

Gjorde du det tidligere?
Hella: Ja. Da jeg var ung, tog jeg alting meget personligt, og jeg troede næsten, at Gud personligt havde udset mig til at bære rundt på det kors. Han havde kigget rundt, fået øje på mig, og besluttet at give mig et knytnæveslag, et spark over skinnebenet og et spark i røven.
’Er det ikke mange ting på én gang?’, sagde jeg til mine venner, hvortil de svarede ’Jo, det er måske lige i overkanten’. ’Ja, og samtidig har jeg fået en knude i brystet’, sagde jeg til dem. ’Er det bare mig, eller er det ikke uretfærdigt?’ Og det måtte de jo give mig ret i. Men jeg kunne også se, at de fik lidt himmelvendte øjne, for det er så trættende, at der er nogen, det altid er synd for.
Men en dag gik det op for mig, at det ikke handlede om at lave en underskriftindsamling. Hvad skulle jeg bruge til, at de gav mig ret i, at det var synd for mig? Jeg ville jo faktisk meget hellere have, at det ikke var mere synd for mig end for alle mulige andre. Det var virkelig en åbenbaring.

Var du meget vred tidligere i livet?
Hella: Ja, jeg har nok været vred, fra jeg var sådan seks år og helt indtil jeg var i midten af 30’erne, hvor jeg fandt ud af, at meget af det handlede om mine egne strategier. Mange af mine trængsler kunne simpelthen undgås, hvis jeg handlede på en anden måde. Men du ved jo godt, at når man er allermest smurt ind i sig selv, sin egen smerte og al sin forvirring, så er det også enormt hårdt at skulle stille sig selv spørgsmålet: ’Hvad har du selv bidraget med til denne misere?’ For hvis andre stiller samme spørgsmål, bliver man meget vred og synes slet ikke, at de har forstået, hvor forpint man er.

Først når man er lidt på vej ud af stormen, kan man kigge tilbage og tænke klart. Jeg blev jo også ved med at opsøge mennesker og situationer, hvor jeg var sikker på at blive afvist. Hvorfor havde jeg behov for det? Hvad handlede det om? Så må man gå til psykolog eller læse nogle bøger.
Jeg er tilhænger af, at man skal mærke efter og blive klogere. Og det gjorde jeg. ’Nå, men det er da klart, at du hele tiden løber efter mænd, der ikke vil have dig, fordi hvis du kan få ham, der ikke vil have dig, så har du med tilbagevirkende kraft fået den far, der ikke ville have dig’. 

Jeg ved godt, at det er første side i psykologi-bogen, men det tog mig lang tid at finde ud af, at jeg i stedet for at løbe efter dem, der ikke ville have mig, bare skulle prøve at stå helt stille, så alle de søde kunne nå hen til mig. De stod lige bag ved mig, men de kunne simpelthen ikke komme til, fordi jeg havde så travlt med at styrte hen til dem, der stod med ryggen til mig. Sådan nogle indsigter fik jeg først sent i livet...

   
***** 

Titel: Modne Kvinder - Samtaler om livets patina
Forfatter: Bo Østlund
Forlag: Forlaget Heatherhill


Ord: patina substantiv, fælleskøn 
Udtale: ['pæ'tina]
Betydning: om de aldringstegn som opstår på overfladen, smukt, charmerende eller fascinerende, spor af ælde og slitage

Livsstil
Selvmordstanker er tabu 

Danmark bliver ofte fremhævet som et af verdens lykkeligste lande. Alligevel er der hvert år flere hundrede mennesker, der mister livet til selvmord, og langt flere, som i perioder kæmper med selvmordstanker. Det er et paradoks, som kan være svært at rumme - og som sjældent fylder ret meget i den…

Læs mere
Sjæl & psyke
Styrende mor 

Hej brevkasse,

Jeg er 29 år og netop færdiguddannet fra universitetet. Overgangen til arbejdsløshed og meget tid alene har forstærket en tristhed, som egentlig har ligget under overfladen længe. Samtidig er mit anstrengte forhold til min mor blevet umuligt at ignorere.

Læs mere
Sjæl & psyke
Kreativitetens paradoks: Sammenhængen mellem en utryg opvækst og stort talent 

Mange forestiller sig, at kreativitet bedst trives i hjem med varme, tryghed og nærvær. Men ny forskning viser, at nogle af de mest bemærkelsesværdige kreative mennesker netop har deres baggrund i det modsatte - i en barndom præget af uro, følelsesmæssig afstand eller manglende støtte.

Læs mere
Sjæl & psyke
Jalousi og mistro 

Hej brevkasse

Jeg er i midten af 30’erne og har været sammen med min kæreste i 2 1/2 år. For det meste har vi det godt. Han er kærlig, og vi deler mange gode oplevelser. Men indimellem bliver han stærkt jaloux og mistroisk. Hvis jeg får en sms sent, ikke tager telefonen eller ikke kan ringe tilbage…

Læs mere
Sjæl & psyke
Tager du godt imod komplimenter? 

Et kompliment kan nogle gange være virkelig svært at tage imod. I stedet for bare at acceptere de rosende ord har mange en tendens til hurtigt at bortforklare dem eller gøre dem mindre.

Læs mere
Sjæl & psyke
Mangler mod til at forlade manden 

Hej brevkassen på KvindeGuiden.dk

Jeg er 48 år og har været gift i 26 år. I de første mange år af vores ægteskab var min mand voldelig. Vi har to voksne børn. Jeg har været hjemmegående, mens han har arbejdet.

Læs mere
Pinterest Facebook Twitter RSS Instagram
Nyhedsbrev
Tilmelding til KvindeGuidens nyhedsbrev
Gaveidéer
^