Det kan være ensomt at være leder. Endda meget ensomt. Der er koldt på toppen, siger man også. Og man skal – om ikke kunne lide kulden – så i hvert fald kunne leve med den. Men er der nu også så koldt deroppe, hvor beslutningerne tages, eller er vi ledere med til at tvinge de varmere følelser og mere besværlige tanker ned under gulvtæppet?
For naturligvis kan modet til at være leder og dét at træffe svære beslutninger kombineres med at legalisere følelser og sværere tanker på arbejdspladsen. Og også selv vise tristhed, frygt og frustration. Faktisk bliver det blot nemmere for dine medarbejdere at dele følelser, tanker og fantasier om det ene og andet med hinanden, hvis du som leder gør det. Med andre ord; at den slags også er legitimt, selvom bundlinjen og hovedopgaven kræver sin mand og kvinde.
Som leder må du finde din autoritet og retten til at træffe bindende beslutninger frem. I din rolle som leder har du en magt og også midler til at nå et bestemt mål. Det er ok. Hvis du ikke identificerer dig med det, autoriserer du ikke dig selv som leder, og det kan dine medarbejdere mærke. Ledelse handler nemlig om at løse opgaver, især gennem andre, og mobilisere andre til at arbejde for et bestemt projekt. Eller en vision.
Autorisation af dig som leder kommer ovenfra, nedefra, fra siden – men bestemt også fra dig selv (altså indefra). Du er nødt til at finde modet frem og autorisere dig selv som leder. For mange overlevelsesstrategier og overspringshandlinger dæmper måske angsten men svækker kontakten med opgaven, ledelse og medarbejdere. Evnen og modet til at udfylde lederrollen er afhængig af dine autorisationer.
