Forskerne har undersøgt genetiske data fra mere end 37.000 personer i Danmark, som fik en ADHD- eller autismediagnose mellem 1994 og 2016.
- Personer, der blev diagnosticeret senere i perioden, havde i gennemsnit en lavere genetisk risiko.
- For ADHD var forskellen omkring 10-15 procent.
- For autisme var forskellen op til 25 procent.
- Forskerne mener, at diagnoserne med tiden er kommet til at favne en bredere gruppe mennesker.
Studiet viser ikke, at ADHD eller autisme bliver overdiagnosticeret. Forskerne understreger, at personer med diagnoserne fortsat havde en højere genetisk risiko end resten af befolkningen.
Et nyt studie fra blandt andet Københavns Universitet peger på en vigtig forklaring: Det er ikke vores gener, der har ændret sig. Det er snarere blevet bredere, hvem der i dag får en diagnose.
Forskerne har undersøgt genetiske data fra mere end 37.000 personer i Danmark, som fik en ADHD- eller autismediagnose mellem 1994 og 2016. De fandt, at personer, der blev diagnosticeret senere i perioden, i gennemsnit havde en lavere genetisk risiko for ADHD eller autisme end dem, der fik diagnosen tidligere.
Det kan lyde teknisk. Men pointen er egentlig ret enkel: I dag får flere mennesker med mindre tydelige eller anderledes symptomer en diagnose, end de gjorde tidligere.
Langt flere får en ADHD-diagnose
Langt flere får en ADHD-diagnose - og stigningen har været markant: I 2000 havde omkring 0,1 procent af den danske befolkning en ADHD-diagnose. I 2022 var tallet steget til over 3 procent.
Det har sat gang i en lang debat om, hvorfor så mange flere får en diagnose. Skyldes det, at flere faktisk har ADHD og autisme? Er læger og psykologer blevet bedre til at opdage det? Eller er grænsen for, hvem der får en diagnose, blevet flyttet? Det nye studie peger især på det sidste.
Forskerne mener, at diagnoserne med tiden er kommet til at favne en bredere gruppe mennesker. Det betyder ikke nødvendigvis, at der bliver stillet for mange diagnoser. Det kan også betyde, at mennesker, som tidligere blev overset, i dag bliver genkendt.
Hvad har gener med diagnoser at gøre?
ADHD og autisme hænger blandt andet sammen med arv. Men der findes ikke ét bestemt gen, som afgør, om man får ADHD eller autisme. Forskerne ser i stedet på mange små genetiske forskelle samlet. På den måde kan de beregne, hvor stor en genetisk tilbøjelighed en person har. I det nye studie viste det sig, at personer, som fik en diagnose senere, i gennemsnit havde en lavere genetisk risiko end dem, der blev diagnosticeret tidligere. For ADHD var forskellen omkring 10-15 procent. For autisme var den op til 25 procent.
Forskerne mener, at det kan være et tegn på, at diagnoserne i dag omfatter flere forskellige mennesker end tidligere.
Det betyder ikke, at diagnoserne er forkerte
Studiet er ikke et bevis på, at ADHD og autisme bliver overdiagnosticeret. De mennesker, der havde fået en diagnose, havde fortsat en højere genetisk risiko end resten af befolkningen. Pointen er derfor ikke, at diagnoserne er blevet mindre reelle.
Forskerne peger snarere på, at flere mennesker med mindre tydelige eller anderledes symptomer i dag bliver undersøgt og diagnosticeret. Det kan hænge sammen med ændringer i diagnosekriterierne, større viden blandt fagfolk og en bredere forståelse af, hvordan ADHD og autisme kan vise sig.
ADHD og autisme ser ikke ens ud hos alle
To mennesker med den samme diagnose kan have meget forskellige udfordringer. En person med ADHD kan have svært ved at sidde stille og holde fokus. En anden kan virke rolig udadtil, men kæmpe med koncentration, glemsomhed, struktur og en konstant følelse af at være bagud.
Det samme gælder autisme. Nogle har store udfordringer i hverdagen, mens andre klarer uddannelse og arbejde, men bruger meget energi på sociale situationer, sanseindtryk eller på at få hverdagen til at hænge sammen. Det er netop denne bredde, forskerne mener er blevet større gennem årene.
Det kan også være en del af forklaringen på, at nogle mennesker først får en diagnose som voksne. Især kvinder med ADHD kan blive diagnosticeret sent, fordi symptomerne ikke altid passer til det billede af ADHD, som tidligere har været mest kendt. Læs mere om, hvorfor ADHD hos kvinder ofte opdages sent.
Flere kan være blevet overset tidligere
Når diagnoserne i dag er mere udbredte, kan det betyde, at mennesker, som tidligere ikke ville være blevet udredt, nu får mulighed for at forstå de vanskeligheder, de har levet med. En person kan eksempelvis gennem mange år have haft svært ved at koncentrere sig, organisere hverdagen eller håndtere sociale situationer uden at vide hvorfor.
I dag er der større opmærksomhed på, at ADHD og autisme kan vise sig på mange forskellige måder. Det kan være med til at forklare, hvorfor flere bliver undersøgt og får en diagnose. Det betyder dog ikke, at alle med bestemte træk eller vanskeligheder har ADHD eller autisme. En diagnose stilles ud fra en samlet faglig vurdering af symptomerne og af, hvordan de påvirker personens hverdag.
Man kan ikke stille diagnosen med en gentest
Selvom forskerne har brugt genetiske data, kan en gentest ikke afgøre, om en bestemt person har ADHD eller autisme. Man kan godt have en høj genetisk risiko uden at få en diagnose - og man kan have ADHD eller autisme uden at ligge blandt dem med den højeste genetiske risiko. Genetikken kan derfor ikke bruges som et facit for den enkelte.
Til gengæld kan den hjælpe forskerne med at undersøge, om gruppen af mennesker, der får en diagnose, har ændret sig over tid. Og det er netop det, det nye studie tyder på.
Studiet stopper i 2016
Der er en vigtig begrænsning ved undersøgelsen. Forskerne har set på personer, der blev diagnosticeret mellem 1994 og 2016. De kan derfor ikke sige, om den samme udvikling er fortsat siden. Det er væsentligt, fordi antallet af ADHD- og autismediagnoser er steget yderligere gennem de seneste ti år. Studiet giver derfor ikke hele forklaringen på, hvorfor så mange flere får en diagnose i dag. Men det viser, at den gruppe mennesker, som fik en diagnose frem til 2016, gradvist blev bredere.
Debatten er ikke så enkel som 'for mange' eller 'for få'
Når antallet af diagnoser stiger kraftigt, opstår spørgsmålet næsten automatisk: Bliver der stillet for mange diagnoser?
Det nye studie viser, at svaret ikke er så enkelt. Flere får en diagnose, samtidig med at den gennemsnitlige genetiske risiko blandt de diagnosticerede er blevet lavere. Det kan være et tegn på, at mennesker med mindre tydelige symptomer, som tidligere ville være blevet overset, i dag bliver genkendt.
Forskerne understreger derfor, at resultaterne ikke viser, at mennesker fejldiagnosticeres. De viser snarere, at vores forståelse af, hvem der kan have ADHD eller autisme, har ændret sig gennem årene.
Kilder
- Københavns Universitet: Diagnoser i ADHD og autisme stiger: Ny forskning peger på bredere diagnoser som en vigtig forklaring, 1. juli 2026.
- LaBianca, S. m.fl.: Changes in Genetic Contributions to ASD and ADHD by Year of Diagnosis, JAMA Psychiatry, 2026. Studiet bygger på danske iPSYCH-data om personer diagnosticeret med ADHD eller autisme fra 1994 til 2016.
