_______________________________________
Hej brevkasse
Min datter har netop flyttet skole, fordi hun blev mobbet. Heldigvis er hun faldet rigtig godt til i sin nye klasse, og det er en helt ny, glad datter vi har fået.
Jeg er super taknemmelig for at mærke, at hun endelig har fået fred for sine plageånder, men det har været en virkelig hård tid, ikke kun for hende, men også for hendes lillebror og for min mand og jeg. Det har været lidt som at holde vejret mens det har stået på. Jeg har støttet, trøstet og opmuntret hende hele vejen igennem.
Mens min datter nu er lykkeligt på vej, så sidder jeg tilbage med så meget vrede mod de børn som generede vores datter. Jeg synes slet ikke, at hverken børnenes forældre eller skolens lærere tog situationen alvorligt. Jeg ville ønske, at jeg bare kunne lægge det bag mig, men jeg er så vred og synes det er så uretfærdigt. Skal jeg bare leve med den vrede eller er der noget jeg kan gøre?
_______________________________________
Kære "vrede" mor.
Tak for din mail.
I har måttet flytte jeres datter til en anden skole, fordi hun blev mobbet. I din mail fortæller du, at din datter er faldet godt til i den nye skole og synes glad igen. Tilbage sidder du med en voldsom vrede mod den tidligere skole og forældrene, der ikke tog jeres problemer alvorligt.
Det er jo først og fremmest godt, at I har sørget for at finde en skole, hvor jeres datter synes at trives, og det ville være dejligt, hvis I nu kunne lægge historien bag jer. Men sådan er det sjældent, når man som familie har været igennem en krise. Det har været en krævende opgave, at skulle støtte og opmuntre, og samtidig måtte sande, at ingen og intet er blevet gjort for at hjælpe jer. Derfor er det naturligt, at du efterfølgende er meget vred over det, der er overgået jeres familie. Man kan sige, at ikke kun jeres datter, men hele jeres familie har været voldsramt, og som sådan, er det ikke ualmindeligt, at der kommer nogle efterfølgende reaktioner.
Livet er jo desværre ikke altid retfærdigt, og der kommer næppe nogen undskyldning fra skolen eller forældrene til pigerne. Det du kan gøre for at komme videre, er først og fremmest at glæde dig over, at I som familie har haft styrken til at løse problemerne selv.
Den voldsomme passive vrede, du lige nu føler, kan ende med at dræne dig for energi og livsglæde, hvis den ikke bruges til noget konstruktivt. Derfor vil jeg foreslå, at du - hvis du har overskud til det - bruger den erfaring du har gjort dig, til at forebygge og hjælpe andre børn og familier i lignende situation. Du kan skrive om forløbet til skolen, eller skolebladet. Du kan også skrive til andre medier med henblik på, at der gøres mere for at forebygge mobning og støtte ramte børn og familier. Du kan, på baggrund af din erfaring, beskrive, hvordan børns mobning kan påvirke en hel familie, og du kan fortælle om, hvor hjælpeløs man som forældre føler sig, når man hver dag må sende sit barn afsted, uden at kunne beskytte det mod den ondskab, som mobning jo er.
Det der er sket, kan der ikke laves om på. Gudskelov er din datter kommet hel gennem oplevelsen. Men der er andre, som kan have gavn af at høre om dine erfaringer og holdninger, og jeg tror, at det måske kan lindre følelsen af magtesløshed, at gøre andre forældre opmærksomme på, hvor dybt mobning kan ramme et barn og en familie.
Jeg håber, du vil bruge al din kraft, styrke og udholdenhed til at komme videre, både for din egen og familiens skyld.
