Oktober 1989 var et skidt tidspunkt at gå i koma for en østtysker – men det er netop, hvad der sker for Alex’ mor – en varm fortaler for Østtysklands socialisme og glødende aktivist i kampen for social fremskridt. Kort før murens fald går hun i koma som følge af et hjerteanfald.
Da hun vågner af komaen 8 måneder senere, får Alex store problemer. Lægen siger, at hendes hjerte er så svagt, at ethvert chok kan tage livet af hende. Og kan man tænke sig noget mere chokerende end Berlin-murens fald og kapitalismens triumf over hendes elskede land?
For at redde sin mor, omdanner Alex derfor familiens lejlighed til et DDR-resrervat - en fortids-ø, hvor hans mor kærligt lulles ind i den tro, at intet er forandret. Men det, der begynder som en lille, hvid løgn kræver efterhånden mere og mere af den opvakte søn. For Alex’ mor bliver bedre og bedre for hver dag, der går, og ønsker snart at se TV og endda forlade sin seng…
På en vidunderlig rørende og humoristisk måde fortæller Wolfgang Becker historien om, hvordan en hengiven søn forsøger at flytte bjerge og skabe mirakler for at sikre sin moders helbred – og samtidig at beholde hende i den tro, at Lenin virkelig sejrede!
Filmen har fået en uventet stor succes - ikke bare i hjemlandet Tyskland, hvor den efter 15 uger stadig ligger på top 10-listen - men også i lande som Schweiz, Østrig og Italien ligger den fortsat på top 10-listen over de mest sete film.
GOOD BYE, LENIN! vandt Marlene Dietrich-prisen for bedste europæiske film på Berlin Film Festival 2003.
Om filmen har Ebbe Iversen skrevet:
Wolfgang Beckers stærkt originale »Good Bye Lenin!« har en herligt uforudsigelig handling, som man følger i stor spænding og med hyppige latteranfald. Her er nemlig tale om en meget morsom film, der ganske vist uden skånsel skildrer DDR som det skrækkelige skrummel, den nu afdøde diktaturstat jo var, men også har et sundt satirisk blik for de mindre flatterende sider af det kapitalistiske paradis, som de overvældede østtyskere brat havner i.
