Topmenu

Kategori: Sundhed

Vi lever, ifølge tilhængere af konspirationsteorier, i en verden og et samfund, hvor vi systematisk bedrages og udnyttes af nogle få for magt og økonomisk vinding. Foto: Stock-foto

Kommentar: Mit møde med en konspirationsteoretiker  

Mens alle er enige om, at ytringsfrihed og retten til at udtrykke vores holdninger, er vigtig, så kan det for nogle have været en udfordring at lægge øre til de seneste to års konspirationsteorier.

”COVID-19-vaccinen er faktisk helt unødvendig, for COVID-19 er bare en almindelig influenza”, ”Vaccinen gør dig ufrugtbar”, ”Vaccinen er faktisk slet ikke en vaccine, men en mikrochip, der sprøjtes ind under huden, så verdenseliten kan spore og styre dig” …

Disse, og mange flere konspirationsteorier, har en bekendt, gennem de seneste to år, jævnligt præsenteret mig for. I begyndelsen fandt jeg hendes spørgsmål helt rimelige. Det var spørgsmål, som de fleste af os har gået og tumlet med: ”Er COVID-19 så farlig, som det påstås?”, ”Er vaccinerne sikre?”.

Invitation til en lukket Facebookgruppe

I et demokratisk samfund er vi vandt til at lytte og forholde os til andre menneskers holdninger, og efterhånden som min bekendts teorier blev mere og mere bizarre, blev jeg nysgerrig: Hvor kom alle de sære idéer fra, og hvordan kunne hun føle sig så overbevist? Så da hun inviterede mig med i en lukket Facebookgruppe for konspirationsteoretikere, slog jeg straks til.

Der gik dog ikke mere end et par dage, før jeg blev smidt ud af gruppen igen, fordi de andre medlemmer fandt mine spørgsmål og efterlysning af kilder, provokerende. Trods det, forsøgte min bekendt fortsat at overbevise mig om, at COVID-19 er en ’hoax’, som hun kalder det.

”Vi påstår ikke noget, vi stiller bare spørgsmål”

Når jeg spurgte ind til, hvilke belæg hun havde for sine påstande, sagde hun frejdigt, at hun faktisk ikke påstod noget, men blot stillede spørgsmål: ”De [eliten] vil ikke have, at vi spørger ind til COVID-19,” sagde hun. ”Men vi holder ikke op med at stille spørgsmål.”

Således var hendes påstande ofte formuleret som spørgsmål: ”Har du overvejet, om vaccinen kan gøre dig ufrugtbar?”, ”Tror du, at nogen, har skabt virussen for at tjene penge på vacciner og mundbind?”, ”Nogen siger, at WHO er korrupt. Har du overvejet det?”.

Min umiddelbare reaktion på hendes spørgsmål var: ”Hvor har du fået den idé fra?”, til hvilket hun svarede: ”Det er bare noget, jeg har hørt eller læst et sted, og siden tænkt meget over.”

Påstand kamufleret som spørgsmål

Det gik op for mig, at det var samme taktik, jeg havde oplevet i den lukkede Facebookgruppe. Formuleret som spørgsmål, kan man frit formidle sit budskab, og samtidig slippe for at forklare eller begrunde sine påstande.

Uanset hvordan jeg forsøgte at komme en forklaring nærmere, affejede hun mig med en opgivende mine og hovedrysten. I hendes øjne var netop dét, at jeg efterlyste beviser, en del af den store konspiration, som også videnskabsfolk og WHO er en del af.

Hun sagde, at jeg måtte forstå, hvorfor hun følte sig forpligtet til at råbe op og stille spørgsmål. I hendes optik var det tydeligt, at vi lever i en verden og et samfund, hvor vi systematisk bedrages og udnyttes af nogle få for magt og økonomisk vinding.

Hun erkendte, at hun med sine spørgsmål spredte bekymring blandt andre mennesker, og at hun kunne påvirke andre til ikke at få vaccinen. Det var tilsigtet, sagde hun. Men hun mente ikke, at hun og andre tilhængere af konspirationsteorier, i sidste ende kunne medvirke til flere COVID-19 udbrud, mere sygdom og flere dødsfald.

Konspirationsteorier uden kilder

Et indlæg på KvindeGuiden om konspirationer ville være relevant, mente hun. Jeg forklarede hende, at forudsætningen for, at jeg kunne skrive om hende og konspirationsteorier, var, at hun stod ved sine udtalelser og blev citeret med navn.

Efter lidt betænkningstid, meddelte hun, at hun ikke ønskede sit navn bragt i artiklen, hvilket hun begrundede med, at hun tidligere var citeret med navn i en artikel, og at det havde haft store konsekvenser for hende og hendes familie.

Nøjagtig hvilke konsekvenser, det havde haft, ville hun ikke uddybe, ligesom hun heller ikke kunne fremvise den artikel, hvori hun var citeret.

Når min bekendt nu afviste at stå ved sine påstande, så burde historien om mine oplevelser med hende og hendes konspirationsteorier, måske ikke være bragt her. Men da andre, ligesom jeg, formentligt undrer sig over, hvordan der i nogle kredse fortsat er mennesker, der nægter at lade sig vaccinere, så kan indlægget måske give et indblik i, hvorfor konspirationsteorierne fortsat florerer, og hvor svært det er, at få nogen form for saglig dialog med menneskerne bag dem.

Sundhed
Kan man tygge sig til en bedre hukommelse? 

At tygge maden grundigt forbindes normalt med fordøjelsen. Men forskning peger på, at vores evne til at tygge også kan hænge sammen med, hvor godt hjernen fungerer med alderen.k hjælper teksten.

Læs mere
Sundhed
Demens og livsstil: Nyt studie viser, hvilke risikofaktorer der forbindes med forandringer i hjernen 

Blodtryk, kolesterol, rygning og diabetes har ikke kun betydning for hjertet. De kan også hænge sammen med forandringer i hjernen, som senere kan spille en rolle ved demens. Det viser et nyt studie fra Lund Universitet, hvor forskere har fulgt knap 500 personer i omkring fire år.

Læs mere
Sundhed
Wegovy og hjertet 

Wegovy er mest kendt som vægttabsmedicin, men de senere år er præparatet blevet interessant af flere grunde end vægttab. Forskning viser nemlig, at Wegovy hos en bestemt gruppe patienter også ser ud til at kunne mindske risikoen for alvorlige problemer med hjerte og blodkar.

Læs mere
Sundhed
Type 2-diabetes - Ny viden om hjerte, nyrer og behandling 

Diabetes er langt mere end forhøjet blodsukker. Det er en kronisk sygdom, som over tid kan påvirke blodkar, hjerte, nyrer, øjne og nerver. Type 2-diabetes er den mest almindelige form, og antallet af danskere med sygdommen er steget markant de seneste årtier.

Læs mere
Livsstil
Forskning: Skærmtid er ikke bare skærmtid 

Mange timer foran fjernsynet er ikke det samme som mange timer foran en computer. Flere undersøgelser peger på, at det ikke kun handler om, hvor længe man sidder ned - men også om, hvad hjernen laver imens.

Læs mere
Sundhed
Næsten hver femte lever med meget generende smerter - kvinder rammes oftere 

Smerter i arme, hænder, ben, knæ, hofter og led er blevet en del af hverdagen for et stort antal danskere. En ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at 919.000 danskere over 16 år er meget generet af smerter eller ubehag i de dele af kroppen. Det svarer til næsten hver femte. I 2010…

Læs mere
Pinterest Facebook Twitter RSS Instagram
Nyhedsbrev
Tilmelding til KvindeGuidens nyhedsbrev
Gaveidéer
^