__________________________________________________
Hej brevkasse.
Jeg skriver for at få et godt råd i forbindelse med mit parforhold.
Jeg har mødt en mand gennem en netværksgruppe for singler. Han er sød og dejlig, 41 år gammel, har et godt job og en håndfuld nære venner. Vi har kun kendt hinanden små to måneder, men ret hurtigt har det vist sig, at han har nogle "issues". I nogle henseender er han meget tilbageholden, og to gange har han fået noget, der minder om panikanfald. Han spurgte, hvad jeg tænkte, når jeg så ham sådan, hvortil jeg forsøgte at lyde neutral og svarede, at jeg satte stor pris på hans ærlighed, men tænkte at det da måtte være generende for ham. Jeg fortalte desuden, at jeg selv havde oplevet noget lignende da jeg var barn.
Ud over at bekymre mig om hans panikanfald, så bekymrer det mig, at vi, på det fysiske plan, kun er nået til at give knus, holde i hånd og give tante-kys. Jeg fornemmer, at der ikke vil komme noget godt ud af at presse ham, hvilket han bekræftede, da jeg snakkede med ham om det. Men jeg føler dog, at han langsomt nærmer sig mig lidt, fx. hvis jeg inviterer til kontakt ved at lægge hånden på hans lår, så rykker han nærmere, så jeg kan nusse ham lidt. Han fortæller, at han ikke har haft en kæreste rigtig, rigtig længe, måske fem år! Han siger, at han tidligere har haft kærester og seksuelle forhold, men de forhold han fortæller om, lyder til at ligge ret langt tilbage i tiden ...
Han har aldrig boet sammen med en pige, men han har boet i kollektiv i fem år og beskriver sig selv som social. Trods det, ses vi kun et par gange om ugen.
Vi SMS´er en del. Han skriver ofte og meget, specielt efter at han, overfor mig, fik slået fast, at man altså ikke behøver at skrive sammen hver dag, så er det faktisk ham, der skriver stort set hver dag.
Jeg har overvejet at spørge ham mere uddybende omkring den manglende fysiske kontakt mellem os, om han ikke har lyst og savner det, eller om han måske føler, at der ligger en forpligtelse i det, som han ikke føler sig klar til. Men jeg har ikke spurgt ham, mest fordi jeg er bange for at presse på. Men sagen er jo, at jeg også kan mærke at den manglende kontakt/udvikling i forholdet prikker lidt til min egen selvtillid og ikke mindst mit behov for bekræftelse.
Jeg vil også gerne snakke med ham om hans sårbarhed og panikangst. Jeg har kigget efter bøger om emnet og foreslået et foredrag i Foreningen for særligt sensitive mennesker. Det sagde han fra overfor og forklarede, at han og jeg endnu ikke kender hinanden godt nok, hvilket jeg gav ham ret i og siden har undladt at snakke om. Et tv-indslag om en kendt skuespiller, der havde fået hjælp hos en psykiater til at overkomme sin panikangst, var anledning til at vi kunne snakke lidt om at man kan få god hjælp hos en psykolog eller psykiater. Men siden har vi ikke snakket mere om det ...
Sagen er jo, at jeg virkelig gerne "vil" denne her mand, men sandt at sige er jeg blevet lidt i tvivl om det er "for stor en mundfuld" - selv for en pige som jeg, der ellers står rimelig solidt plantet.
Jeg er 38 år, har ingen børn, men vil gerne have det - snart! Er der overhovedet nogen realistisk chance for at det her kommer til at fungere?
Jeg ser rigtig meget frem til at høre fra dig.
__________________________________________________
Kære utålmodige, kloge kvinde.
Tak for din mail. Efter at have læst dit brev, tror jeg, at du er en kvinde som kan bruge et svar, der tager udgangspunkt i et lille filosofisk eventyr. Det er et eventyr, der handler om at overvinde frygten for blive afvist, og som beskriver, hvordan et tillidsfuldt og fortroligt forhold kan opbygges nænsomt og tålmodigt.
Mit svar til dig vil forhåbentligt samtidig være en hjælp til de mange andre kvinder, der - ligesom du - har svært ved at forstå, hvorfor så mange mænd i dag er så bange for afvisninger og for ikke at slå til som mænd. Men du tilhører en generation, hvor mange kvinder stiller meget store krav til, hvad en mand skal kunne tilbyde i et parforhold.
Hans tilbageholdenhed, påvirker hendes selvtillid
Du har mødt en rigtig god og sød mand, som du gerne vil udvikle et tæt forhold til. Men du syntes, det går meget langsomt med at tilnærme jer hinanden. Du er i tvivl om I nogensinde kommer tættere på hinanden og får et fysisk/seksuelt og nært forhold til hinanden. Din utryghed omkring forholdet er begyndt at påvirke din selvtillid som kvinde, og du er usikker på, hvorvidt han overhoved begærer dig. Du fortæller, at det nok er meget længe siden, at han har haft et forhold til en kvinde og han har heller aldrig boet sammen med nogen. Desuden lider han af panikangst, som måske skyldes nogle ubehagelige erfaringer netop i forhold til kvinder og parforhold. Men han er åben og ærlig omkring sine problemer, og vil tilsyneladende gerne have hjælp til at mindske sin angst.
Lær at knytte nære bånd, som den lille prins og ræven
Udfra din beskrivelse, syntes jeg bestemt, han er værd at lære at kende på et dybere plan. Der skal måske nok nogle samtaler til hos en dygtig psykolog eller psykiater. Om det skal lykkes for dig, at komme ham nærmere vil afhænge af om du har tålmodighed til at ”tæmme” ham - ligesom den lille prins tæmmer ræven i Antoine De Daint-Exupery berømte historie ”Den lille prins”.
Historien handler om den lille prins, som var rejst til jorden for at få venner, men som snart måtte sande, at mennesker har alt for travlt til at knytte nære bånd. Den lille prins søger i stedet selskab hos en ræv. Ved det første møde med ræven, er ræven ikke parat til at knytte bånd, den er for skræmt af for mange dårlige oplevelser med mennesker, der vil skyde den. Men ved at nærme sig ræven skridt for skridt, og ved at vise, at han, den lille prins, ikke er farlig, og at han kun vil ræven godt formår den lille prins at opnå nærhed og gensidig tillid. Og således lykkes det for ræven og den lille prins at blive fortrolige og glædes over hinanden, og over alt det der minder om den anden. Som ræven forklarer den lille prins: ”Kun med hjertet kan man rigtig se. Det væsentlige er usynligt for øjet. Det er den tid, du har brugt på at passe din rose, der gør den så betydningsfuld. Men du må aldrig glemme den. Du har for evigt ansvaret, fordi du har gjort den tam.”.
Tæm mistroen nænsomt og tålmodigt
Jeg tror, at du kan opbygge et nært forhold til din partner, hvis du som den lille prins først gør ham "tam". Du skal tålmodigt og nænsomt vise ham, at sammen med dig det ikke er farligt at vise ømhed, og på den måde forsikre ham om, at du ikke forventer, at han er nogen Tarzan. Fortæl ham at du ønsker en mand, der værdsætter dig, og han vil give dig tifold tilbage.
Du må nok forvente, at der indimellem også vil ske tilbageskridt, da han meget længe har levet et singleliv. Angsten for nærvær og for ikke at slå til sikkert være en del af hans virkelighed en tid endnu. Han vil sikkert engang imellem have brug for lave nogle flugtforsøg, når samværet bliver for overvældende. Men hvis du blidt og nænsomt hjælper ham tilbage igen, tror jeg det aftager med tiden.
Som jeg skrev i indledningen, oplever jeg at den mand du har truffet og gerne vil satse på, har mange gode kvaliteter. Jeg tror også, at du er både klog og moden og derfor er i stand til at forstå, hvad det er der skal til for at gøre din partner tryg og tillidsfuld. I er jo faktisk allerede nået et stykke vej.
Stol på at det vil lykkes
Din udfordring er først og fremmest at have stor tålmodighed og undgå at falde i den kvindegrøft, at du nok ikke er tiltrækkende nok eller den rigtige for ham. Hvis du vil have ham, må du nærme dig ham og være tålmodig, også hvis han har brug for at trække sig indimellem. Tal om de ting som er nødvendige, så I hver især ved hvor I står, men brug endelig ikke for mange ord og tolkninger. For mange ord og analyser kan virke nærmest dræbende i et forhold, især for mænd.
