"Danmark har brug for iværksættere til at skabe job og velfærd. Vi skal derfor være bedre til at fortælle de unge, at livet på arbejdsmarkedet er andet og mere end en fastansættelse i et firma. Det kan også være ens eget firma."
Foto:Erik Jochumsen v/ Mads Flummer.
Brug for holdningsændring til iværksætteri
”Det er stærkt bekymrende, at stadig færre unge føler sig tiltrukket af livet som selvstændig. Uddannelsesinstitutionerne bør derfor sætte mere fokus på de mange fordele, et liv som selvstændig har, så flere kan se et perspektiv i at starte for sig selv.”
Det siger den uddannelsespolitiske ordfører for Det Konservative Folkeparti, Carina Christensen i en kommentar til den analyse fra A-kassen for selvstændige, ASE, der viser, at kun seks ud af 100 unge under 30 år er selvstændige. I 1997 var knap otte ud af hver 100 under 30 år selvstændige.
”Vi skal være bedre til at vise sammenhængen mellem en god uddannelse, en god ide og muligheden for at omsætte denne ide til virkelighed. Derfor er der også god grund til at glæde sig over, at regeringsgrundlaget lægger op til denne sammenhæng, og analyser viser, at det er på høje tid at få omsat ordene til konkrete initiativer,” siger Carina Christensen.
”Danmark har brug for iværksættere til at skabe job og velfærd. Vi skal derfor være bedre til at fortælle de unge, at livet på arbejdsmarkedet er andet og mere end en fastansættelse i et firma. Det kan også være ens eget firma,” siger Carina Christensen, som derfor vil henvende sig til undervisningsminister Bertel Haarder for at høre om mulighederne for at styrke fokus på iværksætteri i folkeskolen.
