______________________________________________
Brevkassen: 20. april 2010 - af Ingrid Ortmann
______________________________________________
Jeg er en kvinde i tyverne, som har levet i det samme parforhold i 6 år.
Her det sidste år, har min kæreste ændret sig og jeg kan ikke finde ud af om det er vold. Han er meget nedgørende overfor mig, og er blevet meget kritiserende. Han kritiserer alt jeg gør. Hvis jeg f.eks. ikke har nået at vaske hans bukser, så bliver han rigtig sur, og siger jeg er dum. Og min madlavning kritiserer han også. Han siger, at den mad jeg laver ikke er ordentlig lavet, at den er rå. Det er der ingen andre der siger.
Han er også lidt ubehagelig når vi er i byen. Jeg må f.eks. ikke følges med ham. Jeg skal holde mig væk eller helt blive hjemme. Vi er lige flyttet i hus sammen, så jeg er rigtig ked af at han er sådan.
Han er begyndt at kritisere mine forældre og min søster. Han siger, at de er kedelige, og her i lørdags, hvor jeg holdt fødselsdag, blev han vred og mopset over, at min søster og jeg ikke ville i byen. Og så sagde han, at han bare selv tog i byen. Han gav mig dog et alternativ: Enten skulle jeg klø ham på ryggen hele natten, eller så tog han i byen. Jeg er ikke stæk nok til at sige fra.
Jeg bliver også tit kommanderet ud i køkkenet midt om natten, fordi han er sulten og hvis jeg nægter, kalder han mig grimme ting, eller siger, at han finder en anden til at lave mad.
Min bedste veninde er meget bekymret for mig og siger at han er ved at ødelægge mig. Hun kan ikke kende mig længere. Hun har tilbudt mig, at jeg kan flytte over til hende, men jeg kan ikke finde ud af at gøre noget ved det, for han er også sød ved mig engang imellem, når jeg gør noget han synes om. Så får jeg ros. Ellers kalder han mig kælling.
Noget andet er sex. Jeg føler ikke længere nogen glæde ved det. Jeg føler mig tvunget til det hver gang. For det er oftest kun ham det handler om, og hvis jeg gør noget forkert, så skælder han mig ud, og kalder mig grimme ting og så mister jeg helt lysten. Jeg skal også altid gøre noget ved ham, og når jeg spørger om jeg ikke må få noget til gengæld, så siger han bare, at det gider han ikke og det må jeg selv ordne.
Han er begyndt at lade som om han vil give mig en lussing og han tager fat om min hals. Jeg har oplevet det så mange gange, at jeg ikke længere bliver så bange. Han lægger sin hånd på min kind, og lader den anden hånd svinge, lige akkurat så den ikke rammer.
Jeg er ked af, at han er blevet sådan. Det er som om han har ændret sig efter sit utroskab for to år siden, men især inden for det sidste år, har han ændret sig meget.
Jeg tager antidepressiv medicin, men synes ikke længere det hjælper.
Kan du forklare mig hvorfor jeg ikke kan gå? Jeg er forvirret, og ked af det - og jeg forstår ikke hvad der sker og hvad jeg gør forkert.
Jeg har prøvet at sige fra, men han fejer mig bare ned på gulvet igen. Lige med det samme. Han siger også tit ”Hold nu din kæft!” hvis jeg f.eks. fortæller om noget, som har gjort mig ked af det.
Hvad er din mening om dette her?
______________________________________
Kære unge kvinde.
Tak for din mail, som virkelig har gjort et stort indtryk på mig. Udfra din mail befinder vurderer jeg, at du befinder dig i en situation, hvor du ikke længere evner at se tingene klart. Du har alt for længe, på en lang række områder, været udsat for det man kalder psykisk vold. Derfor haster jeg med at skrive til dig, for det er meget vigtigt, at du handler hurtigt på din fuldstændige urimelige livssituation.
Når jeg læser din mail, er der så mange eksempler på at din kæreste ydmyger dig og træder på dig, samtidig med at han kritiserer stort set alt hvad du gør.
Du skriver, at han også kan være sød overfor dig, når du giver ham, hvad han vil have. Det er jo ikke meningen med et parforhold, at du skal være hans slave, eller en som han kan kommandere rundt med, som det passer ham, for at opføre sig ordentlig.
Så vidt jeg kan læse i din mail kræver han, at du står til rådighed for ham døgnet rundt, mens han ikke giver noget tilbage til dig, af det du ønsker. Kort sagt du er havnet i en offerrolle, hvor du efterhånden tror, at han har ret til at behandle dig, som han gør.
Du spørger mig, hvorfor du ikke kan gå fra ham, hvilket siger mig, at du heldigvis erkender, at din kærestes adfærd overfor dig er helt uacceptabelt. Grunden til at det kan være så svært at komme ud af et destruktivt forhold, kan have flere årsager; En meget almindelig begrundelse er, at når man udsættes for ydmygelser og psykisk vold kan miste evnen til at se, hvad der er rigtig eller forkert. Mange i samme situation som den du befinder dig i, får fejlagtigt en følelse af, at det er deres egen skyld, at de bliver behandlet så ydmygende og voldeligt.
Din veninde er helt forståeligt meget bekymret for dig. Det må være svært for hende at være tilskuer til, at se dig miste dig selv, dit selvværd og leve en slavelignende tilværelse med en mand, som i stigende grad udøver psykisk vold overfor dig. Din veninde har indtil nu, ikke kunnet få dig til at indse at du må gøre noget nu, inden du går helt i stykker rent psykisk. Men som psykolog, med en del erfaringer omkring dit problem, vil jeg sige til dig, at du omgående må ud af dit parforhold, mens du endnu kan handle og har en veninde der vil støtte dig og endda tilbyder at du i starten kan bo hos hende. Min jeg mener at det haster, skyldes det din beskrivelse af jeres forhold. Som jeg oplever det, står du i en situation hvor du i høj grad truet på dit psykiske helbred.
Det er meget vigtigt, at du ikke lader dig besnakke af din kæreste. Det er muligt, at han vil love dig at forbedre sig og være mere sød og rar overfor dig. Men en forbedring fra hans side vil næppe holde ret længe. Du sidder endnu så fast i din offerrolle, at han hurtigt vil få mulighed for at fortsætte som før.
Inden du kan indgå som en ligeværdig partner i et forhold igen, vil jeg anbefale dig at søge hjælp hos en psykolog for at finde årsagerne til, at du har ladet ham gå så langt i sin undertrykkelse af dig og dine behov. Mange kvinder vender desværre tilbage til den samme kæreste eller samme type mand, fordi de ikke kender til andet end at blive behandlet dårligt.
Hvis du skal videre og skabe et bedre liv, må du først erkende de sider af dig selv, der har tilladt ham at gå så langt, at han efterhånden kan tillade sig at kritisere stort set alt, hvad du gør.
Jeg håber virkelig for dig, at du får talt med din veninde eller en anden der kan hjælpe dig med at komme væk fra dit nuværende parforhold.
Vis eventuelt dette svar til din veninde, så hun ved hvor fast du sidder i din offerrolle. Det er også vigtig at hun ved, at du behøver meget hjælp og støtte i starten og at hun kan støtte dig i ikke at vende tilbage til, hvad der i mine øjne er, en helt uværdig tilværelse med din nuværende kæreste.
I håb om at du gennem mit svar indser vigtigheden af at du handler nu, ønsker jeg dig masser af mod og handlekraft.
Ingrid
