______________________________________________
Brevkassen: 14. september 2011 - af Ingrid Ortmann
______________________________________________
Kære Ingrid.
Trænger til at dele mine tanker og følelser med nogen! Jeg er 42 år og har været gift i 15 år. Vi har sammen to piger - en på 10 år, og en på 15 år, som er infantil autist. Vores store datter har først fået diagnosen for 1½ år siden. Det har været en meget lang og opslidende proces, som vil forsætte, da et barn med hendes lidelse altid vil kræve mange ressourcer.
Vores problem er, at vi ingen overskud har til hinanden. Vores datter er i aflastning en gang om måneden og indimellem forsøger min mand og jeg at tage os en weekend alene. Men vi kommer ikke rigtig i dybden med hvad vi føler. Jeg er nok lidt konfliktsky og fortrænger tingene, men min mand tager af og til nogle ting op, som vi så får drøftet. Generelt har jeg det nok sådan, at når vi endelig har en weekend sammen, så skal den ikke bruges på at snakke hverdagsproblemer.
Senest syntes jeg dog min mand har virket utrolig utilfreds og i dårligt humør. Han bliver hurtigt irritabel og sover dårligt - hvilket jo ikke gør humøret bedre. Jeg synes også han virker jaloux, hvilket jeg ikke har bemærket før. Jeg er ikke en flirtende type og syntes ikke jeg på nogen måde lægger op til andre. Men en enkelt episode ved en fest, hvor jeg, uden overhoved at lægge noget i det, sad på skødet af en af min mands kammerater, var han meget såret og vred over.
Siden har andre uskyldige episoder, hvor han har reageret med jalousi. Det ender som regel med at han undskylder, siger at han elsker mig og indrømmer at være et "fjollehoved". Men inden da, når han at fortælle mig, at han synes livet er surt og dårligt. Det skal siges, at han har fået et job, han ikke er glad for.
Han har foreslået, at vi kunne flytte hver for sig, blandt andet fordi det ville lette ugen for den af os, der ikke har vores store datter. Men jeg syntes, at det er en fordel at være to om hende i hverdagen.
Jeg er egentlig ret sikker på, at han virkelig elsker mig og jeg ham. Han har bare ikke overskud til at fortælle eller vise mig det. Det påvirker mig, jeg bliver ked af det – og så kan jeg heller ikke rigtig være der for ham.
Hvad gør vi? Er der håb for en lysere fremtid?
Hilsen en bekymret kvinde
______________________________
Kære bekymrede kvinde.
Tak for din mail, hvor du deler dele dine tanker om dit et ægteskab – et ægteskab, hvor I begge i høj grad mangler både tid og overskud til at dyrke jeres 15 år gamle forhold. Du skriver at I sammen har to døtre, hvoraf den ældste lider af infantil autisme, hvilket er en både krævende og belastende opgave for hele familien.
Takler situationen forskelligt
Indimellem har I en weekend alene. Her undgår du helst at snakke om hverdagens problemer, mens din mand forsøger at tage fat på nogle af de problemer der tynger og frustrerer ham.
Jeg tror, at det er i jeres forskellige måde at reagere på, at du skal søge hovedårsagerne til din mands voksende utilfredshed med tilværelsen og hans dårlige humør. Han føler formodentligt, at han ikke bliver hørt, når han forsøger at fortælle dig, hvordan han har det. Han føler sikkert, at du forsømmer hans behov for fysisk og psykisk kontakt, hvilket oftest er anledning til dårligt humør, modløshed og manglende selvtillid hos mænd. Og det gør det svært for ham at vise dig hans kærlighed til dig. Han føler sig uelsket.
Han vil have opmærksomhed
Du beskriver en række små episoder, hvor din mand bliver jaloux over at du f.eks. har siddet på skødet af en af din mands kammerater. Du skriver også, at du ikke mener noget med det du gør. Men fordi din mand føler, at du ingen overskud har til ham, kan det føles krænkende, at se at du har overskud til andre – uanset hvor uskyldig din adfærd overfor andre mænd har været.
Som du skriver, så erkender din mand jo også selv, at han er et fjollehoved når han føler, som han gør. Han undskylder sin overreaktion og siger at han elsker dig.
Tag hans mistrivsel alvorligt
Mit råd til dig er, at du tager din mands mistrivsel meget alvorligt. Så vidt jeg kan vurdere, ud fra det du skriver, så er han på grænsen til ikke at kunne udholde det liv, I har sammen. Hans forslag om at bo hver for sig tyder på at han ikke kan klare det pres, han føler - dels pga. jeres datter, dels pga. den utryghed han føler i forholdet til dig.
Det kunne være en løsning for jeres forhold, hvis I delte opgaven med jeres datter hver anden uge, så der kunne komme noget overskud til jer begge, den uge I har datteren. Måske er der også en mulighed for, at I kan få noget mere aflastning til datteren, eller at hun kommer på en skole, hvor hun kun er hjemme i weekenden.
Forstå - og bliv forstået
Jeg er helt klar over at du selvfølgelig også selv er nedslidt, men hvis du skal redde dit ægteskab, er det vigtig at du i højere grad også ser situationen fra din mands side.
De symptomer han udviser på sit utilfredsstillende liv kræver stor imødekommenhed og villighed til at finde nogle løsninger, der kan lette jeres hårdt trængte familie. Prøv først at lytte til ham for at forstå, hvor I er henne og på hvilke måder du kan komme ham imøde, udfra princippet: forsøg først at forstå, før du selv kan blive forstået.
Jeg håber, at du ved at dele dine tanker med mig har fået nogle ideer til at komme ud af en fastlåst situation. Jeg ønsker jer al mulig held og lykke med at få en bedre tilværelse alle fire.
Mange varme hilsner,
Ingrid
