_____________________________________________
Min kæreste og jeg har kendt hinanden i et år. Vi forelskede os allerførste gang vi så hinanden. Han var verdens sødeste fyr, behandlede mig altid godt og var enormt romantisk.
Vi besluttede os hurtigt for at flytte sammen, da vi boede i hver sin ende af landet. Jeg så måske nogle faretegn allerede dengang; han kunne blive meget vred og vi skændes måske også lidt for ofte.
Men nu er jeg blevet gravid og skal have det barn vi begge ønsker os. Jeg troede han ville blive sødere nu, men det er ikke tilfældet. Han råber mig i hovedet og flipper ud over ingenting - og det er altid min skyld, enten fordi jeg har rodet eller sagt noget forkert.
Når jeg så som regel begynder at græde, bliver han endnu mere sur og råber, at jeg skal holde med at hyle.
Jeg ved ikke, hvem jeg skal snakke med og han nægter at søge hjælp. Jeg vil så gerne have det til at fungere, men jeg føler jeg bliver mindre og mindre. Jeg har ikke lyst til at gå på arbejde mere, har bare lyst til at sove. Jeg ville bare ønske jeg kunne vågne op til et lykkeligt liv sammen med ham.
Hvad skal jeg gøre?
_____________________________________________
Mange tak for dit brev, som jeg har læst op til flere gange. Hvor ville jeg dog ønske, at jeg kunne opfylde dit højeste ønske om at vågne op til et lykkeligt liv sammen med din kæreste. Men som du beskriver jeres samliv, ser det desværre ud til at jeres problemer ikke bare forsvinder af sig selv.
Jeres forhold begyndte med en stormfuld forelskelse og I faldt for hinanden allerede første gang I mødtes. Han var verdens sødeste fyr, både meget romantisk og han behandlede dig godt. Umiddelbart et rigtigt drømmemøde med ”prinsen på den hvide hest”.
Men måske netop fordi I så hurtigt faldt for hinanden, overså du de alvorlige psykiske problemer, som din kæreste bragte med sig ind i jeres forhold. Du beskriver, at du allerede dengang fornemmede, at alt måske ikke var helt som det burde være, men at du i din forelskelse håbede, at det ville blive bedre med tiden bl.a. når I flyttede sammen og ventede ønskebarnet.
Men min lange erfaring siger mig, at problemer med enorme vredesudbrud og "flippen ud over småting” bestemt ikke aftager, fordi man flytter sammen. Tværtimod bliver det oftest værre, fordi han ikke kan rumme din måde at være på, når det går hen og bliver hverdag. Han evner heller ikke tage ansvaret for hans del af jeres skænderier, men mener at det hele sammen er din skyld ...
Jeg vil ikke udfra en enkelt beskrivelse sætte navn på de problemer din kæreste har, men hans voldsomme udfald mod dig kommer til at virke som en slags psykisk vold. Du skriver, at du er ved helt at miste din selvtillid og at du ikke har lyst til at gå på arbejde mere, men bare ønsker at sove fra det hele. Dette lyder ret alarmerende og jeg mener, at der virkelig skal gøres noget ved situationen, inden du rent psykisk falder ned i et ”sort hul”.
Mit råd til dig er, at du omgående handler på den situation du befinder dig i. Du venter et barn, som du har et stort ansvar for kommer til verden under de bedst mulige betingelser. At du er ved at miste lysten til dit arbejde og bare har lyst til at sove fra det hele, er i mine øjne et tegn på at du er ved at slippe taget om dit liv. Du har brug for hjælp til at komme på benene igen, så du kan se klart og realistisk på jeres forhold og på hvordan du kan komme videre enten alene eller sammen med din kæreste.
Samtidig tror jeg, at det vil være en god ide, at du enten beder din kæreste om at flytte et stykke tid eller at du selv i en periode flytter (f.eks hen til noget familie eller venner). Du har brug for ro og støtte fra venner, familie og måske også fra en professionel, til at finde ud af hvad du skal gøre. Du må finde ud af hvilke krav du vil stille til din kæreste for at kunne fortsætte samlivet med ham.
Hvis din kæreste ikke vil modtage nogen form for hjælp til at få styr på sine udbrud og irritation, må du se i øjnene at ingen af jer kan være tjent med at leve sammen. I har kun kendt hinanden et års tid. Det hele er gået meget hurtigt og inden for denne korte periode har du været hele følelsesskalaen igennem fra den højeste lykke, til nu at være næsten opgivende og ved at miste livslysten.
Det kan være meget svært at erkende hvis man har taget fejl og indse at det man troede var det helt rigtige, måske kun er en illusion. Jeg håber selvfølgelig at I kan redde forholdet, selvom jeg synes at det i øjeblikket ser noget sort ud. Selvom det kan være et stort tab at miste sin drøm, er det vigtigt at du ikke udsletter dig selv, sådan som jeg fornemmer det er ved at nu. Du kan og skal komme videre og skabe et godt liv, hvor du kan tage ansvar for såvel dit barns som din egen trivsel.
Jeg sender dig en masse tro og håb på at du igen vil kunne rejse dig op fra den ulykkelige situation du er havnet i og forhåbentlig samtidig både stærkere og mere klartseende end før.
