Med sin bog ’At gå døden i møde’ håber hun, at være med til at bryde det største tabu i vor tid og skabe et ærligt, virkeligt og empatisk billede af det eneste, vi alle er fælles om: døden. For, som hun beskriver i bogens forord, så lever vi i fornægtelsens tidsalder, hvor døden ikke længere er en naturlig del af vores liv. Døden, sygdomsforløbet og de sidste dage i vores liv er flyttet fra hjemmet og ind på hospitaler og institutioner. Derudover har bedre behandlingsmuligheder ændret vores sygdomsoplevelser og indpodet os med håbet om og troen på, at døden kan udsættes.
Bogen rummer 33 fortællinger om døende mennesker, som Kathryn Mannix har mødt gennem sit snart 40-årige virke som læge. Det er fortællinger om mennesker, som kunne have været vores veninde, søster, far, søn, mormor, onkel, kollega eller nabo. Vi møder blandt andre Hannah, der danser sin sidste dag væk. Erik, den pensionerede lærer, der selv om han er ramt af svær sygdom insisterer på at få ting gjort. Og nittenårige Sigrid, der er døende af leukæmi og syr på en pude til sin mor, som hun kan kramme efter hendes død. Samt helt almindelige mennesker, der dør en helt almindelig død.
