Hvor blev kærligheden af? 

Hej brevkasse.

Jeg skriver til dig, fordi jeg tror min kæreste har mistet kærligheden til mig.
Vi har været sammen i godt 5 år, og for nylig fandt vi ud af, at jeg er gravid. Vi har altid været gode til at give hinanden plads i vores forhold; Min kæreste har i perioder arbejdet i udlandet, ligesom jeg, i forbindelse med min uddannelse, også har opholdt mig i udlandet.
Vi har altid været glade for at gøre ting sammen, holder begge af at være aktive og nyder at tilbringe tid sammen med vores familie og venner. Min kæreste er nyuddannet og hans nye job fylder meget; Han står op kl. 6 og er ofte ikke hjemme før 18. Når han kommer hjem smider han sig på sofaen og falder i søvn inden kl. 20.

Jeg er som sagt gravid, hvilket er en beslutning vi har truffet sammen. Vi havde aftalt at "prøve" at blive gravide, og der var held ved første forsøg. Det kom bag på os begge at det gik så stærkt, og desværre viser det sig, at min kæreste har haft svært ved at glæde sig over at skulle være forældre. Efter jeg er blevet gravid siger han pludselig, at han ikke ved om han er klar alligevel, og om vi overhovedet passer sammen længere...
Jeg føler mig utrolig såret og ked af det. Hvor blev kærligheden af?

Vi har forsøgt at snakke om det, men det er svært, for jeg bliver så ked af det, og han synes ikke, jeg forstår. Han bekymrer sig meget om hypotetiske scenarier; "Hvad nu hvis jeg gerne vil på et kursus i 10 uger?", "Hvad nu hvis .." Jeg har forsøgt at forsikre ham om, at vi nok skal finde ud af det, og at vi selvfølgelig forholder os til det, hvis det bliver aktuelt.

Men han har trukket sig fra mig og viser ikke længere kærlighed og omsorg. Han snakker ikke rigtigt til mig, med mindre jeg selv starter en samtale, og når vi taler sammen, siger han kun noget, hvis jeg spørger. Når jeg spørger hvorfor det er sådan her og hvorfor han har det sådan, svarer han, at han ikke rigtig ved det. Han siger, det er ham der er noget galt med, og han indrømmer, at han trækker sig fra mig, men han kan ikke fortælle hvorfor.

Jeg har fået tanken, at han har fundet kærligheden i en anden. Mest fordi han ikke længere viser mig kærlighed, men det afviser han. Alligevel føler jeg mig pludselig jaloux (hviket jeg ellers aldrig er). Han skriver sms'er med en kvindelig arbejdskollega som ofte får et lift til og fra arbejde. Når de sms´er er det ofte i forbindelse med arbejdsrelaterede ting eller hvis de skal lave noget efter arbejde sammen med deres kollegaer. Men hvorfor henvender han sig kun til hende?
Jeg har spurgt om han godt kan lide hende, hvortil han svarer, at hun er sød, men at han elsker mig. Men jeg er stadig i tvivl om det er sandt.

Jeg er så ked af det, og ved ikke hvad jeg skal stille op. Han er manden i mit liv, og jeg ønsker at få den mand tilbage, som viste interesse for mig og vores liv sammen.
____________________________________

Kære du,

Du spørger, hvor kærligheden blev af, og når jeg læser dit brev, forstår jeg din fortvivlelse. Det er en svær situation du befinder dig i, ikke mindst da du er gravid. Dét der skulle have været en stor fælles glæde, er i stedet blevet til en utryg og frustrerende situation, hvor din kæreste pludselig er i tvivl om han overhoved er klar til at skulle være far. Oven i det, har du en mistanke om, at han måske har en affære med en kollega.

Det er klart, at du føler dig svigtet, men når jeg læser din beskrivelse af jeres forhold, så tænker jeg, at der måske er nogle andre ting, der meget vel kan være årsag til, at han trækker sig væk fra dig; Du beskriver, hvordan I begge i jeres forhold har lagt vægt på at give hinanden plads til at udfolde jer i forbindelse med jeres karrierer. I har begge opholdt jer i udlandet, og din kæreste har derudover taget en uddannelse, og fået et nyt job. Det nye job fylder meget i hans liv; han kommer sent og træt hjem fra jobbet. I har begge tidligere været meget aktive og glade for at gøre ting sammen, og I har også nydt at bruge tid sammen med familie og venner. Alt i alt, har I haft et dejligt og frit liv, både sammen og hver for sig.

Du skriver, at graviditeten var en fælles beslutning, alligevel oplever du, at han trækker dig, da du bliver gravid. Men måske har han tænkt, at der ville gå længere tid, inden du blev gravid, og måske har han således ikke fået tilstrækkelig tid til at indstille sig på graviditeten. Måske er han blevet overvældet af angst for, at den frihed I hver i sær havde i jeres forhold, pludselig ikke mere en selvfølge. Og i sin panik reagerer han ved at udtrykke tvivl om, hvorvidt I længere passer sammen ...

Det er selvfølgelig foruroligende og sårende for dig, at han slet ikke udviser glæde for, at I venter et barn sammen. Og det er sårende, at han trækker sig, uden rigtig at ville tale med dig om, hvad det er for tanker han gør sig. Mit bud på din kærestes adfærd er, at han - som mange mænd før ham - er blevet bange for det store ansvar det er, at blive forældre. Bange for at han pludselig ikke bare kan rejse bort, eller bare føle sig helt fri og gøre, som han nu har lyst til.

Det er meget sandsynligt, at han har brug for tid til at forlige sig med, at han nu skal leve som en voksen mand, med ansvar for en familie. Der er mange unge i dag, der - ligesom han - er vandt til at have frihed og mulighed for at gøre, som det passer dem uden at skulle tage særlig meget hensyn til andre. Det kan måske bedst beskrives, som en slags umodenhed, der bunder i, at man ikke rigtig ønsker at blive voksen og forpligte sig til noget, der varer så langt ud i fremtiden, som f.eks. at blive forældre...

Med hensyn til din jalousi, så mener jeg, at hvis din kæreste ellers normalt er et ærligt menneske, så bør du tro ham, når han siger, at han ikke har nogen affære med kollegaen. Det lyder sandt, når han siger, at det er dig han elsker, men at han bare ikke kan finde ud af at takle jeres nye situation. Og jeg tror også at det er sandt, når han siger, at han ikke rigtig selv er klar over, hvorfor han har det sådan.

Mit råd er, at du forsøger at give ham tid til at vænne sig til den nye situation, til tankerne om graviditeten og til jeres fremtid som forældre.
Jeg tror, at du skal gøre hvad du kan, for at udtrykke forståelse og kærlighed for ham, for derigennem at hjælpe ham til, at acceptere og føle sig tryg ved den nye situation. Det er helt klart en meget krævende tid for dig, at være gravid og ikke at have ham til at dele det med, men prøv at glæde dig, ikke mindst for barnets skyld, så barnet får en god start allerede mens du bærer det i maven.

Hvis du forsøger at undlade at konfronterer din kæreste alt for meget med hans manglende glæde ved graviditeten, så er det muligt, at han lige så stille kan begynder at glæde sig. Med tiden vil han formentligt føle sig mere rolig og tryg ved tanken om, hvad der er i vente, og så vil hans glæde og engagement vise sig. I bedste fald får du den mand tilbage, som du mener, er manden i dit liv. Men det kræver, at du lige nu kan holde ud, at han ikke viser interesse for dig og graviditeten. Det kræver at du er den voksne, der kan sætte dig selv og dine behov lidt til side. Det er ikke let, men måske det eneste, der kan redde jeres forhold.

Du har både en god familie og gode venner, lad dem give dig noget af den manglende omsorg og interesse du har brug for i denne situation. Brug al din selvdisciplin og viljestyrke på at få vendt den vanskelige situation, jeres forhold befinder sig i lige nu.

Du, din kæreste - og ikke mindst jeres baby, ønskes al mulig kærlighed og lykke på vejen.