________________________________________
Hej brevkasse.
Jeg sidder i min venindes lejlighed, hvor jeg har søgt tilflugt efter jeg i fredags havde et skænderi med min kæreste. Lørdag mødtes vi kort i vores lejlighed, hvor han sagde at han ikke kunne mere, at vi ikke skal være sammen, fordi vi ødelægger hinanden og gør hinanden syge.
Vores problem er at vi har rigtig svært ved at kommunikere. Fra starten af vores forhold, for 2 år siden, har vi haft mange svære kriser, bl.a. døde hans mor af langvarig kræft, da vi havde kendt hinanden i 6 måneder. Efterfølgende begyndte han at se en psykolog på min opfordring. Jeg forsøgte i hele perioden at hjælpe og forstå, men gik alligevel altid rundt med skyldfølelse over ikke at slå til. Samtidig begyndte vores kommunikation at blive dårligere og han begyndte at blive meget vred.
Jeg synes vores forhold har fået karakter af at vi begge to gerne vil have ting fra den anden; opmærksomhed, ømhed osv. mens det at ville give hinanden disse ting bliver sekundært. Vi vil bare ha´ og ha´. Jeg er i underskud, han er i underskud, det er som om vi ikke viser hinanden tillid 100 %, som om vi aldrig helt har givet os selv helt hen til hinanden.
Min opvækst har nok været mere harmonisk end hans. Han har to store brødre som begge lider af psykiske problemer og er uarbejdsdygtige og uden familier. Både brødrene og hans far føler han, på den ene side et stort ansvar for, og på den anden side, en vrede imod. Men alle hans indre dæmoner kender jeg kun halvt, da han sjældent åbner op.
Mit mønster når jeg er ked af det eller sur er at trække mig ind i mig selv, jeg fryser ham ud, synes han, og det gør jeg måske nok. Men det er fordi jeg bliver handlingslammet. Ligesom jeg er nu. Jeg ved at vi skal have talt sammen om fremtiden nu. På den ene side føler jeg, at jeg bør tage mig selv alvorligt og komme ud af et forhold som vi begge har betvivlet så længe. På den anden side frygter jeg at han fastholder sin beslutning, hvis jeg ønsker at give det en chance.
Jeg elsker ham, vi har haft mange gode oplevelser, ferier og hverdagsstunder sammen. Vores primære problem som jeg ser det, er at hver gang vi har et problem eller skænderi - lille som stort, så bliver hele vores forhold taget op til revision, dvs. vi når aldrig at blive trygge. Jeg vil gerne ting som børn og ægteskab, men dette er totalt tabu for ham. Han er 34 og jeg er 32. Lige nu mangler jeg rigtig meget evnen til at mærke efter hvad der er rigtigst for mig. Jeg ved ikke om det er ham jeg savner, eller om det blot er fordi jeg har bevæget mig ud af min trygge zone, og ønsker at komme ind igen. Jeg håber at du kan finde hoved og hale i mine tanker, og hvis du kan komme med nogle konstruktive indspark til mig, vil jeg være meget taknemmelig.
Mange hilsner
Den forvirrede
________________________________________
Kære forvirrede.
Tak for din mail, hvor du beskriver din fortvivlelse over at din kæreste har meddelt dig, at han ikke kan fortsætte i jeres forhold, fordi jeres forhold, som han siger, ødelægger jer begge og gør jer syge. Du skriver, en af hovedårsagerne til at jeres forhold ikke fungerer er jeres manglende evne til at kommunikere og at det især viser sig når der opstår uenighed imellem jer. Du beskriver hvordan I efterhånden begge handler udfra et mentalt underskud, hvilket medfører at I kræver noget af den anden, som ingen af jer selv er i stand til at give. I har hver især et stort behov for at blive fyldt op af den anden med bl.a. opmærksomhed og ømhed. Men som du sikkert selv er bevidst om, er det svært at give noget, som man ikke selv er tilstrækkelig i besiddelse af.
Udfra din mail ser det ud som om I havde et større overskud i forholdet før din kærestes mor døde. Efter hendes død, føler han et stort ansvar, både for hans far og for de to brødre som lider af psykiske problemer. Han er forståelig nok vred over, at han står med et kæmpe ansvar, som han rent moralsk ikke bare kan ryste af sig. Du har forsøgt at hjælpe så godt du kan og er måske skuffet over at du ikke har fået mere positiv feedback for din indsats med at hjælpe og støtte ham. Under alle omstændigheder har ingen af jer i øjeblikket mulighed for, at opbygge det nødvendige overskud i forholdet.
Du skriver at du ønsker dig ægteskab og børn, men at din kæreste nærmest tabuiserer emnet. Jeg kan ikke, udfra din mail, læse om emnet er tabu pga. jeres dårligt fungerende forhold, eller om han slet ikke ønsker sig ægteskab og børn (hvilket kunne skyldes hans familiære forhold med psykisk sygdom i familien)…
Mit råd til dig er at du, såfremt du føler at du befinder dig i en situation hvor du stadig har mulighed for at vælge, nøje overvejer om du kan se dig selv i forholdet til din nuværende kæreste, som forholdet er nu. For selvom I måske kunne forbedre jeres indbyrdes kommunikation gennem rådgivning eller terapi er hans livsvilkår jo stadig de samme…
Det er også vigtig at du lærer at være tro mod dig selv. At mærke efter og virkelig lytte til din indre stemme og ikke lade din frygt for at skulle være alene en tid, overskygge det du dybest inde føler vil være det bedste for dig.
Det er selvfølgelig vigtigt, at du bibeholder håbet for det gode liv, men du må også sikre dig, at det du håber på, bygger på realistiske forhold og ikke kun på et spinkelt håb om, at det nok vil ændre sig i retning af det, du ønsker. Du er nød til at se virkeligheden i øjnene: Du har nogle drømme, håb og behov for dit liv. Vil det med din nuværende kæreste, i rimelig grad være muligt at få opfyldt dine behov og realiseret dine drømme?
Hvis du ikke i øjeblikket er i stand til at komme i kontakt med din allerinderste stemme, kunne du søge hjælp til en afklarende samtale med en du har tillid til eller med en professionel.
Jeg ønsker dig al mulig styrke og mod til at komme frem til en afklaring, som vil være det bedste for jer begge to.
