"Marte Meo betyder ‘ved egen kraft’ og er udviklet af hollænderen Maria Aarts. Metoden er kendt i Danmark siden 1994, og den anvendes i psykiatrien, på plejehjem og i skoler – men den kan også fremme kommunikationen i familier. Ja, i alle situationer, hvor mennesker indgår i samspil," forklarer Gitte Henriksen.
Marte Meo tager udgangspunkt i de gode øjeblikke. Helt almindelige hverdagssituationer filmes, og små klip viser, hvordan kontakten lykkes. Der fokuseres ikke på fejl og mangler, men på det, der fungerer – og hvordan man kan gøre mere af det.
Når ord ikke længere rækker, kan nærvær blive vores fælles sprog
Når et menneske der lever med demens trækker sig, kan det ofte være et udtryk for utryghed, frustration eller forvirring. Marte Meo-metoden gør det lettere at forstå disse følelser – og handle nænsomt på dem.
"Det handler om at blive ved med at være nysgerrig på, hvad der er årsagen eller formålet med, at dette menneske reagerer på den måde," siger Gitte Henriksen. "Derved finder man nøglen til det, som skaber små mirakler i samspillet."
Ved at lægge mærke til mimik, tonefald, blikke og pauser, lærer man at aflæse de nonverbale signaler. Det er gennem det nærvær, at man genfinder kontakten – også selv om sproget er forsvundet.
Marte Meo betyder 'ved egen kraft' og er udviklet af Maria Aarts i Holland. Metoden styrker samspillet mellem mennesker – særligt i situationer, hvor kommunikation er svær. Gennem korte videoklip fra hverdagen får man øje på de øjeblikke, hvor samspillet lykkes, og lærer at gøre mere af det, der virker. Marte Meo anvendes i plejen af demente, i psykiatrien, på institutioner og i familier.
Fra afstand til nærhed
"Jeg er fuldstændig drevet af min medfødte nysgerrighed i mødet med mennesker," fortæller Gitte Henriksen. "Det, at finde vejen til, hvordan netop det menneske, jeg står overfor, oplever og forstår verden, er så interessant."
Gennem Marte Meo får både fagpersoner og pårørende konkrete redskaber til at skabe trygge, forudsigelige situationer: man lærer at benævne, bekræfte, tage ture og give positiv ledelse. Det styrker ikke blot trygheden hos det menneske der lever med demens, men kan også lette pårørendes oplevelse af afmagt.
Et pædagogisk tidsspring
"Pædagogikkens store interesse blev vakt, da jeg som 19-årig startede under det, der der tidligere blev kaldt Åndssvageforsorgen i Skive," fortæller Gitte Henriksen.
Åndssvageforsorgen var det officielle system, som i mange år stod for pleje og undervisning af mennesker med udviklingshæmning. Systemet blev oprettet i begyndelsen af 1900-tallet og bestod af institutioner, hvor beboerne levede adskilt fra resten af samfundet. I dag betragtes det som en forældet tilgang, men dengang var det en del af datidens pædagogiske rammer.
"Jeg har derfor været med hele vejen – fra en tid med fokus på ro, renlighed og regelmæssighed, til en ny æra præget af inddragelse, medbestemmelse og personcentreret omsorg," siger hun.
Et menneskesyn i bevægelse
Gitte har fulgt udviklingen i omsorgsarbejdet gennem flere årtier – fra en tid med systemtænkning og standarder til i dag, hvor relationsarbejde og individuelt blik er afgørende. Marte Meo, fortæller hun, har været en gamechanger: et redskab, der både skærper fagligheden og styrker det menneskelige nærvær.
For hende handler det ikke kun om at forbedre kommunikationen – men om at genskabe forbindelsen. Ikke bare mellem fagperson og mennesket, der lever med demens, men fra menneske til menneske.
"Vi må hele tiden være nysgerrige på: Hvad prøver det her menneske at vise mig? Hvad er det, jeg skal forstå? Og hvad kan jeg gøre anderledes?"
Det er netop denne vedvarende opmærksomhed, som Gitte kalder for HjertePligt, en ansvarlighed, der altid begynder med at se det enkelte menneske og derefter skabe forbindelse. Det er her, Marte Meo-metoden og det menneskelige nærvær mødes. Det er her, kontakten opstår – også når sproget forsvinder.
