__________________________________________________
10. november 2014
Hej brevkasse,
Efter 10 års ægteskab, valgte min mand at forlade mig til fordel for en kollega. Jeg blev både overrasket og meget, meget vred, da det gik op for mig, at han havde være utro i flere måneder.
Min vrede og jalousi gjorde, at jeg kæmpede hårdt for at få børnene, hvilket stort set lykkedes. Han havde nemlig så dårlig samvittighed, at han stort set ikke kæmpede overhoved.
Men nu, hvor jeg står her alene med vores to drenge, kan se at de virkelig mangler deres far. Jeg er ikke så vred længere. Det gør stadigvæk forfærdeligt ondt at tænke på, at jeg blev vraget, og når jeg er sammen med børnene, savner jeg ham meget. Alligevel har jeg virkelig svært ved at snakke med ham om, at han kan have drengene noget mere. Tanken om, at vores to drenge skal hygge sig med deres far og han nye kæreste, giver mig næsten kvalme.
Hvordan får jeg vendt den følelse af modstand til noget rationelt og positivt?
Hilsner Anja
__________________________________________________
Kære Anja
Tak for dit brev.
Det er en hård tid, du har været igennem - og jeg kan godt forstå, at det er svært, at være positiv. Du er blevet både bedraget og vraget af det menneske, du have valgt at dele dit liv med og som du stolede på havde valgt at dele sit liv med dig.
Følelser af voldsom vrede og jalousi er helt, helt normale følelser at have, når man er svigtet og vraget til fordel for en anden. Det der er vigtigt er, at acceptere, at du har de følelser lige nu. De vil normalt aftage i styrke, efterhånden som du kommer videre med dit liv. Som du selv skriver, kan du allerede nu mærke, at din vrede er aftaget lidt, men du er forståeligt nok stadig meget såret og føler jalousi, over din eksmands nye liv med en anden kvinde.
Du beder om hjælp til, på en mere rationel og positiv måde, at få vendt disse følelser, så du kan medvirke til at dine drenge kan få en hyppigere kontakt til deres far, som de naturligvis savner meget. Dit brev giver mig indtryk af, at du er en moden og fornuftbetonet kvinde, med en god indsigt i dine børns behov. Jeg tror derfor, at du vil være i stand til at tilsidesætte dine egne sårede følelser, når det gælder dine drenge, så børnene kan få den opvækst, som alle børn har krav på, nemlig at kunne være sammen med begge forældre, uden at skulle have dårlig samvittighed overfor den ene part.
Så mit råd til dig lige nu er, at du bruger din modenhed og dit storsind til at vise, at du er dit ansvar som mor bevidst. Sæt for en stund dine sårede følelser på stand by, få aftalt en voksen-til-voksen samtale med din eksmand. Her gør du ham klart, at I begge har ansvaret for, at jeres børn lider mindst mulig skade ved skilsmissen. Fortæl ham, at du ønsker, at drengene skal være hyppigere hos ham, fordi de savner ham. Undlad at bruge mødet på at bebrejde ham det skete og forsøg at lade være med at vise hvor såret du er. Dit ærinde er udelukkende jeres drenges ve og vel.
Jeg er sikker på at dit initiativ på lang sigt også vil virke positivt på din selvtillid og selvrespekt, ved at du her træder i karakter og viser handlekraft, på trods af hvor svært det er for dig, at tænke på at skulle dele dine børn med en anden kvinde. Tro mig, at har du mod til at tilsidesætte dine egne behov frem for dine børns, vil det komme tusindfold tilbage til dig i årene der kommer.
Jeg sender dig de allerbedste ønsker for fremtiden.
Mange hilsner
