_________________________________________________
Hej brevkasse.
Jeg har en veninde gennem mange år, men som jeg for 2 år siden fik tæt kontakt med igen. Hun har en datter på nu 5 år, og jeg er rigtig glad for både veninden og hendes datter.
Jeg har tilbage fra "gamle dage" altid syntes at hun havde mange historier at fortælle, men vi var kun teenagere og jeg tænkte ikke nærmere over det.
Nu hvor vi er blevet ældre kan jeg se, at løgnene har taget til. Nogle af de værre er f.eks. da hun fortalte at hun havde fået 2 aborter, hun var blevet voldtaget, hun har livmorhalskræft, hendes far er blevet skudt i maven, hendes søster er blevet seksuelt misbrugt i flere år - og nu her for nyligt har hun fortalt, at hun tror at hendes datter bliver seksuelt misbrugt. Det er bare et udpluk af de ting hun har sagt.
Jeg har i lang tid vidst at der nok ikke var hold i meget af det. Men at historierne nu går på at hendes datter bliver misbrugt (uden at hun giver udtryk for nogen egentlig bekymring i den anledning), det skræmmer mig!
Hun sagde sågar at hendes læge havde sagt, at man ikke kunne undersøge noget, før det skete igen. Først der fik hun en reaktion fra mig. Jeg råbte hvad hun mente og at det kunne ikke passe. Jeg har selv ringet rundt nogle forskellige steder, og alle sige hun ikke har reageret rigtigt i denne situation. Og hun taler heller ikke om det i øjeblikket...
Jeg har det så svært med det her. For hun er en sød pige, med gode egenskaber og jeg ønsker kun at hjælpe hende. Men kan jeg det?
Jeg har besluttet mig for at skrive et pænt brev til hende, og så lade hende læse det foran mig, og se hendes reaktion og så tage situationen derfra. Måske bliver hun sur og går, måske knækker hun sammen og indrømmer...
Jeg har et behov for at konfrontere hende, så hun ved at jeg er bevidst om, at det ikke altid er sandt det hun fortæller. Så kan vi måske arbejde med at hun prøver, at begrænse hendes løgner over for mig. Det er i hvert fald mit håb.
Jeg ved ikke hvad hun søger, men jeg reagere meget sjældent på hendes historier, så det er ikke sådan at hun får øget opmærksomhed fra mig ved at fortælle historier. Men det virker ikke som om hun overhoved registrere det..
Måske du kan rådgive mig lidt mht. brevet, for det skal ikke virke som et angreb, men nærmere et tilbud om hjælp til selverkendelse. Hun skal vide, at jeg vil støtte hende og jeg ønsker, at have hende i mit liv fortsat – men uden hendes løgnehistorier.
Jeg vil også høre om du tror at min venindes adfærd kan have konsekvenser for hendes datter?
På forhånd tak
Den fortvivlede
_________________________________________________
Kære Fortvivlede.
Tak for din mail. Jeg vil indlede med at sige, at du er en sand veninde, der gerne vil hjælpe din veninde og hendes datter på trods af det ubehag du føler ved din venindes formodentligt overdramatiske historier. Det er smukt at du gerne vil beholde din veninde i dit liv, selvom om du ikke kan stole på, at hun taler sandt.Mange veninder ville nok efter en tid sige, at det vil de ikke stå model til.
Du skriver at du gerne vil have hjælp til at skrive et brev til hende, hvor du på en nænsom måde fortæller hende at du er helt klar over at hun færdes noget lempeligt med sandheden. Du vil gerne se hendes reaktion og tilbyde din hjælp.
Jeg kan ikke forudse, hvordan hun vil reagere, da det er vanskeligt udfra det du skriver at vurdere, hvor galt det står til, men jeg hæfter mig ved at hun altid har fortalt "historier", at hun har svært ved at skelne mellem sandhed og løgne.
Det hun nu som voksen fortæller "historier" om er meget voldsomme og dramatiske ting såsom aborter, seksuelt misbrug, kræft.Sidst, men ikke mindst fortællere hun om seksuelt misbrug af datteren uden at hun samtidig udviser en relevant følelsesmæssig reaktion eller handler, som en forældre normalt vil gøre på det påståede misbrug.
Nogle mennesker har svært ved at skelne mellem sandt og falsk. det kan være en dårlig vane bl.a for at undgå at stå til ansvar for sine handlinger. Men det ser ikke ud til, at ungå ubehag er motivet for din venindes løgne eller overdrivelser.
De ting du nævner hun har sagt,som for dig lyder lidt for fantasifulde er dramatiske hændelser, som hun så ikke reagerer normalt på, hvis de var sande.
Du skriver, at du ikke giver din veninde opmærksomhed eller medlidenhed på hendes noget vidtløftige historier, men det giver åbenbart alligevel din veninde et kick at fortælle dramatiske historier om hende selv og hendes nærmeste familie. Måske føler din veninde at hun fremstår som en mere spændende person, når der sker så mange frygtelige ting i hendes liv. Der er som regel en eller flere grunde til at være 'drama-queen'.
Jeg syntes at det er en god ide at skrive et brev til din veninde m.h.p. at få afklaret hvordan hun reagerer på at få at vide, at du godt ved ,at hun ikke altid taler sandt.
Som du selv siger, er I nu blevet lidt ældre og det er ikke mere på samme måde OK at fortælle vidtløftige historier. Der skal gøres noget ved problemet nu, hvis det er muligt. Du må gøre dit bedste for at skubbe på, at hun får noget hjælp, for at se om det er muligt at hjælpe hende. Hvis hun er derude, hvor der er tale om noget patologisk, der ligger til grund for hendes behov for drama, kan det være meget svært at gøre noget ved.
Du skriver om det kan skade datteren, at din veninde lyver, er mit svar at det kan det helt bestemt. Hvordan skal den lille pige lære at skelne sandt og falsk hvis hun ikke kan stole på sin mor. Og hvordan vil det påvirke en femårig, hvis hun overhører de mere dramatiske historier. Hvad er det for et univers hun bliver en del af. Ligeledes er det også et problem for datteren hvis moderen fortæller historier om de allerenærmeste uden indføling for det der er sket.
Så det er helt sikkert vigtigt at du gør hvad du kan for at sætte en process igang. Det kan betyde at din veninde bliver sur, vred eller går sin vej, eller i bedste fald bryder hun sammen og gerne vil have hjælp til at komme videre, Du tager en chance, uden at kunne vide på forhånd hvad der sker. Det er ikke sikkert at du kan hjælpe hende, men for datterens skyld må du tage chancen.
Det kan blive ubehageligt for dig hvis reaktionen bliver meget negativ, men i dette tilfælde er det vigtigt, at du ikke tager en reaktion for personligt, din veninde har måske et alvorligt problem. som er det du prøver at få taget hul på. Men vær bevidst om, at det kan være et problem du ikke er istand til at gøre så meget ved. I så fald må du være glad for, at du har gjort hvad du kunne.
Som jeg skriver i indledningen til mit svar, er du en sand ven, også selvom der ikke skulle komme det resultat ud af dit brev, som du ønsker.
M.h.t. brevet syntes jeg du selv har den rigtige opskrift, det skal være uden bebrejdelser, men hendes problem skal fremstå meget klart og som noget du ikke bare kan passivt kan se til. Skriv til hende, at du mener der skal sættes en form for hjælp ind nu, også for datterens udvikling og velfærd. Skriv at du holder af hende og datteren vil hjælpe hende og støtte hende i at slippe behovet for den slags drama. At du gerne vil fortsætte venskabet, men insistere på, at det skal være uden de dramatiske historier. Det er vigtigt at brevet er kærligt, kort, og konkret, uden for mange eksemlper, eller omskrivelser. Kort sagt ikke til at komme uden om.
Jeg ønsker dig held og lykke i at støtte din gode veninde og husk at det ikke er et nederlag hvis du ikke kan komme igennem med dit ønske om at hjælpe..
