Ingen gider indvandrepigen

Hej Ingrid,

Jeg er en kvinde på 47 år, som er i gang med en pædagogisk uddannelse. Jeg går i klasse med en jævnaldrene somalisk kvinde, som er meget sød, men som ikke altid forstår de opgaver vi bliver stillet. Jeg har ondt af hende, da hun oftest står som sidste mand, når der er gruppeinddeling - for ingen vil være sammen med hende.
Jeg er meget ofte i gruppe med hende, fordi hun altid søger mig, og jeg nænner ikke at sige til hende, at jeg ikke altid har overskud til det. På den anden side, så er det jo en pædagogisk uddannelse, vi er i gang med ....
I dag sagde jeg til mine klassekammerater, at jeg bestemt ikke synes vi behandler hende ordentligt. Vi er jo trods alt voksne mennesker, ikke?
Synes du, at jeg helt forkert på den?
Med venlig hilsen I

________________________________________________

Kære I.

Tak for din mail, hvor du beskriver en situation, som nok desværre er temmelig almindelig i mange sammenhænge. Du skriver at I er nogle voksne pædagogstuderende, der ikke har medmenneskelighed og tålmodighed nok til at tage en somalisk kvinde med i jeres gruppesamarbejde. Du skriver, at du føler at det er synd for hende og at du selv ofte er i gruppe med hende, fordi du ikke nænner at sige, at du ikke har overskud til hende.

Jeg kan godt forstå, at det kræver lidt mere at være i gruppe med en, der ikke rigtig forstår hvad der bliver talt om, men udfra en medmenneskelig betragtning, er det bestemt ikke en særlig smuk eller indfølende måde, at behandle et menneske fra en anden kultur på. Hvis ingen vil være sammen med hende, hvordan skal hun så blive integreret i den danske kultur?

Forestil dig selv i samme situation, i et nyt land og med et nyt sprog. Hvor må det være ydmygende for hende, at ingen byder hende velkommen i gruppen.
Det ligner en situation fra skolegården, hvor den upopulære pige altid bliver valgt til sidst. Mange af de voksenklienter jeg har haft, har beskrevet deres traumer over, at de som børn var dem der altid blev valgt til sidst, eller slet ikke blev valgt, fordi ingen gad dem.

Jeg syntes, at du har handlet helt rigtig ved at sige til dine studiekammerater, at de opfører sig dårligt. Deres adfærd er udtryk for en meget egoistisk tankegang og mangel på medmenneskelighed.

Den somaliske kvinde kunne for den sags skyld være et meget kompetent menneske på sit eget sprog, og blev hun en del af gruppen, kunne hun sikkert bidrage med spændende synspunkter og input, da hendes baggrund og værdier er anderledes, end resten af gruppens.

Min personlige erfaring er, at mennesker fra andre kulturer ofte er berigende bekendtskaber og ofte mennesker der møder én med venlighed, imødekommenhed og hjælpsomhed. Så sent som i dag, hvor jeg skulle bære noget meget tungt fra et sted til et andet, spurgte jeg to mænd med udenlandsk udseende, der tilfældigt kom forbi, om de ville give mig en hånd. Jeg sagde, at jeg naturligvis gerne ville betale dem for deres ulejlighed. De smilede og sagde, at de gerne ville hjælpe, men at de ikke ville have noget for at hjælpe. De gav sig god tid til at sætte de tunge ting på plads og sikre sig, at jeg selv kunne bære det sidste. Jeg takkede dem mange gange, og da vi sagde farvel, fik jeg et kort til deres spisested og de inviterede mig til at komme og spise .. gratis! Jeg synes det er utroligt storsindet! Først hjælper de mig og bagefter inviterer de mig og hele min familie på middag!

Jeg tror, at vi kan lære meget af at være åbne overfor mennesker fra andre kulturer og jeg tror også, at det ofte kan resultere i, at det er os der bliver beriget, som f.eks. når man, som jeg, oplever deres tålmodighed og hjælpsomhed. Så næste gang, du syntes du ikke orker at inddrage den somaliske kvinde i din gruppe, så prøv at tænke på det, som noget der også er positivt for dig og beriger din verden. Tænk på hvor dejligt det er, at være i en position, hvor du kan hjælpe et andet menneske i gang med noget, hun endnu ikke selv kan klare.

Jeg tror, at den hjælp vi yder, ofte kommer tilbage i rigt mål på den ene eller anden måde. Men bare det at rumme lidt mere end bare ens egen lille verden, er jo faktisk berigende i sig selv.

Så mit svar til dig er: Nej, du er ikke forkert på den – tværtimod! Og du har oven i købet modet til at sige, hvad du mener til dine klassekammerater, også selvom de måske bliver sure på dig. Godt gået! Fortsæt med at gøre en forskel for andre mennesker der i en periode har brug din hjælp.

Fortsat held og lykke med at være et menneske med indfølingsevne - også overfor dem der er anderledes end dig selv.

Mange kærlige tanker til hele gruppen.