Topmenu

Kæmpetartelet med knoldselleri, sellerifrikassé og syltede rødløg

Sprød kæmpetartelet med sæsonens knoldselleri, cremet sellerifrikassé, krydderurter og syltede rødløg.

Kæmpetartelet med knoldselleri og syltede rødløg 

Knoldselleri ser måske ikke ud af meget, men under den grove skal gemmer sig en mild og aromatisk grøntsag, der kan langt mere end at ende i en suppe. Her får den hovedrollen i en stor, sprød tartelet med cremet sellerifrikassé, æble, friske krydderurter og syltede rødløg.

Knoldselleri er i sæson fra august til januar og hører sammen med blandt andet pastinak og persillerod til de gode, grove grøntsager, der fylder mere i køkkenet fra sensommeren og gennem vinteren.  I vores oversigt over sæsonens rødder og grøntsager kan du se, hvilke andre råvarer der er bedst på forskellige tidspunkter af året.

En god knoldselleri skal være fast og ensartet indeni. Under den grove og knudrede skal gemmer der sig lyst, fast kød med en ganske karakteristisk smag, som bliver mildere og rundere ved tilberedning.

Knoldselleri kan bruges på rigtig mange måder. Den kan bages hel, skæres til rösti, koges til mos, bruges i supper og saucer eller skæres i tynde skiver til ovnretter. Den er dermed en af de rødder, der fortjener lidt mere plads i køkkenet - især i de måneder, hvor rodfrugterne er i sæson.

Knoldselleriens kraftigere smag gør den samtidig til en god kontrast til de lidt sødere rodfrugter. Det gælder blandt andet pastinak og persillerod, som også egner sig godt til supper, mos, ovnretter og vinterens varme måltider.

Kæmpetartelet med sellerifrikassé og syltede rødløg

10 portioner / 1 stor tartelet

Syltede rødløg

  • 1 dl æbleeddike
  • 50 g sukker
  • 200 g rødløg i grove både

Knoldselleri og butterdej

  • 700 g knoldselleri, skåret i ca. 2 cm tern
  • 300 g løg i store tern
  • 20 g olivenolie
  • Salt og peber
  • 300 g butterdej, udrullet til ca. 20×40 cm
  • 1 æg, sammenpisket

Mælkesovs

  • 6 dl mælk
  • 30 g smør
  • 40 g mel
  • 3 allehåndebær eller 4 nelliker
  • 3 laurbærblade
  • 3 g salt
  • 1 g friskkværnet peber

Til sellerifrikasséen

  • 150 g Belle de Boskoop-æble i 1 cm tern
  • 120 g bladselleri, fint snittet
  • 2 spsk. citronsaft
  • 10 g fintrevet citronskal
  • 3 g salt
  • 2 g friskkværnet peber
  • 20 g finthakket persille
  • 20 g fint snittet purløg

Sådan gør du

  1. Sylt rødløgene
  2. Kog æbleeddike og sukker op, til sukkeret er opløst.
  3. Hæld lagen over rødløgene, og lad dem trække i mindst 1 time. De kan med fordel laves dagen før.
  4. Bag knoldselleri og løg
  5. Vend knoldselleri og løg med olivenolie, salt og peber.
  6. Fordel grøntsagerne på en bageplade, og bag dem ved 200 °C i ca. 20 minutter, til de er møre og let gyldne.
  7. Bag butterdejen
  8. Læg butterdejen på en bageplade med bagepapir.
  9. Pensl med sammenpisket æg, og prik dejen let med en gaffel.
  10. Bag den ved 200 °C i ca. 20 minutter, til den er gylden og sprød.
  11. Lav mælkesovsen
  12. Kom kold mælk, smør, mel, allehånde eller nelliker og laurbærblade i en gryde.
  13. Bring blandingen i kog under konstant piskning.
  14. Lad sovsen koge igennem i 5-10 minutter, og smag til med salt og peber.
  15. Fjern allehånde eller nelliker og laurbærblade.
  16. Saml sellerifrikasséen
  17. Tilsæt æbletern, bladselleri, citronsaft og citronskal til mælkesovsen.
  18. Varm det hele godt igennem.
  19. Vend de bagte knoldselleri- og løgtern i sammen med persille og purløg. Gem lidt af krydderurterne til pynt.
  20. Smag til med ekstra citron, salt og friskkværnet peber efter behov.
  21. Anretning
  22. Læg den sprøde butterdejsbund på et stort fad.
  23. Fordel sellerifrikasséen ovenpå, og afslut med de syltede rødløg, persille og de resterende krydderurter.

Server straks, så butterdejen bevarer sin sprødhed.

Kan også laves som små tarteletter

Den store butterdejsbund kan erstattes af almindelige portions-tarteletter. Retten kan også suppleres med lidt kylling eller andet kød.

 


 

Opskrift:

Frugtformidlingen. Styling: Gitte Heidi Rasmussen. Foto: Betina Hastoft

Kilde:

Kampagnemateriale om knoldselleri med støtte fra Den Europæiske Union.

Opskrifter & råvarer
Opskrift: Tanternes æblekage 

Sensommeren er den perfekte tid til at bruge sæsonens frugt i bagværk, og der er næsten ikke noget bedre end en klassisk, hjemmelavet æblekage, der kombinerer de syrlige æbler med sødme og varme krydderier som kanel. Vores yndlings opskrift er Tanternes æblekage, en hyldest til de enkle, men lækre…

Læs mere
Miljø
10 år med Årets Ævlerov - Sådan bliver overskudsæbler til most 

Har du et æbletræ, der giver langt mere, end du kan nå at spise? Så er du langt fra alene. Hvert efterår ender store mængder haveæbler med at ligge på jorden, men på Fyn har man gennem ti år haft en anden løsning.

Læs mere
Opskrifter & råvarer
Opskrift: Kikærtebøffer og søde kartofler med sprød spidskålssalat 

Skøn vegetarisk sensommerret med bøffer af kigærter, hørfrø, søde kartofler og fuldkornshvede, og med spidskål/æblesalat og yoghurtdressing til.

Læs mere
Årstidens råvarer
Pluk selv æbler 2026 - Her finder du æbleplantager med selvpluk 

Sensommer og efterår er højsæson for danske æbler, og flere frugtplantager åbner hvert år for selvpluk. Her kan man gå mellem træerne, finde sine favoritæbler og tage dem med hjem direkte fra plantagen. Sæsonen varierer fra sort til sort. De tidlige æbler kan være klar allerede i august, mens mange…

Læs mere
Årstidens råvarer
Æblesorter - Hvilke egner sig bedst til madlavning? 

Et æble er ikke bare et æble. Nogle sorter er søde og milde, andre mere syrlige, og der er stor forskel på, hvor faste de er, og hvordan de reagerer på varme. Derfor kan valget af æble have betydning for resultatet, hvad enten det skal bruges i salat, æblekage, grød eller en varm ret.

Læs mere
Miljø
Stop Spild af Mad: Har du æbler tilovers? 

Tonsvis af æbler i danske private haver bliver ikke plukket, fordi danskerne ofte har hverken tid eller overskud til at plukke og indsamle deres egne frugter.

Derfor opfordrer forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad til at man inviterer venner og bekendte til æblepluk, hvis man ikke har tid til at…

Læs mere
Pinterest Facebook Twitter RSS Instagram
Nyhedsbrev
Tilmelding til KvindeGuidens nyhedsbrev
Gaveidéer
^