For nogle starter det med en let forventning: Det sker nok snart ...
For andre bliver det en periode, der trækker ud med undersøgelser, ventetid og behandlinger. Pludselig handler tiden ikke længere om årstider og ferier, men om cyklusser, tests og datoer, man helst ikke vil sætte for store forventninger til.
Når sorgen ikke ser ens ud
I et parforhold kan man hurtigt opdage, at man ikke sørger på samme måde. Den ene har behov for at tale om det - ofte og i detaljer. Den anden har brug for at tænke på noget andet indimellem for ikke at gå i stykker af det hele.
Det kan give små gnidninger:
- Hvorfor virker du så rolig?
- Hvorfor vil du ikke tale om det?
Ofte handler forskellene ikke om manglende engagement, men om forskellige måder at overleve på. Nogle forsøger at skabe overblik og kontrol. Andre beskytter sig selv ved at lægge afstand til det, der gør ondt.
Når kroppen fylder det hele
Når barnløshed fylder, får kroppen en rolle, den aldrig før har haft. Den måles, vurderes og behandles. For mange kvinder kan det føles som et svigt, når kroppen ikke gør det, man håber. For mange mænd er følelsen af afmagt lige så virkelig - men svær at tale om.
Samtidig kan intimiteten ændre sig. Erotiske øjeblikke bliver til tidspunkter i kalenderen. Lyst bliver til pligt. Og det, der før var forbundet med nærhed, kan begynde at føles som noget, der skal lykkes. Det er ikke kærligheden, der forsvinder. Det er presset, der flytter fokus.
Skyld og sammenligning
Mange oplever også, at barnløshed vækker tanker om skyld og skam.
- Er det mig, der er noget galt med?
- Har vi ventet for længe?
Og så er der omgivelserne. Spørgsmålene om, hvornår der kommer børn. Graviditeter blandt venner og kolleger. Barnevogne på gaden, som man pludselig lægger mærke til overalt. Det hele kan føles som små påmindelser om noget, man ikke selv har. Her kan parforholdet enten blive et sted, hvor man lukker sig inde, eller et sted, hvor man læner sig mod hinanden. Forskellen ligger ofte i, om der er plads til at sige tingene højt - også når de er svære at formulere.
Mellem håb og realitet
Barnløshed tvinger mange par til at leve et sted mellem håb og realitet. Håbet om, at det lykkes næste gang. Realiteten af, at det måske ikke gør. For nogle bliver det en lang rejse gennem behandlinger. For andre et tidspunkt, hvor man må stille sig selv spørgsmål, man aldrig havde forestillet sig:
- Hvor længe kan vi blive ved?
- Hvad gør det ved os?
Hvordan ser et fælles liv ud, hvis der ikke kommer et barn? Det er ikke spørgsmål om at give op. Det er spørgsmål om at passe på sig selv og hinanden.
Parforholdet midt i det hele
Midt i alt det kan det være en hjælp at huske, hvad der var der før ønsket om et barn fyldte så meget.
- Hvordan grinede I sammen?
- Hvad bandt jer sammen, før alt handlede om fertilitet?
Nogle par oplever, at barnløshed slider dem op. Andre oplever, at den på mærkelig vis bringer dem tættere sammen. Ikke fordi det er let, men fordi man tvinges til at tale om det, der ellers kan ligge gemt: Frygt, håb, skuffelse og kærlighed.
Der findes ikke én rigtig afslutning
For nogle ender rejsen med et barn. For andre med adoption, donorbehandling eller et liv uden børn. Ingen af vejene er nemme, og ingen kan vejes eller vurderes udefra. Det vigtigste er måske ikke, hvilken løsning man ender med, men hvordan man kommer dertil. Om man har haft plads til både styrke og tvivl undervejs. Og om man har husket, at parforholdet også har værdi i sig selv - ikke kun som ramme om en mulig familie.
Barnløshed forandrer et parforhold, men den behøver ikke ødelægge det. Nogle gange forandrer den bare blikket på, hvad fællesskab, nærhed og fremtid egentlig betyder ...
