____________________________________________________
Hej Peter
Min nye mand, som flyttede ind for et år siden, er frustreret over, at min ældste søn fra tidligere ægteskab bor mere hos os end hos sin far. Han synes vi mangler kærestetid, og han vil gerne have, at jeg får min søn til at være mere hos sin far. Fra mit tidligere ægteskab har jeg yderligere tre børn, som tilbringer hver anden weekend samt onsdag/torsdag hos deres far. Men min søn, som nu er 16 år, har ikke noget godt forhold til ham og har derfor ikke lyst til at være der.
Jeg vil selvfølgelig også gerne have kærestetid, men føler ikke, at jeg kan sende mit barn væk på den måde. Jeg vil simpelthen ikke have, at mine børn nogensinde skal føle, at de ikke er velkomne i det, der altid har været deres hjem. Jeg synes i øvrigt, at vi har meget alenetid i form af aftener og nætter, hvor vi er helt alene. Men min mand mener, at der skal flere sammenhængende dage til, før han føler at alenetiden har nogen værdi.
Jeg oplever ham ellers som glad for mine børn, og for vores fælles ’store familie’, men han rammes jævnligt af en følelse af, ikke at være værdsat og respekteret. Det resulterer i mange skænderier, hvor han pludselig kan vende på en tallerken og sige, at jeg slet ikke respekterer hans behov, og at det hele er på mine og børnenes præmisser. Jeg synes, han er urimelig, men kan jo også godt forstå hans følelser. Jeg vil jo også gerne have, at vores fælles hjem skal være og føles ’fælles’ - også for min mand, men jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, for at han oplever det sådan.
Fra sit tidligere ægteskab, har min mand en søn på 19, som kommer på besøg ind imellem, men de har et lidt turbulent forhold, og i perioder gider hans søn ham ikke. Så jeg tror også at min mand bliver lidt jaloux på mine børns far, fordi han, på trods af at min nye mand giver mine børn masser af opmærksomhed, får børnenes tegninger og tæller som 'den rigtige' far.
A
____________________________________________________
Kære A
Jeg tror, at du må se i øjnene, at dit forhold er i vanskeligheder. Du kan ikke i længden løse dine problemer ved bare at konstatere, at du er uenig. Du er nok nødt til at lytte godt efter, gøre dig endnu mere umage for at se situationen fra hans side, snakke mere åbent med ham og undersøge de bagvedliggende følelser sammen med ham. Han har, ligesom du, brug for at få snakket tingene ordentligt igennem, og hvem ellers end du, kan han snakke med om så personlige ting? Du skal hjælpe ham med at få sat flere ord på sine følelser, og I skal hjælpe hinanden til, og støtte hinanden i, at få løst op for tingene i fællesskab.
På visse punkter står I, du og din nye mand, på helt forskellig grund omkring dine børn. Når det kommer til dine børn, så vil han formentlig aldrig være i stand til at kunne opfylde dine ønsker fuldt ud. Han har ikke den samme tilknytning til dine børn, som du har. De er dine, ikke hans. Han kan være begejstret, men han har ikke en forældres grænseløse rummelighed overfor dine børn, sådan som du og børnene far har det. For ham ’koster’ det at engagere sig, fordi dine børn ikke er en naturlig del af hans nervesystem. Han rummer først og fremmest dine børn for din og jeres forholds skyld. Han kan formentlig med tiden udvikle en tættere forbindelse til børnene, men det er ikke noget man kan forvente efter blot et års samliv.
Situationen for ham bliver måske heller ikke nemmere af, at han er flyttet ind i dit og børnenes hus. Du har således dine børn, hvor de altid har hørt til, mens han er tilflytteren, som kun perifert ser sin egen søn. Det kan følelsesmæssigt være en svær og utryg situation, som formentlig kan være med til at anspore følelsen af ikke at høre til. Så hold op med at skubbe til ham. Hans sikring vil ryge, og så risikerer du, at miste ham. Det vil ikke være godt for nogen – heller ikke for dine børn. Giv ham i stedet plads. Plads til stille og roligt at vokse sig ind i din familie.
Som jeg læser det, så er hele menageriet med dig og dine fire børn lidt for meget for ham i øjeblikket. Han har simpelthen fået en overdosis. Jeg kan sagtens forestille mig, hvordan han spyr sine frustrationer omkring sig, og hvordan han overdriver og overreagerer i sine udbrud. Det mest frustrerende for ham er, at mens hans adfærd får dig til konkludere, at han søger væk eller vil af med din søn, så er det hans desperate forsøg på at komme tættere på dig. Det er således ikke fordi han ikke bryder sig om din søn, eller fordi han vitterligt ønsker at du skal afvise din søn, han vil bare gerne være mere sammen med dig.
Og der er jo rigtig mange muligheder for, at du og din nye mand kan få mere koncentreret alenetid - også uden at din søn skal presses til at være hos sin far. Du og din mand kan fx tage på udflugter sammen og måske rejse væk et par dage. Måske er din store søn gammel nok til at kigge efter sine småsøskende, hvis det drejer sig om at du og din mand skal på udflugt i dagtimerne, og måske kan I finde en babysitter eller få en onkel eller moster til at kigge efter børnene, hvis du og din mand skal afsted et par dage.
Din kæreste taler om et behov for nærhed med dig. Du betyder noget for ham, du er vigtigt for ham - ellers ville han ikke udfordre dig på dette punkt. At overtage fire børn er ikke lige til. Jeg er selv den ældste af fire drenge. Vi mistede vores mor tidligt, men ingen kunne løfte, at være hendes erstatning. Vi (børnene) nærmest modarbejdede det. Ingen havde snakket med os om vores sorg, vores tab. Indtil nogen virkeligt lyttede til os, var vi besværlige.
Din position er svær: Du er omgivet af fem mennesker, der vil have mere end de får. Mit forslag er, at du får snakket med din mand og med børnene hver især. De skal vide, at det er ok, at ønske sig mere end man kan få. Alle har lov til, og alle skal have mulighed for, at sætte ord på deres ønsker, og du kan, ved at spørge ind til dem hver især, hjælpe med at få klarlagt, hvilke ønsker og behov, der vejer tungest. Når I har fundet frem til de vigtigste og mest tungtvejende ønsker, så tal videre om, hvordan I sammen kan sørge for, at ønskerne bliver opfyldt. Lad hver enkelte være med til selv finde løsninger. Du skal bare spørge ind og lytte opmærksomt.
Jeg er klar over, at dit ’moder-gen’ byder dig, at du tager dig af og sørger for alting. Men denne situation er allerbedst løst ved at inddrage din mand og børnene i stedet for at træffe beslutningerne hen over hoved på dem. Hver især skal de føle, at de bliver taget alvorligt. De skal føle sig hørt og forstået, og ved at spørge ind til hver enkel med spørgsmål som fx: ”Hvordan tænker du, at det kan ske?”, vil alle opleve, at de selv har været med til at finde en god løsning. Hver især skal de også støttes til selv finde ud af, hvad de vil gøre, når der ikke er mere af det, de vil have.
Ved at spørge ind og lytte til dem, hjælper du dem bedst til selv at finde en vej.
