Jeg ønsker ikke skilsmisse. Jeg elsker min kone højt og vil gerne kæmpe for vores ægteskab og familie. Samtidig ved jeg, at hvis løbet er kørt, må jeg acceptere det.
Min kone siger, at hun gerne vil bevare vores ægteskab og forsøger at få ham ud af hovedet, men hun kan ikke love, at hun ikke vil være sammen med ham igen, hvis muligheden opstår. Det gør mig usikker på, hvordan jeg skal forstå hendes signaler og håndtere situationen.
Det skal nævnes, at hun for nylig er blevet ramt af en stressrelateret depression og er i behandling.
Jeg håber, I kan give mig et råd.
MT
Hej MT
Du står i en dybt sårende og utryg situation. Du er villig til at kæmpe for dit ægteskab, men kæmper samtidig med usikkerhed, fordi din kone stadig er følelsesmæssigt bundet til en anden og ikke kan give dig den tryghed, du har brug for.
Hvis et ægteskab skal have en reel chance, kræver det som minimum, at begge parter er villige til at vælge hinanden til - også i handling. Uden den forpligtelse vil din kamp hurtigt blive ensidig og udmattende.
Mit første råd er, at du stopper op og mærker efter, hvor du selv står. Kan du leve med den uvished, hun efterlader dig i? Har du tillid til, at hun oprigtigt ønsker at genopbygge jeres forhold eller vil du konstant være i tvivl?
Dernæst er det vigtigt at overveje, om du vil kunne tilgive affæren, hvis I forsøger igen. Uden tilgivelse vil bitterhed og bebrejdelser langsomt slide forholdet op. Det er fuldt forståeligt, hvis du er vred og såret, men spørg dig selv ærligt, om du kan give slip på det på sigt.
Det kan også være relevant at se på, hvad der eventuelt har manglet mellem jer, og om I har mistet kontakten som kærester i en travl hverdag. Nogle gange opstår forelskelse udenfor forholdet netop dér. Hvis det er tilfældet, kan der være noget at hente ved at genopbygge nærhed og opmærksomhed - men kun hvis I begge vil.
Til sidst: Du kan ikke redde et ægteskab alene. Storsind og vilje er værdifuldt, men de må ikke koste dig din selvrespekt.
Kun du kan afgøre, om det er en kamp, du kan og vil tage. Uanset hvad, fortjener du klarhed, ærlighed og tryghed.
Jeg ønsker dig styrke i den beslutning, der skal træffes.
Om brevkassen
Spørgsmål til brevkassen kan være redigeret og forkortet af redaktionen for at sikre klarhed og læsevenlighed. Svar i brevkassen er tænkt som inspiration og refleksion og kan ikke træde i stedet for professionel rådgivning eller behandling.
