Han er SÅ ugidelig 

Hej brevkasse.
Jeg er en pige på 30 år som står i et dilemma. Jeg har været sammen med min kæreste i snart 5 år, hvoraf vi holdt en pause on-off i 2 år, fordi der var problemer. Vi bor sammen, og jeg har fast job og efteruddanner mig samtidig, mens han står arbejdsløs og ikke rigtig ved, hvad han vil med sit liv. Vi har siden starten af vores forhold haft problemer med hans passivitet og manglende handlekraft, og hans valg af venner og hvordan han "hygger" sig.
Han er 31 år, og bruger sin hverdag pt. på at lave absolut ingenting, og det har han, til min store frustration, stort set gjort de sidste 2,5 år. Vi fandt sammen igen for 9 måneder siden, fordi vi ikke følte vi kunne undvære hinanden og vi elsker hinanden højt og gerne ville ændre på tingene, men nu er jeg begyndt at tvivle.
Jeg kan komme hjem fra arbejde og finde ham sidde og drikke øl og lave intet fra om formiddagen. Desuden har han nogle venskaber, hvor det hele går ud på at drikke øl og bruge penge, og jeg forstår det ikke. Han søger ikke job, han tænker ikke over fremtiden. Det er som om han bare har lukket af for alting. Han tænker kun på sig selv, og jeg får meget lidt opmærksomhed føler jeg, ligesom jeg føler, at jeg er alene om at tænke fremad. Jeg står alene med alt det praktiske derhjemme, og han hjælper kun til, når jeg beder ham om det. Det eneste han går op i er at sove, stene på nettet, og hans krybdyr-hobby, som han også bruger mange af sine penge på og går mere op i end mig.
Vi havde talt om, at tingene skulle være anderledes denne gang, og at vi arbejdede sammen mod nogle fælles mål: at skabe et stabilt liv, blive gift og få børn. Men jeg føler slet ikke, at han tænker over de ting. Vi skændes hver gang han er ude med hans venner eller når jeg kritiserer ham for ikke at lave noget. Jeg ved snart ikke hvad jeg skal stille op, det er ved at suge livet ud af mig.
Jeg vil så gerne få tingene til at fungere, men jeg er begyndt at tvivle på, om det er noget han ønsker, selvom han siger, at det han gør.
Jeg føler, at han er helt fortabt og depressiv, og jeg frygter, at der ikke kan være en tryg fremtid med ham. Jeg er i konstant angst for, at han kommer til at lave nogle dumme ting, som han har gjort i fortiden (fx tage stoffer), og han beskylder mig for ikke at have tilgivet ham for hans opførsel og at jeg kontrollerer ham. Desuden bliver han også vred, fordi han synes, at han altid får skylden for alt, og så lukker han sig inde. Mit største problem er, at mens jeg er en person der handler aktivt og sørger for at vende tingene når det går skidt og kæmper for det jeg vil have, så er han en person der bare giver op og er passiv og som siger at han "ikke kan lide" ordet "kæmpe" fordi det er negativt, og det har jeg svært ved at acceptere.
Der er selvfølgelig mange flere nuancer i det her, men lige nu er jeg bare trist, ulykkelig og forvirret. Har du et godt råd? Jeg har nævnt parterapi, men det synes han er spild af penge og nægter. Er der overhovedet noget jeg kan gøre, for at redde det her forhold og hjælpe ham på rette spor?

Kh. den ulykkelige

_________________________________


Kære ulykkelige.

Tak for din mail, hvor du beskriver, hvordan din kæreste og du, gennem en del år, har haft et on-off forhold, men nu har aftalt nogle fælles mål for fremtiden, og er flyttet sammen. Du beskriver, hvordan I, da I var fra hinanden, var enige i, at I ikke kunne undvære hinanden, og at I begge var indstillet på at arbejde på, at blive klar til et liv, der også kunne rumme familie og børn. For din kærestes vedkommende skulle det gerne betyde, at han ville arbejde på, at blive mere ansvarlig, blive medforsørger, tage del i de praktiske ting i hjemmet, og vise sig, som en voksen og ansvarlig mand.

Der er nok ikke nogen tvivl om, at din kæreste i et eller andet omfang virkelig har ment, at han gerne ville ændre sig og taget det medansvar, du efterlyser. Han vil sikkert gerne fremstå voksen og ansvarlig, og med overskud til at give dig den opmærksomhed, du har brug for.
Du må imidlertid nok i højere grad se hans løfter som hensigtserklæringer, end egentlige løfter, for der er i sandhed meget langt fra det liv, du beskriver, han lever lige nu, til livet som den vokse, aktive, ansvarlige og velfungerende mand, du efterlyser. Trods jeres aftaler og umiddelbare enighed omkring fælles mål, sidder han stadig passivt derhjemme, gør ingenting, drikker for mange øller, går ud med vennerne og bruger sine penge på vennerne og hobbyen.
I dit brev spørger du, om jeg nogle gode råd og ideer til, hvordan du kan få din kæreste på rette spor, og redde jeres forhold. Men jeg kan ikke lade være med at tænke, hvad det mon er, der får dig til at ville redde jeres forhold. I synes jo at have helt forskellige mål med livet. Han har godt nok givet udtryk for, at han gerne vil have, at I har et bedre liv sammen, men han mener med al tydelighed ikke, at han samtidig har sagt ja til at ændre sin adfærd eller livsstil. Det der for dig er "det rette spor" er måske hverken det, han evner eller ønsker.

Når jeg læser din beskrivelse af din kærestes karakter og mulige misbrugsproblemer, så tænker jeg, at der er meget, meget langt til det forhold, du drømmer om sammen med ham. Han virker umoden, mangler selvindsigt, er passiv, og der synes ikke at være udsigt til, at han i nær fremtid skulle blive mere handlingsorienteret. Han står af, når han konfronteres med de barske realiteter omkring hans problemer, og kan tilsyneladende ikke selv gøre noget for at løse problemerne. Samtidig afslår han at søge hjælp til at få løst problemerne og få det bedre. Som du selv er inde på, så kan hans mangel på at tage fat om sin tilværelse og sine problemer, skyldes psykiske vanskeligheder, og muligvis også en aktuel depression.

Det er et smukt træk hos dig, at du gerne vil hjælpe ham. Men man kan kun hjælpe et menneske, der gerne vil hjælpes, og vil han det?
Umiddelbart tror jeg ikke, du har truffet den rigtige mand, hvis du ønsker en tryg familie, der passer godt på hinanden. Din kæreste kan sagtens rumme en masse gode egenskaber, men han vil angiveligt ikke kunne ændre sig tilstrækkeligt til at blive den mand, du drømmer om han skal være.

Mit råd til dig er, at du erkender, at der skal ske noget af et mirakel, hvis din kæreste skal komme til at matche dine ønsker. I kunne f.eks flytte fra hinanden igen. Du kunne så overfor ham gentage dine håb og ønsker for et parforhold. I den udstrækning han viser sig at blive i stand til at ændre sit nuværende passive, destruktive liv, kunne I måske genoptage samlivet.
Jeg mener ikke, at parterapi kan løse hans problemer. Han skal først i gang med at lære sig selv at kende og blive mere voksen og ansvarlig for sit eget liv. Husk, at man kan ikke pålægge andre at ændre sig. Det kan kun ske ved et personligt dybtfølt behov, og som man, efter eget ønske, så kan søge hjælp til.

Du skriver, at han suger al din livskraft ud af dig. Det går ikke i længden, når I, i praksis ikke vil det samme. Derfor vil forholdet blive ved med at være så ekstremt energikrævende. Se dig omkring og åben øjnene for, om der ikke skulle findes en mand der matcher dig bedre end det er tilfældet i dit nuværende forhold.